Danske Feels spiller frisører i knibe i musikvideoen til “Lost”

Foto: Bertil Vorre

Den danske duo Feels er ude med deres første (og overraskende) musikvideo, til deres laid-back single “Lost”. Se videoen nederst i artiklen.

For godt to uger siden udgav den fremadstormende duo singlen “Lost“, som med dens afslappede R&B-lyd tog os med storm. I dag udgiver de danske drenge fra Feels en musikvideo til nummeret, som i stor stil overrasker. Selvom det er Sina Mousacian og David Evers første musikvideo med Feels, kan man se, at de havde store planer. Selv fortæller de om videoen:

Vi ville lave noget som var anderledes og uventet, så vi teamede op med instruktør og historiefortæller Bertil Vorre, og sammen brainstormede vi og fandt på nogle sjove og forskellige ideer. Vi ville have to sider af videoen, som startede med en sjov og humoristisk frisørsalon og derefter skyggesiden af denne. Vi ville ikke have videoen til at være forklarende, men mere have publikum til at gætte, hvad det er der foregår. Og forhåbentlig giver den mere mening, anden gang man ser den. Vores største inspiration kom fra filmskaberen Wes Anderson og hvordan han filmer, det er derfor vi besluttede at lave den på 16mm film kamera, for at fange noget af den æstetik. 

Modsat den laid-back sang er musikvideoen nærmest en thriller, med hackede kreditkort, kidnapninger og forræderi. Dette clash løfter både sangen op fra dens afslappede pop-vibe, men bidrager også med en form for naivitet til hovedpersonerne i den drabelige musikvideo.

Se musikvideoen til hittet “Lost” herunder:

Tags:
Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com