fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 46

Foto: Ama Lou // Universal Music Group

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til såvel en festlig weekend som til en hyggelig dag på sofaen. Om du er til eksperimenterende og elektrovibede toner, sprøde indiemelodier, drømmende 80’er-synthede vibes eller R&B/soul krydret med UK sound, vil der forhåbentligt være noget at hente i vores anbefalinger.

Ama Lou – Ama Lou, Ama who?

Ama Lou har i dag udgivet sin EP Ama Lou, Ama who?, som er den første fra den 21-årige englænder. Stilen er R&B/soul krydret med UK-sound. EP’en viser Amas talent på flotteste vis og gennem vejen igennem bliver vi introduceret til Lous smukke og imponerende stemme, der spytter rim over fede trommerytmer med et perkussionpræget minimalistisk univers. Udover talentet for musikken har Ama Lou også sit visuelle udtryk i orden. Hun har selv stylet og instrueret den fede musikvideo til nummeret “NORTHSIDE”, som emmer af engelsk ungdom. Lyt til det lækre album, og spring ind i weekenden til de chill og stemningsfyldte toner fra Ama Lou.

Alfie Templeman Don’t Go Wasting Time

Den unge Alfie Templeman udgav i forgårs sin længeventede debut-EP Don’t Go Wasting Time, hvorfra vi tidligere har skrevet om den sprøde single “Who I Am”. På den syv numre lange EP fører Alfie Templeman os igennem hans DIY-univers med ungdommelige melodier og good vibes, og han viser samtidig sit imponerende talent for sangskrivning. Med alt fra disco vibes på sangen “Circles” til slacker-rock toner på titelsangen er Don’t Go Wasting Time bestemt et lyt hver.

School of X – Destiny

Den alsidige kunstner School of X (aka. Rasmus Littauer) har kortlagt en ny stil for sin musikalske karriere med den nye EP Destiny. Numrene “Destiny” og “Write My Name”, som udkom før EP’en, gav en forsmag på en ny organisk, ærlig og lækkertklingende stil for det nye, musikalske univers. Denne flotte stil og Littauers altid forrygende flair for produktion og fede melodier ses i dén grad også på resten af EP’en.
I går havde School of X releasekoncert på udgivelsen – du kan læse vores anmeldelse her. Du kan desuden glæde dig til vores interview med kunstneren, som udkommer snart her på magasinet. Hvis du ligesom os er begejstret for den alsidige kunstner, kan du opleve ham live, når han rammer Hotel Cecil i København den 28. februar og Radar i Aarhus den 29. februar.

People Club – Kil Scott

Siden vi hørte People Clubs single “Perfume”, der udkom tidligere på året, har vi glædet os til at EP’en Kil Scott skulle lande. Den Berlin-baserede indie/soul-gruppe består af Sarah Martin (vokalist), Ray Sonder (bassist, korsanger), Saxon Gable (guitarist, korsanger), Pete Costello (keyboard, korsanger) og Drew Deal (trommer), og blev formet i 2018, da de flyttede til Berlin på nogenlunde samme tid. People Clubs lyd er drømmende, poppet, lettere dystopisk, men stadig enormt interessant og betagende. De synger både om sexisme, racisme og homofobi, og deres tekster er ofte samfundskritiske. “Kill Scott” kommer af ideen om, at Scott er en fiktiv karakter, der er en karikatur af en bestemt slags mand. Scott er en sammenlægning af stereotypiske maskuline og giftige karaktertræk, som ifølge People Club ikke burde findes i det nutidige samfund – deraf “Kill Scott”. Ud af de i alt fire numre, man finder på pladen, er det faktisk kun “Playaz”, der er ny, men det gør ikke pladen mindre god! EP’en passer både til en festlig fredag og en stille og rolig søndag med fede vibes.

Pleasure Raft – Pleasure Raft

Som navnet Pleasure Raft også indikerer, er det en ‘pleasure’ at lytte til den selvbetitlede EP. Pleasure Raft er formet af danske Mathias Barfod og er et nyt soloprojekt efter han forlod The Attic Sleepers. Så hvis du synes at have hørt den forførende og karakteristiske stemme før, kan det muligvis være derfor. Selvom The Attic Sleepers var super fedt, skal man ikke være ked af, at Barfod er gået solo. Kunstneren beviser nemlig, at han med stort potentiale og sit 80’er-synth-inspirerede univers er en forrygende soloartist. Lyt til den drømmende og legende EP og nyd, at weekenden går dig i møde.

Gå heller ikke glip af:

Pumarosa – Devastation
Ollie Trevers – Cordelia
Mads Langelund – Rampelys
Ginne Marker – For Seasons To Come
Pinemoon – Miracle
Hanne Kolstø – Jue