12 maj Soon: Tre numre vi hører på repeat
Foto: Albert Hildebrandt
Den efterhånden veletablerede duo Soon udgav tidligere på måneden deres nyeste single “Bad Ritual”, og i den forbindelse har vi spurgt dem, hvad de egentlig selv lytter allermest til i øjeblikket.
Den fremadstormende duo Soon er lige nu aktuelle med sangen “Bad Ritual”. Siden deres debutsingle “With You” udkom i 2019, er det kun gået fremad for bandet, og de har i den grad formået at gøre sig bemærket på den danske musikscene. I efteråret 2019 var vi så heldige at få en snak med drengene, hvor de blandt andet fortalte os, hvordan Soon opstod – og om deres musik, der både rummer en poppet R&B-lyd og dansable beats med melankolske undertoner.
I morgen kan du få et indblik i drengenes hverdag, når de overtager vores Instagram for en stund. Gå ikke glip af det!
Soon består af Andreas Wilson og August Fogh, og nedenfor kan du se, hvilke tre sange de i øjeblikket hører på repeat.
Sevdaliza – “Lamp Lady“
– Jeg tror, at jeg som mange andre producere ofte bliver forført af en produktion/sound frem for melodi og tekst, og det var netop det, der skete, da jeg jeg stødte på Sevdaliza. Al hendes musik er helt generelt bare produceret super fedt, men specielt i “Lamp Lady”, er jeg fascineret af, hvordan der bliver brugt ret så “klassiske” instrumenter, som guitar og strygere, men de er behandlet på en måde, som gør lyd-universet meget mere interessant. Hele nummeret har en dybde – nærmest som om, der er en tredje dimension i det. Udover det er trommerne også bare lige i skabet.
– Andreas
Azekel – “Freeway”
– Jeg hører “Freeway” med Azekel på repeat. Det er et flabet og smukt alternativt R&B-nummer. Jeg synes, Azekel er en af de mest undervurderede artister på UKs R&B scene. Han mestrer at blande dovne falsetvokaler med sløve vuggende beats og gode tekster. Tjek ham ud!
– August
“Skejsen” – Molo
– Det første studie, vi flyttede ind i, da vi flyttede til København i 2017, var to loftrum i den opgang, hvor August boede. De blev navngivet “toppen” og “skejsen” på baggrund af Gillis omkvæd i sangen: “Vi’ på toppen, vi’ på skejsen”. Nyere dansk hiphop har altid været en stor inspiration for os, i form af at den har været med til at få os i den rette energi og det rette mindset. Og især “Skejsen” har haft en stor betydning for os, fordi der er så meget fed energi i nummeret. Hvis vi har haft optur over et eller andet, har vi altid sat den på. Den minder os om, at vi skal være ligeglade med, hvad andre tænker – og bare gå efter vores mål i livet. Temaet i sangen er i vores øjne essentielt i forhold til, at man skal turde jagte sine drømme og turde at spidse albuerne engang imellem. Og så kan vi efterhånden Benny Jamzs vers udenad.
– Andreas & August