fbpx

Mød VEGAs Udvalgte 2021

Foto: Petra Kleis

Traditionen tro skyder VEGA deres koncertkalender i gang med fire udvalgte artister, som ifølge spillestedet selv vil være lyden af det kommende år. Den 29. januar lysner disse fire artister januarmørket op til en fantastisk aften i musikkens tegn.

Det bliver nu 11. gang, at VEGAs Udvalgte løber af stablen, som førhen har kunnet præsentere navne som Jada, Mø, Ganger, Ulige Numre og Joyce. Nu kan du se frem til endnu en aften i VEGA med disse fire artister på programmet 2021:

Angående Mig

Tidligere på året var vi inde og se det fremadstormende talent Angående Mig til en fantastisk liveoptræden. Hun vandt KarriereKanonen i 2019 med sine dansksprogede og kraftfulde sange. Angående Mig er lyden af frustrerende og vred ungdom i et smukt og intenst univers, der blander hiphop og rockede guitar hooks. Hun er et kæmpe talent, og hendes rå energi kommer helt klart til at pryde VEGAs koncertsal.

Barbro

Barbro kender man måske fra den roste og hypede trio Jenny, som efter en ultrakort fornøjelse gik i opløsning allerede tidligere i år. Vi nåede dog lige nøjagtig at have dem på listen over artister, man skulle holde øje med i 2020 – men nu er det altså blot Barbro, man skal holde et vågent øje med. I eget spotlys befinder Barbro sig i et følsomt og skrøbeligt lydunivers, hvor de store ballader og kompositioner bliver dyrket sammen med hendes skrøbelige lyrik. Et meget spændende og unikt bud på en kommende stjerne.

Jeuru

Jeuru, som er opvokset i Queens, New York, har nu bosat sig i København og er i den grad blevet et velset navn på den danske musikscene. Han sammenblander triphop, R&B og elektronisk soul i et medrivende univers tilsat Jeurus eminente vokal. Hans sang “King Malik” er blandt andet på vores liste over dette års 25 bedste danske sange.

Ydegirl

Ydegirl, som også er på vores liste over navne, man skulle holde øje med i 2020, er Andrea Novéls musikalske projekt. Hun skriver genrebrydende sange i en blanding af R&B og klassisk kompositionsmusik. Hos YDEGIRL kommer man helt tæt på Andrea i et lydunivers, vokalen står helt klart og centralt. Hendes EP notes19 – en “syntetisk dagbog” i følge hende selv – blev anmelderrost. Hun er sej, poetisk og ærlig.

VEGAs Udvalgte finder sted den 29. januar.

Liva Duus Thorlacius
Livaduus@bandsoftomorrow.com