fbpx

REPORTAGE: Blossom Festival 2020 krydrede den kolde vinteraften med mange afskygninger af rock og solide popacts

Alle fotos: SILQUE // Freja Kvistgaard Marott

Publikum fik i går en smagsprøve på en række nye spændende talenter samt en håndfuld mere etablerede artister, da Blossom Festival blev skudt af i Pumpehuset. Her er hvad vi oplevede. 

Det er andet år i træk, at Blossom Festival løber af stablen med et hold spirende artister, der præsenteres af musikagenturet Wonderwhy. Vi var med under hele aftenen, som både bød på hypnotiserende indierock, dansabel elektropop og legende shoegaze. 

ARES 

Det kræver sit arbejde at få liv i et koldt og gennemblæst publikum en torsdag aften i en grå februar måned. Heldigvis var ARES med deres mørke elektropop-produktioner et yderst godt bud på en feststarter. Duoen, bestående af Line Mortensen og Louise Væver Andersen, afbalancerede hinanden godt som henholdsvis den koncentrerede tovholder og frembrusende konferencier. Det eneste, der kunne sættes en finger på, var, at de mange korstemmer ville have løftet gruppen det ekstra, hvis de var blevet sunget live i stedet. Når det så er sagt, fik den ikke for lidt med frække hoftevrik og en bramfri attitude fra Andersen, som ikke havde noget imod at tage teten og starte dansefesten oppe på scenen (det smittede desværre først rigtig af på publikum til allersidst). ARES’ optræden bød både på nyt og gammelt materiale – med debutsinglen “Strangers” og det senest udgivne nummer “Ghosts”. Efter sidstnævnte blev der givet skud ud til andre kvindelige danske acts og “Hej Søster”-fællesskabet, som i den grad var passende med ARES, der bemærkelsesværdigt var det eneste kvindelige act ud af aftenens otte optrædener. Stemningen lettede på “All I See” og deres kommende single “Burn”, hvor hoftevrikkene nu også havde ramt publikum, der virkede til at være klar til at ryste vinterkulden af sig. Hvis ARES lægger lige så meget energi i alle deres koncerter, som de gjorde i den her, kan det kun gå én vej – og det er frem.  

NIMA 

Der var ikke megen snak mellem sangene, da det københavnske act NIMAs trådte på scenen – faktisk bliver der ikke ytret ét ord, før de sidste toner blev spillet til stor applaus. Den tilgang til liveshows kan være lidt hit-or-miss for de fleste kunstnere, men denne aften passede det perfekt til NIMAs intense univers, at man kunne lade sig føre væk af musikken til et andet sted. Et sted, der bedst beskrives som et diset lyskryds i indre by midt om natten, hvor menneskemængden virker både nær og fjern på samme tid. Specielt de to saxofoner på scenen gjorde en kæmpe forskel og tilførte både varme og kant til det atmosfæriske lydbillede. Det eneste beklagelige ved settet var, at de mere stille stykker til tider blev afbrudt af lydprøverne på scenen nedenunder, men det betød ingenting, da frontmanden Markus Nyberg fik lov til at stå alene under rampelyset til den nyeste følelsesladede single “What Is Left of Me”. En virkelig stærk præstation fra det lovende band.

Fantasillion

Så blev det danske Fantasillions tur til at indtage Sort Sal med sine Queen-inspirerede numre. Frontmanden Kim Glad lagde ud med at fortælle, at livet for tiden er så godt, at det kan være svært at finde noget at skrive om. Dette modbeviste han dog fint senere. Bandet, som spillede deres første koncert nogensinde, lagde ud med nummeret “If You Let Me”, der domineres af en feel-good-popstemning med både akustisk og elektrisk guitar. Omkvædet blev endda prydet med klassisk tamburin-spil fra koret, og man kunne ikke lade være at trække på smilebåndet over det charmerende band. Dernæst præsenterede bandet deres (måske) næste single, “Need a Way Out”, der bragte lidt disco-vibes til pumpehuset, med de hurtige slag på hi-hatten – og samtidig fik publikum med på at klappe i takt til det ørehængende beat. Sangen blev efterfulgt af to andre, helt nye numre, hvoraf den ene var så ny, at Glad måtte tilstå, at den faktisk ikke var helt færdig. Det andet blev til et sing-a-long nummer, hvor hele publikum blev opfordret til at synge med – kun afbrudt af en lækker guitarsolo, som i øvrigt pryder de fleste af Fantasillions sange. Da vi nåede frem til bandets sidste nummer, var der ingen tvivl om, hvem bandets helt store muse er – nemlig Freddie Mercury. På sangen “Fantasillionaire” blev der skruet op for selvtilliden, og Kim Glad fik smidt guitaren, så der blev plads til lidt Mercury-attitude på scenen. Med teksten: “I want a million fantasillion streams on spotify” er der ingen tvivl om, hvad intentionerne er for dette charmerende act, som derefter lukkede koncerten men stor taknemmelighed over for publikum. 

Poptones 

Det var svært at have nogle forventninger til aftenens næste act. Poptones er nemlig spritnye og har endnu ikke nogle numre ude i det store streamingland. Det gav derfor også rig mulighed for gruppen at overraske salens publikum, og da de første trommeslag og guitartoner var sat af, blev alle pludselig klar over, at trods kunstnernavnet, var det ikke en popkoncert, vi skulle til at overvære. Håret var i skulderlængde og blikket klistret til deres overdådige pedalboards, imens strobelys omsluttede Pumpehuset. I et væld af distortionguitar, intense synthesizers og et hårdtslående beat kunne det femmands store band legende bevæge sig mellem elementer af både shoegaze, grunge og psychedelic – og selv under gruppens balladenummer “You Should Go” var der ingen forudsigelighed, da forsangeren skiftede mellem dybe, melankolske frekvenser til insisterende skrigen. I glidende overgange med feedback-guitar lod bandet for det meste musikken tale, og der var heller ikke behov for mere. For den nysgerrige energi afspejlede et ultimativt live-band, der med skæve taktarter og store dynamiske skift kan give associationer til 2019s internationale live-sensation black midi. Den eksperimenterende og alsidige tilgang er noget, man til tider kan savne på den danske musikscene, og selvom det i aftes var første gang, vi stiftede bekendtskab med Poptones, er det helt sikkert ikke den sidste. 

To Absent Friends

Efter en ordentlig rystetur i grundvolden – som følge af det intense kapløb mellem Poptones og højtalerne – bevægede vi os tilbage til Sort Sal, hvor femmandsgruppen To Absent Friends stod klar med en god omgang dream-rock. Det er ikke ligefrem meget, vi har hørt fra den tidligere duo (nu kvintet), siden bandet udgav den flot omtalte debutsingle “If Tomorrow Dies” tilbage i 2017. Ja faktisk er det i øjeblikket det eneste nummer, de har ude. Så et gensyn med gruppen og deres fængende, stemningsfulde univers var på alle måder tiltrængt. Fra scenen blev vi både præsenteret for gennemførte melodistykker, velskrevne tekster, nervefyldt guitarspil og et akustisk indslag akkompagneret af klap fra alle bandmedlemmer. Som bandet så fint formulerede det, er deres kommende debutalbum, der lander den 5. juni, skruet sammen som én lang fortælling – og af den grund afleverede de et engangskamera til publikum i håbet om, at vi havde lyst til at brygge videre på historien. Om publikum så gjorde det, er ikke til at sige – men om ikke andet, var det en meget fin og original tanke. Inden ekstranummeret til allersidst, som bandet ustoppeligt satte i gang, fik vi fornøjelsen af en forsmag på deres næste single ”Take It or Leave It”. Et nummer, der – med sine associationer til kendte numre som “R U Mine”, “Do I Wanna Know” og “Arabella” – højst sandsynligt vil vække stor begejstring hos Arctic Monkeys-fans. Det vil selvfølgelig kun tiden vise, men vi glæder os i hvert fald til, at singlen udkommer fredag den 28. februar.

Masasolo

Vi var ved at være ved aftenens ende, og folk stod spredt med halv- og hel-tomme fadøl i kransalen, da Masasolo pludselig trådte frem under et rødt lampeskær. Publikum træk straks op mod scenen, mens bandet på ingen tid fortryllede rummet med deres fyldige lyd. Forsangeren Morten Søgaard charmerede sig ind på alle med sin bløde falset, og da det næste nummer gik i gang, begyndte forreste række straks at danse af musikalsk eufori. Bandet selv var da heller ikke bange for at vise deres rockede moves frem, og der blev kastet mange hænder i vejret, mens blikket spejdede taknemmeligt ud over publikum. Da nummeret “Really Thought She Loved Me” derefter gik i gang, bragte Morten Søgaard guitaren helt ud til scenekanten, og hele publikum bukkede da under for det dansable track. Efterfølgende blev der hamret løs på den karakteristiske ko-klokket til nummeret “Loaded Gun” – faktisk fik den så gode slag, at den faldt af trommesættet, og trommeslageren måtte ty til kantslag i stedet. Dette satte dog i den grad ikke en stopper for bandet, der på magisk vis skruede endnu mere oppe for energien i rummet. På det efterfølgende nummer “You Got That Something” fandt bandet igen den mere rockede lyd frem og forkælede publikum med en lækker distorted guitarsolo samtidig med, at nummeret blev krydret med kontrolleret feedback fra forstærkerne, hvilket kun fik publikum til at smile frydefuldt over rockstar-attituden. Under blændende og blinkende lamper spillede bandet deres sidste nummer for aftenen, hvor de om muligt skruede endnu mere op for distortion-effekterne, inden de gik af scenen i ægte rock-stil.

Schwarze Fiktion 

Omkring midnat indtog det synth-rockede band Schwarze Fiktion Sort Sal i matchende jakker, og med ét var der gang i festen. Bandet viste fra start til slut fuld kontrol, høj energi og stærk indlevelse. Hurtigt blev rummet fyldt op af forsangerens stærke vokal, der undervejs brillerede både i det dybe og lyse register. Den flotte vokalpræstation blev understøttet af kraftfulde synths, imponerende elektrisk guitarspil og skarpe bærende trommer, der tilsammen skabte et helt igennem storslåede rum. Udover deres stærke lyd havde bandet hele vejen igennem overskud nok til at holde god kontakt med hinanden og ikke mindst til de trofaste publikummer, der på trods af det sene tidspunkt var mødt op foran scenen. Deres storslået insisterende lyd, vilde opbygninger og ofte skiftende tempoer gjorde, at man slet ikke kunne stå stille. Bandet havde publikum med hele vejen igennem, og selv under det afslutende nummer – deres kommende single “Miami” – var publikum helt oppe at køre. Der var ingen tvivl om, at bandet nød de 30 minutter, de havde på scenen, og de viste stor professionalitet hele vejen igennem. Schwarze Fiktion demonstrerede i den grad, at de fortjener en plads på den elektroniske rock-scene, og vi er spændte på at se, hvad de næste år kommer til at byde på for dem.  

SILQUE 

Fire en halv time og 7 acts senere trådte SILQUE op på den store Kranscene. Tidligere havde der været lidt problemer med lyden på samme scene, men det var heldigvis fixet til aftenens sidste koncert. Backing-tracket var perfekt timet, og de fire gutter i SILQUE starter koncerten, som om det var noget, de havde gjort 100 gange før – og man var ikke et sekund i tvivl om, at de nød at optræde live. Guitaristen bevægede sig ubesværet rundt på scenen, og interagerede skiftevis med det opmødte publikum og resten af bandet. Forsangeren mødte med sit karakteristiske lange hår fra første sekund publikum med selvsikkerhed, sprælske ben og en virkelig lækker vokal. Hans stemme er enorm alsidig og lyder bare vildt godt. Vokalen indeholder både det rockede overdrive, pop-fraseringer og indie-falset. Han trådte langt frem på scenen og helt nonchalant drak han vand mellem sætninger eller hav en tamburin om af lommen (altså… ikke bogstaveligt talt, men I ved, hvad der menes). Bandets selvsikkerhed er meget berettiget, for deres numre er bare virkelig gode. Sangene, der blev spillet i løbet af koncerten, var meget forskellige – men havde alligevel en gennemtrængende, stilbevidst lyd af overskud. For hvis der er en ting, man kan sige om koncerten, var den, at den emmede af overskud fra første til sidste sekund – selv en forkert indtlling fra trommeslageren blev rettet helt uden besvær. Selvom der var et stort frafald hos publikum i løbet af aftenen, blev man smittet af bandets energi, og det var praktisk talt umuligt at stå stille. Det bliver i hvertfald ikke sidste gang, at vi skal se SILQUE.