Ugens Uimodståelige // Uge 4

Foto: Augustine // PR

UGENS UIMODSTÅELIGE er listen, der sætter gang i din weekend og giver dig det ugentlige overblik over de største hits og de mest iørefaldende sange – fra de helt store stjerner til spirende kunstnere. Vi har tilføjet 25 nye sange. Læs om vores tre favoritter og dyk ned i resten af ugens godter herunder

Augustine – “Prom”

Den svenske popkomet Augustine sætter med sin nye single “Prom” stemningen for alle de følelser, du har i klemme fra dit livs skolefester. Og selvom minderne om skolefester for de fleste nok både byder på opfyldte drømme og knuste hjerter, formår Augustine på en eller anden måde at omfavne dem alle sammen. Augustine udtaler selv, at »“Prom” er et smukt rod af følelser, der bunder i sidste års oplevelser. Når man lytter til den, sammenfatter den ånden af at danse alene i sit soveværelse midt om natten«

Sangen starter langsomt ud, med noget der lyder som et orgel, men hurtigt bliver der sat gang i et bouncy beat, der sender signaler fra dine ører til dine hofter, og fremstår som symbolet på de ofte høje forventninger man har til et skolebal. Oven på beatet er Augustines luftige falset, og den bidrager med en melankoli til sangen. En melankoli der på en måde inddrager nervøsiteten for, at det hele ikke går, som man håber på. Sidste år snakkede vi med Augustine om hans vej ind på den svenske pop-scene. Og med “Prom” baner han sig nu også vej ind i vores teenagehjerter, og drager os tilbage til gymnasiets gymnastiksal – både på godt og på ondt.

Ericka Jane – “I Say Stupid Things”

Med “I Say Stupid Things” giver Ericka Jane dig ro i maven om, at du ikke er den eneste, der af og til gør ting, selvom du godt ved, at det er dumt.

På “I Say Stupid Things” indrømmer jeg, at jeg ikke er perfekt, og at jeg godt kan være en sur ko til tider. Det er også en reminder om, at det er godt lige at stoppe op, trække vejret, og tænke før man taler.

Og med det budskab, tilsat en catchy upbeat popmelodi, er Ericka Janes nye single, lige hvad din fredag har brug for ovenpå nedlukningsforlængelsen. “I Say Stupid Things” udspringer af den dårlige samvittighed, der kan ramme en, efter man har sagt noget i en presset situation. Og selvom den dårlige samvittighed typisk fylder mere, end den smerte som ordene efterlod, er det godt at have en sang man kan søge til, hvis man skulle ende i den situation – og det har vi nu.

Statisk “Sprængstof”

Den danske duo Statisk fortsætter deres højeksplosive stil, og med den nye single “Sprængstof” bliver det helt bogstavligt. “Sprængstof” handler om at være ung, og om at føle sig uovervindelig, men stadig stå lige på grænsen til, at det hele brister. Og kontrasten mellem at være urørlig og være lige ved at briste, går igen i musikken. Forsanger Mathias Ranch Skovs’ vokal synger inderligt om, at han aldrig har følt sig stærkere, men samtidig er der så meget tæsk i de tunge toner fra August Kulmanns synthezeisers, at han er lige ved at skubbe ham omkuld.
Energiniveauet hos de to unge drenge er enormt højt, og “Sprængstof” kommer som opfølger på deres yderst succesfulde debut-single “Højhus”, som de for øvrigt udgav en sprængfarlig live-video til.

Ellers tilføjet:

Aiida – “Dont Wanna Talk About It”
Andreas Odbjerg (Carl Knast, Bai-D) – “Hjem Uden Klaver”
Arlo Parks – “Just Go”
Billie Marten – “Garden of Eden”
Cassia – “Powerlines”
Celeste – “the promise”
Daniel Firth – “Deep End”
Elliphant – “Could This Be Love”
EXUM – “Dark Kept Secret”
Fanny Wree – “Cry Girl”
Farveblind – “Why”
Goat Girl – “Closing In”
hauman – “icy eyes”
Kristie Killick –”Green Street”
Marie Naffah – “Wasteland”
MICHELLE – “FYO”
Nasty Cherry – “Lucky”
Necklace – “Mazing”
Saccades – “Islands Past”
SKAAR x iris – “voodoo voodoo”
Victor Sebastian – “Screaming Your Name”
WIDE – “Chasing Rhythm”

Følg playlisten her:

Albert Lund Kuhlmann
albertkuhlmann@bandsoftomorrow.com