28 feb Rockkvintetten To Absent Friends har efter to år udgivet ny single
Foto: William Dinesen
De spirende rocktalenter i To Absent Friends har udgivet singlen “Take it or leave it” fra det kommende album.
Det er ikke meget, der er blevet udgivet fra bandet To Absent Friends, men nu sker der endelig noget på den front. Om ikke så længe, udgiver de første del af deres debutalbum SMOKE & MIRRORS. Vi så første gang kvintetten live til Blossom Festival i pumpehuset, hvor vi fik en forsmag på deres single “Take it or leave it” fra det kommende album. Selv fortæller bandet:
– Vi har forsøgt at skrue albummet sammen som en samlet historie, og vores nye single ”Take it or leave it” er på mange måder det indledende kapitel, der sætter albummets fortælling i gang. Nummeret handler om, hvordan et enkelt blik kan være nok til at lade sig kaste i armene på en komplet fremmed. Om hvordan intens fascination på ganske kort tid kan opstå, og hvordan tiltrækningskraften kan være så stærk, at den hæver sig over al logik og fornuft. Det er på én og samme tid både forunderligt og foruroligende.
Singlen er et velskrevet rocknummer med lækre guitariffs og et fængende omkvæd. De to-stemmede steder i nummeret løfter vokalen til et højere niveau og binder nummeret godt sammen. Det bliver spændende at høre hvad de finder på næste gang!