fbpx

Til fans af The 1975: tre bud på dit nye musikalske crush

Foto: COIN // David O’Donohue

I nutidens musikalske jungle kan vi som vanemennesker godt være tilbøjelig til at holde os til de acts, vi allerede kender og har været fan af længe. Men frygt ej! Vi har gjort din opdagelsesrejse lidt mere overskuelig og samlet tre bud på dit nye musikalske crush – skræddersyet til dig der ikke kan få nok af The 1975.

The 1975 har selvfølgelig deres helt egen lyd. Der er både lidt dystre emopunk-vibes men også tydelige poptræk og følsomme ballader. Alle elementer mødes altid i en gylden mellemvej, der er essensen af The 1975; en ordentlig omgang musikalsk mod og en barnlig egoisme og legesyghed samt protesten mod at sætte ting i kasser. Imorgen lander bandets nye album også, og det er noget vi har glædet os til længe. Dog er det tydeligt, at et par bands, der især er blomstret frem efter The 1975, besider en del af de elementer, der bringer tankerne hen mod det tidlige The 1975 og vi er absolut vilde med den nostalgiske følelse i fornyet form. Følgende tre bands er muligvis lige noget for dig, hvis du også er vild med The 1975s groovede og sprudlende pop-rock.

COIN (US)

Det er egentlig allerede gået op for en del af COINs fans, at der er stor sammenlignelighed mellem COIN og de energiske fyre bag The 1975. Den samme lettere flabede og legesyge attitude kommer til udtryk i musikken, og COIN ved i den grad også, hvordan man udformer en fænomenal rocksang. Der er fart over feltet, og det nye album Dreamland, der landede i slut februar, er et fint eksempel på, hvor musikalsk modige de er. Nummeret “Crash My Car” er spækket med retrosynths, poppede hooks og en tung basgang, der skaber stor vekseldynamik. Der er helt sikkert en særlig genkendelig energi at finde i deres musik, som man bør tjekke ud, hvis man er til den rockede side af The 1975s musik. Vi har i øvrigt også COIN på vores liste over 20 internationale navne, man skal holde øje med i år.

CRUISR (US)

Med deres dansable og melodiske indiepop har CRUISR allerede gjort sit indtryk på mange fans af The 1975. Her er det igen de 80’er-inspirerede synths, der præger den indiepoppede rockmusik, og med en karakteristisk og genkendelig vokal er der helt klart lighed mellem det amerikanske band og britterne fra The 1975. Dog kan man godt tillade sig at påstå, at CRUISRs musik til tider er endnu mere dynamisk og afvigende fra genren, hvilket jo kun er et cadeau til det talentfulde band. De mere emopunkede vibes fra The 1975 er især, hvad der bringer associationer til CRUISR, som udstråler massere af attitude i deres energiske musik. Tager man og sammenligner nummeret “Go for it” fra CRUISR og “Chocolate” fra The 1975, er det dog også tydeligt, at de mere poppede produktioner har tydelige ligheder.

Bad Suns (US)

Bad Suns er i særdeleshed et legesygt band, der netop nu er aktuelle med det lækre og sprudlende nummer “I’m Not Having Any Fun”, som både indeholder skæve og skøre elementer såvel som en utrolig ørehængende melodi og et uforglemmeligt hook, der sætter sig fast i dagevis. Deres nyeste album Mystic Truths fra 2019 rummer den samme ustoppelige energi og stærke vokal som The 1975 – og med den nye single ude, kunne det tyde på, at der er endnu mere musik rundt om hjørnet fra det spirende rockband. Der er et barnligt perspektiv at spore i de let tilgenkendelige melodier, og associationen findes nok allermest blandt The 1975s mere poppede produktioner. Her gøres også brug af nostalgiske synths og sprøde guitarriffs, der gør tracket til noget mere end bare det almene popnummer.

Laura Richter Krarup
Laurakrarup@bandsoftomorrow.com