fbpx

Soon er ude med en ny trap-inspireret single, der er lige til hitlisterne

Foto: Albert Hildebrandt

Den danske duo Soon har kurs mod stjernerne, og er ude med en single, der emmer af hit-faktor – denne gang med et mere trappet udtryk.

Det har for alvor taget fart for de to danske drenge bag pop-fænomenet Soon. For blot et år siden udgav de deres debutsingle “With You” og siden da har de blandt andet varmet op for Phlake i Royal Arena, udgivet den anmelderroste debut-EP Red // Blue og senest har de bragt det tænksomme track “18”, der handler om, hvordan man kan miste jordforbindelsen, når ens karriere sådan ræser afsted. Allerede en måned senere er de nu klar med endnu en single, der er klar til at ryge til tops på hitlisterne. “Bad Rituals” er produceret i samarbejde med duoens gode ven, kunstneren Nature Boy, der har bragt et mere trapinspireret udtryk til Soons lyd, sammenlignet med de tidligere udgivelser fra bandet. Om det energiske nummer fortæller Soon:

Bad Ritual handler om at overgive sig til sine dårlige vaner, og lade sin skyggeside få plads. Alle mennesker har nogle laster og nogle ting de elsker, men som også i sidste ende kan være det, der koster dem livet. Bad Ritual er en sang om at nyde kontroltabet.

Soon går deres største headline show til dato i møde den 25. november i Pumpehuset i år, og vi glæder os til at opleve den dynamiske duo live, når Danmark igen åbner op for koncerter.

Vil du lære August og Andreas bedre at kende, kan du læse vores interview med dem, tilbage fra da deres debut-EP ramte gaden, hvor de blandt andet fortæller, hvordan Soon overhovedet blev til.

Og så kan du give “Bad Rituals” et lyt herunder:

Tags: