10 hurtige til… First Flush

Foto: PR

Tager man forbi Hotel Cecil på lørdag den 29. februar, når den unikke kvartet First Flush spiller koncert, har man noget af en oplevelse i vente. Vi har i forbindelse med deres koncert stillet bandet 10 hurtige spørgsmål .

Med albummet Spira der udkom i 2018, imponerede de fire musikere i First Flush med deres unikke og eksperimenterende lyd. Vi har tidligere haft dem med i vores artikel om 20 danske navne du skal holde øje med i 2020, og dette er ikke uden grund. Det talentfulde band formår at producere genrebrydende sange, der er en spændende sammensætning af alt fra akustisk-folk og autotune vokaler til trap-rock og post-punk – og alt dette tilføres et imponerende og dragende dansksproget tekstunivers. Vi glæder os til koncerten på lørdag – hvor bandet har lovet ny musik – og ser frem til at høre meget mere fra dem i 2020.

1. Vores musik er…

– Bandmusik med masser af dreamy guitar og poetiske tekster sunget både mildt og kraftfuldt. Det er før blevet kaldt autotune rock, hvilket det muligvis også er. 

2. Vi begyndte at lave musik fordi…

– Vi startede som trio dengang vi gik i gymnasiet, da vi havde fælles interesser i musikken og i det at være engageret i et band. 

3. Vi finder inspiration i…

– Mange forskellige ting. Det kan være alt fra bøger, film, musik eller havet. Men jeg drømmer om, at vi en dag kan lyde som, hvis man lavede et superband med ryuichi sakamoto, Joan baez, Lars Ulrich og Thaiboy.

4. Den bedste koncert, vi nogensinde har været til…

– Var Synd og Skam i Henning Youngs. Stemningen var helt i top, med en form for energi og ung fanden i voldskhed som er sjældent matced. 

5. Den vildeste koncert, vi selv har spillet var..

– På Jazzhouse. Vi spillede med Sjæl i Flammer og Laidback, og kombinationen af at være der med gode venner og familie, være helt levende og ekstatiske over natten, lyden og alle de mennesker som kom for at støtte op om og lytte til os var uforglemmelig.

6. Hvis ikke vi var musikere, ville vi være…

– Alt det som vi også er. Bådbyggere, skolelærere og studerende. 

7. Vores yndlingsartist lige nu er…

– Collider. Det band har gang i noget af det heftigste mest dreamy, stramt virtuose og medrivende musik, som findes derude. Øjeblikke af magi er ikke svære at finde hos dem.

8. Det vigtigste for os, når vi laver musik, er…

– Kollektivet. Bandet som en sum af enheder, der kan flytte musikken derhen hvor den vil, der hvor vi er inspirerede og hensatte.

9. Når folk lytter til vores musik, skal de…

– Både ned i hofterne og op i hovedet på samme tid. Teksterne og musikken er to sider af samme mønt. 

10. Vores kommende koncert på Hotel Cecil bliver

– Energisk, følsom og forhåbentlig helt forrygende. Vi spiller gamle numre, tracks som er blevet genbearbejdet, og helt nye numre som mange ikke vil have et forhold til endnu. Vi tager også nogle venner med. Vi glæder os helt vildt.

Vi varmer op til koncerten med tracket “Juni ved min side”:

Karoline Mutinta Jørgensen
Karolinejorgensen@bandsoftomorrow.com