fbpx

Her er redaktionens 7 bedste opdagelser fra Reeperbahn Festival 2019

Foto: Moyka // Anne Lise Nygaard

Endnu engang havde Reeperbahn Festival tonsvis af nye musikere på plakaten, og det var fuldkommen umuligt at fange dem allesammen – men på vores opdagelse i det omfangsrige program faldt vi pladask for især syv artister, som vi i fremtiden vil holde et vågent øje med.

Alfie Templeman (UK) 

En af de yngste artister på dette års festival var britiske Alfie Templeman, der med sine kun 16 år spillede en solokoncert på Molotows Skybar. Med en guitar indhyllet i reverb og en ung ydmyg vokal fremførte Alfie Templeman sange fra sine to nyeste EP’er Like an Animal og Sunday Morning Cereal. Selvom man under nogle af sangene godt kunne have ønsket sig et liveband (som han normalt spiller med), da sangene ikke helt kom til sin ret i denne afklædte version, formåede Alfie Templeman dog med sin ungdommelige charme og nervøse energi at vinde publikum over. De fleste af hans DIY-bedroom sange fungerede dog også fint i denne setting. Specielt hittet “Stop Thinking (About Me)” – et nummer man kunne mærke, at han følte sig ekstra godt tilpas i. Koncerten blev et unikt indblik i en dygtig og interessant upcoming artist, og selvom at han måske ville have gjort et større indtryk med et live band bag sig, gav koncertens minimale opsætning os til gengæld lov til at høre, hvordan sangene oprindeligt opstod.

– Anders Pedholt Toftgaard-Hansen

Alyona Alyona (UA)

Såvel som resten af redaktionen var jeg overrasket – men bestemt ikke skuffet – da Alyona Alyona løb med dette års ANCHOR Award. Selvom det ikke er nogen hemmelighed at størstedelen af vores redaktion heppede på Celeste, var det nemlig Alyona Alyona, der fik den vildeste reaktion fra både os og resten af publikum, da hun optrådte ved showet. Ligesom de øvrige ANCHOR-nominerede gav hun hele fire koncerter under festivalen, så jeg er ærgerlig over, at jeg kun nåede at se hende til awardshowet, hvor hun blot spillede et enkelt nummer. Dét ene nummer var til gengæld nok til at gøre mig mundlam, og overbevise mig om den ukrainske rappers kæmpe potentiale. Henover det svedigste beat rappede hun i så høj fart, at det fik publikum til at juble af forundring og begejstring. Jeg forstod ikke et ord af hvad hun rappede, men hendes optræden gav mig alligevel lyst til at høre mere – og selvom det som regel er svært at blive fanget af musik, der i ens ører lyder som volapyk, er det på en måde med til at gøre Alyona Alyona endnu mere cool. Der var ikke meget hiphop at finde på Reeperbahn, så Alyona Alyona var mit eneste fix, og mindede mig om, hvor vild og kunstnerisk genren er, og hvilke overvældende fornemmelser den kan frembringe.

– Therese Mayland Bagger

BILK (UK)

Efter en lang dag med koncerter, hvor man måske i virkeligheden var mest klar på at tage hjem, lokkede den store menneskemængde foran Molotow alligevel én til. ‘Okay, sidste koncert, og så er det hjem!‘ lød ræssonementet. Og Gud ske tak og lov, for BILK, som havde trukket alle de folk til, endte faktisk med at levere dagens højdepunkt. I et interview med et lokalt Essex-medie (hvor gutterne er fra) afslører gruppen, at de er for unge til at kende The Streets, men det er ikke desto mindre den vibe, man får fra dem, når de blander punk med hiphop. Jeg fik også associationer til Blurs mere eksplosive numre, men aldrig i en grad, hvor det føltes som om, at BILK lød som andre end dem selv. Trioen er stadig afsindigt ung, og det gør det kun dét mere spændende at følge med i, hvor langt de kan nå. Jeg tror, svaret er meget langt.

– Nikoline Skaarup

Feng Suave (NL)

Feng Suave hører egentlig lige så meget hjemme på vores liste over højdepunkter fra årets festival, men havde det ikke været for Reeperbahn, havde vi nok endnu ikke kendt til de skønne hollændere i duoen. Efter at have forelsket mig i deres musik, var jeg meget spændt på at se dem live. Jeg havde fornøjelsen af at høre dem live til deres tredje koncert, som foregik i det smukke Imperial Theater; et lille fint teater, der minder om en gammel biograf – beklædt med rød velour, vintage filmplakater og neonlys. Selvom de kom ud for lidt af hvert under koncerten, som du kan læse om her, leverede de sublimt, når det kommer til musikken. De var til stede overfor hinanden og publikum, og optrådte med musisk indlevelse, charme og humor. Under koncerten udløste de nostalgi, latterbrøl og kuldegysninger hos os og resten af crowdet. David Bowie-produceren Tony Visconti præsenterede Feng Suave til ANCHOR Award, og viste sin begejstring for deres autentiske lyd, og han er ikke den første legende til at rose deres 70’er-psykedeliske toner. Iggy Pop har nemlig også fattet interesse for duoen. Her på redaktionen er vi selvsagt også oppe at køre over den drømmende lyd, Feng Suave skaber, og vi kan med garanti love, at det ikke er sidste gang, I hører om duoen. For eksempel har vi et interview på vej med de to hollændere, som du kan glæde dig til at læse.

Therese Mayland Bagger

The Hormones (CN)

Med The Hormones er der dømt girl power for alle pengene. Gruppen, der kommer fra Chengdu i Kina, består af fire mildest talt ret seje kvinder. I deres beskrivelse hed det sig, at de spiller punk/pop, hvilket var en smule svært at ane til deres koncert – især punk-delen af det – men deres alternative rock og hårde, elektroniske pop fungerede vanvittigt godt alligevel. Jeg hørte gruppen to gange i løbet af festivalen, og første gang steg temperaturen på spillestedet til umenneskelige højder (som følge af det store publikumfremmøde), men den nerve, musikken besad, gjorde, at jeg alligevel ikke kunne få mig selv til at forlade rummet. Anden gang, jeg hørte bandet live, var under ANCHOR Award, hvor de som nominerede spillede et enkelt nummer – og også her blev jeg imponeret over deres ekstreme power og ubeskrivelige coolness. The Hormones er uden tvivl et navn, vi kommer til at se meget mere til på den internationale musikscene i fremtiden. 

– Amanda Bloch

Moyka (NO)

Norge har fået et nyt skud på popstammen. Hun hedder Moyka og er helt sindssygt talentfuld. Jeg fik første gang kendskab til den unge sangerinde ved offentliggørelsen af dette års ANCHOR-nominerede, og det var også lige præcis under årets prisuddelingen, at hun for alvor fangede min opmærksomhed. Med sin akustiske version af debutnummeret “Colder” skubbede hun fuldkommen benene væk under mig og beviste i stor stil, hvorfor hun er en artist, man skal holde et vågent øje med i fremtiden. Hendes nordisk-klingende vokal, der med sine fraseringer og norske accent leder tankerne hen på andre norske artister som Sigrid og Aurora, kan noget helt specielt, og da jeg hørte hende live for første gang, rejste hårene sig på mine arme. Lige så rørende, som hendes akustiske udgaver af numre som “Colder” og “Bones” er, lige så festlige og energiske er originalversionerne, hvilket blot vidner om artistens kæmpestore alsidighed. Spørger man mig, kunne Moyka snildt være norges svar på den næste Robyn. 

– Amanda Bloch

Squid (UK)

Så har vi den igen… Et spændende, super-buzzy nyt post-punk-band fra England, der kan rive og ruske dig rundt, som det passer dem. Det er ikke sagt negativt, for jeg er lykkelig for at have nået at fange Brighton-kvintetten, som der blev snakket om i alle kroge af Reeperbahn. Virkelig. Squid er ikke dine typiske punks. Ollie Judge er trommeslager – men også gruppens forsanger – og han delvist råber og knækker over, når han krænger lyrics ud om ungdommens kår. Gennembrudsnummeret “Houseplants” fik folk omkring mig til at grine – den handler om ungdommens tendens til at holde planter i hjemmet, som var de børn eller kæledyr – og så kom gruppens oprindelige udgangspunkt i jazzen til syne, når en blæser lige brød det guitar-prægede lydlandskab. Lyder det fedt? Det var det også…

– Nikoline Skaarup