5 af de bedste sange til at sætte stemningen i de kolde efterårsdage

Foto: Kanya Iwana

Det er efterår og koldt – tid til at chille og hygge indenfor, sætte noget god musik på og nyde den smukke årstid. I den ånd har vi nedenunder samlet 5 sange, der passer perfekt til efteråret.

Efteråret er over os. Om man vil det eller ej, er sommeren slut, og bladene der var grønne, er nu blevet røde, brune og gule. Det bliver hurtigere mørkt, og det er ved at være bidende koldt udenfor. Men istedet for at være nostalgisk og dvæle for meget over sommeren og alle de fede ting derved, kan man nu glæde sig over efteråret og alt hvad det har at byde på. Man kan for eksempel lytte til de 5 sange nedenfor, mens man hygger sig med en varm kop et-eller-andet. Sangene er udvalgt, fordi de giver hver deres efterårsstemning af forskellige grunde. Læs med, og dyk ned i 5 af de bedste efterårssange.

Mahalia – “Sober”

“Sober” får én i et laidback og hyggeagtigt efterårshumør med dens glade og chill vibe, samtidig med at teksten er ret så melankolsk, idet den handler om et mislykket forhold, hvor Mahalia synger om at hende og eksen er gået fra. Det er tid til at lægge sommertankerne (og eventuelt eks-flirten) på hylden, og byde efteråret og nye oplevelser velkommen. Og så er linjen “It’s the middle of October” rimelig passende akkurat nu! Hvis du studser over, hvor du har hørt navnet Mahalia før, er det fordi vi tidligere, har vist interesse for den engelske R&B-sangerinde her på magasinet (og det er der altså også god grund til). Tjek hende og “Sober” ud. Hvis du er ligeså vild med Mahalias univers som vi er er, kan du hoppe ind og købe billetter, til når hun gæster lille VEGA den 4. december.

Nilüfer Yanya – “Keep On Calling”

Andet nummer på listen stod mellem den valgte og et andet Nilüfer Yanya-nummer, nemlig “Melt”, som du også bør tjekke ud. Du skal i det hele taget bare tjekke den engelske sangerinde med tyrkiske rødder ud, da hun er for sej. Nilüfer Yanya er en sangerinde vi gang på gang vender blikket mod her på redaktionen, fordi hun bare laver enormt fængende og interessante numre, og så har hun en yderst imponerende og unik stemme. Valget faldt altså på “Keep On Calling”. Lækkert strengespil, klappeeffekten i omkvædet og Yanyas diskrete “Uh uh uh” der høres over omkvædet, skaber en kølig men stadig varm lyd, der passer perfekt til årstiden. Yanyas sang er skiftende melankolsk og laidback i versene og mere upbeat i omkvædet, samtidig med at den har en powerfuld tekst. “Boy, I am getting tired of your games // you can keep on calling I am done with falling for you boy”. Det er sådan en sang, man kan sætte på, hvis man er i en break-up-fase, og er lidt vred, samtidig med at man er knust, men godt ved at man skal videre (videre fra sommeren og acceptere at det snart er vinter, men at det er ok).  Læs desuden vores anmeldelse af hendes koncert fra Lille VEGA  her.

Bon Iver – “Holocene”

“Holocene” af Bon Iver – hvor skal man starte? Denne mand er enormt talentfuld, og på dette nummer viser han virkelig hvordan en god Bon Iver-sang lyder. Den er med på listen fordi den har det melankolske og inde-vejrs-agtige-mood. Det er sådan en sang man sætter på, når man skal slappe af, lave mad og se på regnen sile ned udenfor, mens de flotte efterårsblade hober sig op. Hvis du ikke kan få nok af Iver, kan du passende lytte til det imponerende album i,i, der udkom i starten af august dette år. Og videoen har altså også en virkelig fed effekt, der giver én lyst til at drage ud i naturen – ud i den smukke efterårsnatur.

Cigarettes After Sex – “Each Time You Fall in love”

Cigarettes After Sex er mestre i at lave melankolsk musik, hvilket de stadig beviser gang på gang, senest på det nyere album Cry, der udkom i sidste uge. Med sangen fra 2017 “Each Time You Fall in love” får de én i den helt rigtige efterårsstemning. Den handler egentlig om kærlighed, men er indhyllet i langsomme og bløde toner, der emmer af noget nostalgi og let tristhed, som giver den det helt rigtige efterårsmood. En sang der kalder på at skifte gear, tage det roligt og slappe af med en god bog og en kop te. Man kan se bladene falde for sig, mens man lytter til de behaglige toner fremtryllet af gruppen.

Aksglæde – “Næste Sommer”

Danske Aksglæde har lavet virkelig mange fede sange, og den up-beat “Næste Sommer” er blandt favoritterne. Beatet er medrivende og festligt på trods af at nummeret handler om hvordan man ikke fik fat i den person man ville have, og at man har brugt hele sommeren på at jagte dem, men at det er for sent, fordi efteråret er på vej. Man bliver nostalgisk og savner sommeren helt vildt, men samtidig er det også okay at det er efterår, for man ved jo at sommeren kommer igen. “Der er ikke mere tid tilbage // Efteråret kommer // Jeg tager revanche til næste sommer”- Lyt til sangen herunder, og glæd dig til at du kan opleve Aksglæde på Tapperiet den 8. november og i Pumpehuset den 14. november.

Björk Brandt Aabling
bjorkaabling@bandsoftomorrow.com