Mød årets Live Camp-deltagere: Del 2

Foto: rosegold//Kristian Arbs

Præsenteret i samarbejde med

Danmarks smukkeste festival nærmer sig med hastige skridt, og mens navne som Stormzy, Lukas Graham, Years and Years og Calvin Harris bringer hitkavalkader til skoven i de officielle musikdage, vil en række spændende, nye danske navne kaste morgendagens stjernestøv af sig på Kærligheden i opvarmningen. Vi guider dig igennem årets Live Camp-deltagere.

Måske du har bemærket et lille “TBA”-hul i Smukfest-programmet på Bøgescenerne kl. 15.30 onsdag den 7. august. Det er ikke fordi endnu en rapper har aflyst sit show, som man efterhånden er begyndt at tænke per refleks, men fordi Smukfest hvert år afholder en konkurrence for at finde åbningen af festivalens største scene. Den konkurrence hedder Live Camp, og her dyster 19 navne fra det danske vækstlag om den prestigefulde åbningstjans, som Anya og Farveblind blandt andet tidligere har vundet, og om Tak Rock!-prisen, som blandt andet indebærer et spillejob i P3-teltet.

Det er forskellige spillere fra den danske musikbranche (heriblandt os), der har peget på de 19 navne, og det har endnu engang givet et varieret felt af spændende deltagere fra mange forskellige genrer. Vi vil i løbet af de kommende dage guide dig igennem årets felt, så du er klædt på til at bruge al din tid fra søndag den 4. august til tirsdag den 6. august (hvor KarriereKanonen traditionen tro tager over) foran scenen på KærligHeden. Her er del 2 af vores guide, som står på toner af attitudefuld hiphop- og R&B.

Kaaliyah

Kaaliyah er en af de mere etablerede kunstnere på Live Camp-programmet i år. Siden 2015 har hun gjort sig i ‘Trap&B’, en blanding af trap, hip hop, R&B og pop, og med hittet “Yoko” i ryggen turnérede hun i 2017 med Phlake. Hun har brugt det sidste års tid i studiet, og i april fik vi den første smagsprøve på de nye tunes i form af singlen “Facts”. Vi har siden begyndelsen haft et godt øje til den danske kunstner og glæder os til at se, hvad Kaaliyah anno 2019 lyder som.

Reem

Hvis du fulgte med i X-factor i 2016, kender du måske Reem. Den dansk-palæstinensiske sangerinde vandt andenpladsen det år, og siden har hun arbejdet hårdt i studiet for at finde sin egen lyd. Det viser sig (ikke overraskende), at hårdt arbejde betaler sig, for nu har hun forkælet os med de attitude-fulde singler “Okay”, “Kill the Love” og “EX”, som hun live leverer i imponerende energiudladninger af klokkeklar sang og misundelsesværdige dansetrin.

Veremente

25-årige Veremente må siges at have kunstner-DNA. Multiinstrumentalisten har været trommeslager i et punkband på Europaturné, spillet med et klassisk orkester og for forskellige danske popartister. Nu har han lanceret sit soloprojekt, hvor han med inspiration fra den amerikanske hip hop new wave-scene indtil videre har udgivet de to singler “Chain Armor” og “I Would Rather Die”. Veremente er et af de mere ubeskrevne blade i Live Camp-feltet, men det kunne sagtens blot være et spørgsmål om tid, før navnet kommer til at ringe en klokke hos de fleste interesseret i, hvad der rører sig i urban-landskabet.

rosegold

De to dansk-britiske brødre Joshua og Ephiram Duncan, der til sammen udgør rosegold, har siden de første singler i 2017 og debutalbummet Adventures in Odyssey fra 2018 været faste beboere i det danske hiphop-vækstlag. Musikken spænder over lækker R&B, rap og dansable toner, og så har de med deres rødder i London en distinkt, international lyd, der gennemsyrer det hele. De har lige leveret et brandvarmt show på Countdown på Roskilde, hvor de med imponerende energi og flere gæsteartister helt tog røven på vores anmelder. Forventningerne er derfor selvsagt høje til gutternes optræden på KærligHeden.

Michael Williams

Der er dømt høj energi, når den nye danske rapper Michael Williams giver den gas på scenen. Med inspiration fra den voksende amerikanske trap-scene laver han tracks om klub-livet med flasker, damer og stoffer med ægte hiphop-attitude. Han har ofte sit crew med sig på scenen, der også optræder i flere af hans musikvideoer. Lige nu har han tre officielle singler ude (“Gas”, “Shooter” og “Lil Ting (feat. Lille Høg & Chanelbigs)”), men hvis man vil have mere Michael Williams, er der også flere uofficielle tracks og hele to mixtapes tilgængelige.

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com