Danske Haab kredser om personlige emner på deres nye dreampoppede single

Foto: Nikolaj Lütken

Det danske band, som først for nyligt er blevet dannet, er klar med et smukt og melankolsk udspil, der sætter ord på store følelser.

Sangerinden Hannah Sommer, der har lavet musik under navnet Haab, debuterede tilbage i 2019 med sangen “Ocean Eyes”, og kort efter udkom sangen “Mad About the Boy”. Der er sket utrolig meget for den danske sangerinde, der nu har udvidet Haab med tre bandmedlemmer, nemlig Emma Sommer – Hannahs søster – Mikkel Kofod og Nicolai Hjerrild.

Sammen har de udgivet sangen “Lost”. De tidligere udgivelser fra Haab emmer utrolig meget af melankoli og dystre toner. Deres nye udspil lyder stadig meget melankolsk, men er båret af dreampoppede elementer. Sangen “Lost” handler om følelsen af at være fortabt i tilværelsen, og den er skrevet af Hannah Sommer ud fra egne erfaringer, om at have svært ved at finde et ståsted. Selv fortæller hun om sangen:

– Jeg gravede mig så langt ned i et mørke, at det var svært at se klart og mærke mig selv. At skrive denne sang, og sætte ord på hvordan jeg havde det, hjalp mig ud i lyset igen og skabte klarhed og retning.

Sangen er båret af elektroniske elementer og lækkert guitarspil. Hannah Sommers vokal står utroligt skarp og fremfører den poetiske tekst til perfektion. Det hele bliver tilsammen til en smuk affære, der får hårene på armen til at løfte sig.

Sammen med sangen er bandet også klar med en tilhørende musikvideo, der sammen med farverige og abstrakte billeder viser lyrikken til sangen. Om videoen fortæller bandet:

– Via musikvideoen ønsker vi at fortælle historien om at være lost og fortabt igennem kunstneriske og abstrakte billeder. Hensigten og målet med musikvideoen er, at den visuelt skal frembringe nogle billeder af, hvordan det kunne tænkes at se ud indeni, når man føler sig ‘lost'(…)

Lyt til den rørende sang “Lost” og se den flotte tilhørende video her:

Videoen er lavet i samarbejde med kunstneren Lukas Øhlers Damgaard fra filmskolen.

Tags:
Arense Elvira Riis Warny
Arensewarny@bandsoftomorrow.com