fbpx

Ugens Upcoming: Katlah

Foto: Katrine Brixen

Denne uges upcoming er den DIY-elektroniske popkunstner Katlah, der med attitude og fede tracks er værd at holde øje med.

Katrine Brixen med kunstnernavnet Katlah, er godt i gang med sit indtog på den danske musikscene. På hendes debutsingle “Stupid Boi” får man en smag for den elektroniske pop og den skabede vokal som Katlah har prydet med en fuldkommen lyserød og legesyg musikvideo. Der er skruet op for danseviben på andensinglen “Spell“, som fortsætter det elektroniske og legesyge univers. Selvom hun kun har de to udgivelser, er vi allerede vilde med Katlah, og har derfor stillet hende 10 spørgsmål, så vi kan lære den spirende kunstner lidt bedre at kende.

Hvem er Katlah?

– En crazy catlady, der altid er klar på at starte en fest. Katlah er en stor del af mig, Katrine Brixen, som person. Dog fokuserer jeg på at dyrke mine mest ekstreme og overlegne sider i Katlah. 

Hvordan vil du beskrive din lyd?

– Flabet elektronisk tyggegummi-pop med kattelicious vokal i fokus.

Hvordan startede du?

– På gården hvor jeg er opvokset, omringet af katte, på min trampolin-scene med en plastikmikrofon (nu har jeg opgraderet til en i guld). Mine forældre har uendelige VHS optagelser af, at jeg performer “Hvem vil ikke gerne være kat”. 
Så langt tilbage jeg kan huske, har jeg sunget og skrevet sange, da det fungerer som at skrive dagbog for mig. Men jeg føler for alvor, jeg begyndte at finde min egen lyd, da jeg startede med at lave elektronisk musik på Den Rytmiske Højskole i 2016.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?

– Stort set alle mine sange udspringer fra en (stupid) boi. Mit hoved er ofte ved at sprænges af milliarder af tanker og frustrationer, så det er utroligt rart at få det skrevet ned og sunget det ud. Det er meget terapeutisk for mig. Når en sang er færdig, er det som om, at den boi og den episode, jeg har skrevet om, er ude af mit system – som om jeg har løst en gåde. Og så er det meget nemmere at komme videre til den næste boi 🙂
Jeg laver musikken dertil af lyde jeg finder interessante. Jeg har for eksempel optaget og redigeret lyden af min kat.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?

– Det er ikke noget, jeg bevidst har tænkt over før, men jeg får ofte at vide at min musik og vibe minder om MØ og Tove Lo. De er nogle af mine yndlingsartiser, så der er nok noget om det. Jeg elsker deres poppede og powerfulde rå lyd, lækre vokaler og deres udstråling på scenen! Derudover er jeg kæmpe Rihanna-fan.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?

– “Blinded Lights” og “In your Eyes” med The Weeknd – elsker, elsker 80’er-vibes og -saxofon! Og så drikker jeg en del champagne og gør mig klar til sommeren, ved at danse nøgen rundt til “Bikini Porn” med Tove Lo (og ærgrer mig over jeg ikke fandt på den sang først!)

Hvad er du i gang med lige nu? (på musikfronten)

– Jeg er ved at lave musikvideo til min tredje single, arbejder på en masse ny musik og på at færdiggøre min kommende EP. Derudover er jeg igang med nye samarbejder, hvilket jeg også glæder mig sygt meget til at dele! 

Hvad er drømmen?

– Lige nu er det helt klart Roskilde Festival! Men generelt er det at få min musik længere ud til folk og kunne blive ved med at lave det, jeg laver.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

– Indtil videre har jeg kun udgivet to sange, så jeg vil sige min nyeste single “Spell”. Men jeg synes helt klart også, man skal tjekke min musikvideo til min debutsingle “Stupid Boi” ud.

Hvis din musik var en drink, hvilken ville den så være? 

– Cosmopolitan med masser af glimmer i og sugerør af guld.

Tags: