BJOERN viser en hudløst ærlig version af sig selv på sin nye elektropop-single

Foto: Martin Wiklund

Tidligere på året udgav den svenske artist sin debutsingle, og i dag er hun klar med opfølgeren dertil, og vi er bestemt ikke skuffede.

I slutningen af januar ramte svenske BJOERNs debutsingle streamingtjenesterne, og allerede her kunne man opleve en melankolsk og følsom artist. Debutsinglen “Why” handler om, hvordan hun har oplevet selvmord tæt inde på livet, og de spørgsmål der opstod i den forbindelse. Det var et stærkt og meget personligt første udspil, men hun leverede varen helt til dørs med hjælp fra det kraftfulde tekstunivers, der understøttes af klassiske klaverakkorder og lette elektroniske elementer.

I dag er BJOERN klar med opfølgeren til førstesinglen – nemlig i form af sangen “Hold Me” – og endnu en gang har hun følelserne helt ude på tøjet. Sangen handler om mentalt helbred, svækkende selvværd og frygten for at være ensom. Produktioner bærer præg af elektroniske elementer, hvilket blandt andet kommer til udtryk gennem vokalen, som understøttes af vococer og rumklang. Sangen vokser sig større undervejs og viser en storslåethed i form af stærke trommer, tunge basgange, og gennemtrægende keys. Om sangen beskriver BJOERN selv:

– “Hold Me” er en sang, som handler om at være ensom og bange – som en slags påmindelse til mig selv om at disse følelser ikke kan dræbe mig eller stoppe mig fra at udvikle mig som menneske. Jeg skrev sangen hjemme i min seng. Jeg var lige flyttet til et nyt sted, jeg stod på tærsklen til et nyt kapitel i mit liv, og jeg kendte knapt nok nogen i den branche, jeg ville være aktiv i (…) Men jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet musikken – jeg har brug for at få den dårlige energi ud af mig, og musikken har vist sig at være den bedste opskrift.

Der er store følelser i spil på BJOERNs nye single “Hold Me”, som du kan høre lige her:

Tags:
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com