30 aug Fieh dyrker den uundgåelige sommerblues på ny groovy single
Foto: Mads Perch
De talentfulde musikere i Fieh kommer med nyt nummer til deres i forvejen perlerække af neo-soulede tracks.
Det er efterhånden ikke en hemmelighed, at vi er ret så begejstrede for de gæve nordmænd i okteten Fieh. Allerede tilbage i 2017 imponerede bandet med singlen “Glu”, og blev i den forbindelse vores Ugens Upcoming. Efter stor opmærksomhed i både hjemlandet og internationalt, blev musikkollektivet signet på det anerkendte Decca Records (nu under Universal Music), og er nu igang med at færdiggøre deres debutalbum. Tilbage i februar havde vi dem på 19 norske navne, du skal holde øje med i år – og med deres nyeste single “Samurai / When The Summer Is Through” beviser de igen hvorfor.
Med et groovy beat, funky basfigur, pirrende synthesizers og nogle enkelte trompetsekvenser får vi det dynamiske track – som i en smuk blanding af jazzede akkordrundgange og lækre soulmelodier fra forsanger Sofie Tollefsbøl, kun giver os endnu mere grund til, at glæde os til når hele albummet lander – en udgivelse, der bliver kulminationen af godt og vel fem års albumnørderi. Noget vi tog en snak med frontkvinden i bandet om, da de besøgte SPOT Festival i maj – du kan læse hele interviewet her.
Hvis du har fået smag for den neo-soulede lyd hos Fieh, kan du også opleve dem til oktober, når det store band indtager Ideal Bar – en af efterårets koncerter vi ser mest frem til. Varm op til koncerten med den nye single her: