Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 11

Foto: M.I.L.K // Tue Bliechfeldt

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Er man lidt deprimeret over alle de fede ting man går glip af på grund af covid-19 bedre kendt som corona-virussen, kan man glædes over alle de fede album der er blevet udgivet i løbet af ugen. Vi bliver hovedsageligt hjemme – som vi jo også er blevet bedt om, men tager også et smut til Norge og England. Hyg jer hjemme i stuerne med de helt nye håb, og de mere garvede kunstnere, og lad jer ikke kue – Der er intet bedre end at danse alene hjemme i ens egen stue!

ELBA – Remember Me (EP)

Er der noget vi har glædet os til er det Ellen Bathums debut-EP, eller som vi kender hende – ELBA. Vi så hende på Roskilde festival sidste år, hvor vi blev blæst bag over af det unge talent. Nu er hun endelig ude med Remember Me som udover de fire singler vi allerede har hørt, nemlig “Maze” , “Lost”, “Dirty Footprints” og “WYNH” indeholder titelnummeret “Remember Me”. Vi har i forbindelse med albummet, stillet hende 10 hurtige spørgsmål, så vi kunne lære lidt mere om udgivelsen og hendes proces. Der er både de festlige, dansable numre og de lidt mere laidback, storslåede popproduktioner. Det bliver svært ikke at holde i hånd og at danse tæt, men med ELBAs nye album skal det alt sammen nok gå alligevel!

Lillebittebock – Ondskaben Tog Over (EP)

Endnu en EP vi har glædet os til, kommer fra den danske emo-rapper Lillebittebock. Vi har tidligere været begejstret for hans udgivelser og på EP’en er der hele fire nye numre udover (næsten)titelnummeret “Ondskabet Tager Over” der udkom i 2019. EP’en handler om et skift i hans liv, fra et tidspunkt hvor selv samme ondskab havde overtaget, men som han fik vendt det til noget bedre. Derfor er det ikke kun melankoli (selvom der helt klart er overvægt af dette) man hører på den nye udgivelse. Et strejf af håb for fremtiden hører man, hvilket er atypisk for genren, men som klæder numrene enormt godt. God debut for den unge rapper.

M.I.L.K – Always Summer Somewhere

Når vi sådan rigtig sidder fanget indenfor i blæsevejret, så er soon-to-be superstar M.I.L.Ks album Always Summer Somewhere kuren mod selv de mest deprimerede tanker. Den sommerfile kunstner har med singler som “Prisoner”, “Summer Freckles“, “Need A Witness” og senest “VCR” lagt op til endnu en solfikseret udgivelse. Med lækre tempofyldte tracks, sommervibes, og rytmebaserede numre så skal det her album nok få jer op af stolene derhjemme. Vi vil til gengæld læne os helt tilbage og lade som om vi er på den strand i Italien, vi ikke kunne få lov til at rejse til alligevel.

Porridge Radio – Every Bad

Hvis man har brug for lidt mere musikalsk aggresivitet, til at komme ud med frustrationer over stormen Laura og lukning af ens fitnesscenter, så er enestående Porridge Radios album Every Bad lige sagen – selv på titlen kan man høre den er god til situationen lige nu. Det engelske band var på vores liste over 20 internationale navne du skulle holde øje med, og med dette gennemførte punkede album så er vi rigtig glade for den beslutning. Vi havde allerede på fornemmelsen af det ville være et fedt album da vi hørte singlerne, blandt andet “Circling”, men man ved jo aldrig. Det 11 numre lange album kommer vidt omkring, men beholder den inderlige skrigende kraft som man kender fra deres andre udgivelser. Så råb og skrig sammen med Porridge Radio!

Thomas Dybdahl – Fever

Vi er smuttet til endnu et land i corona-nedlukning, nemlig Norge. Thomas Dybdahl der ellers snart er noget af en garvet musiker, har nemlig udforsket en helt ny side af sig selv. Det hørte man hurtigt på hans to singler fra albummet “42” og “Call Me By Your Name”. I stedet for den akustiske guitar og den mere indie-folkede lyd, har han nu fundet frem til en næsten dansende funk der går lige i kroppen. Med de ni numre på albummet formår han at udforske forskellige sider af den soulede rock & roll, og det er dejligt at høre at selv gamle hunde kan lære nye tricks. Et dejligt album til weekendens hovedrengøring, og vi er glade for at nordmændene også får noget ud af deres situation.

Gå heller ikke glip af:

Anders Riis – Opdrift
Broken Witt Rebels – OK Hotel
Deap Lips (Deap Valley + The Flaming Lips) – Deap Lips
Ecstacy In Order – XIO2
Egomunk – Only on
Jack Moves – Passing Protagonist
Niall Horan – Heartbreak Weather
Niklas Runge – I Know I’m Not Magnificent
Schultz & Forever – Declaration of Love
Soleima – Powerslide
Sunday Morning – Consequence Of Love
The White Album – Colorama

Amanda Freisleben Lund
Amandafreisleben@bandsoftomorrow.com