02 dec Wall of Sound er klar med de første navne til efteråret 2020 – blandt andet Saveus og Hans Philip
Foto: SAVEUS // Christian Mørkeberg
Wall of Sound er allerede klar med fire stærke danske navne til efterårets plakat.
2020 bliver tredje år med Wall of Sound, og allerede nu er festivalen klar med fire imponerende navne føjet til plakaten. Rockkometen SAVEUS gæster festivalen som et af hovednavnene og skamroste Hans Philip lægger også vejen forbi – vi anmeldte blandt andet kunstneren, da han optrådte på Hotel Cecil tre dage i træk, og det var helt klart en koncert, der er en anbefaling værd.
Derudover kan man opleve den alternative popduo Barselona, samt den prominente spirende popstjerne Clara, som vi netop har anmeldt i Lille VEGA. Om de første navne på plakaten siger bookingansvarlige Jeppe Vind:
– Vi er meget stolte over de første fire navne til tredje udgave af Wall of Sound. Vi kan allerede nu fornemme, at festivalen har et rigtig godt navn i musikbranchen og oplever, at kunstnerne er meget interesserede i at komme og optræde på Wall of Sound. At vi så ovenikøbet lykkes med at præsentere nogle af de navne, som vores publikum efterspørger allermest er jo fantastisk.
Wall of Sound 2020 løber af stablen den 4 .- 5. september 2020.