fbpx

ANCHOR Award 2019: og vinderen er…

Foto: Altona Alyona // Fynn Freund

Siden 2016 har Reeperbahn Festival åbnet dørene for den prestigefulde Anchor Award, og i år var ingen undtagelse. Her er, hvad vi oplevede til den fjerde udgave af prisuddelingen, hvor den ukrainske rapper Alyona Alyona endte med at løbe med trofæet.

Hvad der de tidligere år har været en lidt langtrukken fornøjelse, viste sig at blive virkelig underholdende og gennemført i år. Showet var knivskarpt fra start til slut, og noget, der før har manglet, men som var blevet implementeret i år, var en kort optræden fra hver af de seks nominerede: Celeste (UK), Alyona Alyona (UA), The Hormones (CN), Drahla (UK), Moyka (NO) og Feng Suave (NL). Her blev man mindet om, hvor dygtige og forskellige de seks acts er, og hvilket sindssygt højt niveau, de befinder sig på, hvilket jurymedlemmet Bob Rock også pointerede undervejs. Den svageste performance i løbet af aftenen kom uden tvivl fra den irske singer/songwriter Dermot Kennedy, der var hevet ind som gæst og optrådte med sit nummer “Outnumbered”.

Okay, vi indrømmer blankt, at vi på forhånd nok lidt havde håbet – og i øvrigt også var ret sikre på – at Celeste ville løbe med sejren, men efter at have set blot et enkelt nummer fra Alyona Alyona, var vi pludselig ikke sikre. Den ukrainske rapper tog virkelig røven på os, og det kom derfor ikke bag på os, at det var hende, der i sidste ende løb med trofæet.

Årets jury: Arnim Teutoburg-Weiß, Kate Nash, Peaches, Zan Rowe, Tony Visconti, Bob Rock
Foto: Stephan Wallocha

På vegne af hele juryen præsenterende Tony Visconti vinderen med følgende kommentar:

– We have decided upon an artist with whom we all lost our shit to, the minut they started to perform

En udtalelse vi i den grad kan relatere til. Vi glæder os til at se, hvad Alyona Alyona – og ikke mindst de fem øvrige nominerede – har at byde på i fremtiden.

Amanda Bloch
amandabloch@bandsoftomorrow.com