19 jul KOPS: Det skal helst være lidt rowdy. Ikke sådan at der er nogen, der dør altså, men tæt på!

Foto: PR

KOPS har netop spillet sin måske største koncert hidtil på Countdown-scenen under årets Roskilde Festival. Men den unge sanger og producer er kun lige begyndt. Han drømmer om flere rowdy koncerter, han drømmer om udlandet, og så grubler han over et album – sådan da. Vi har taget en snak med kronprinsen af dansk pop. 

Den kun 21-årige sanger og producer Oskar Kronback debuterede som KOPS i 2017 med singlen “Takes 1 2 Know 1” og blev med det samme taget godt imod. Både debutsinglen og efterfølgeren “Sorry Not Sorry” fik hurtigt medfart på rotationslisterne, hvor specielt den sidste fik luft under vingerne i Danmark såvel som i vores europæiske nabolande. I 2018 slog han igennem med sit første hit “Salvation” (som jeg garanterer dig for, at du har hørt på nuværende tidspunkt, selv hvis du ikke er klar over det).

Det seneste, vi har hørt fra KOPS, er singlen “Loved One” fra tidligere i år – nå ja, og så en yderst vellykket koncert på årets Roskilde Festival, som vores anmelder beskrev som noget af en fest (moshpit inkluderet), og kvitterede med fire ud af fem stjerner. Jeg er overhovedet ikke overrasket over, at det er gået vildt for sig. I foråret mødte jeg den unge kunstner til et interview, og her faldt snakken flere gange på de fedeste live-oplevelser i Oskars optik. Det viste sig hurtigt, at det helst skal være lidt rowdy.

– Alle hiphop-kunstnere [er forbilleder inden for live-formatet]. De er for sindssyge live. Altså jeg forstår ikke, hvordan man bare med en DJ og backtracks, hvor det eneste, der er blevet gjort er at skrue lead-vokalen ned, kan få folk til bare at stå og kaste med øl, og pisse op og ned af hinanden og hoppe i takt i nogle gange en time! Jeg har aldrig været til en hiphop-koncert, hvor der ikke har været gang i den. Det er bare hop og dans, og man må godt være lidt rowdy, siger han. Og når jeg spørger, om det altså helst også skal være vildt til hans koncerter, lyder svaret: Ja! Der må godt være lidt. Ikke sådan at der er nogen der dør altså, men tæt på!

Bon Iver, vocoder og alvorlige sange vi stadig kan danse til

Og rowdy, det blev det på Countdown med flere moshpits, end man kan forvente til de fleste popkoncerter. Men når de vocoder-tunge hooks rammer, er det svært ikke at få lyst til at bevæge kroppen med. Han fortæller, at forkærligheden for vocoder er startet helt fra barnsben af med Phil Collins’ “In the Air Tonight” og senere i livet med Bon Ivers “715 – CRΣΣKS”.

– Jeg tror, det var mest fra Bon Iver, jeg fik inspirationen til at gøre det. Det der med at høre, at der vare nogen, der gjorde det, hvor det bare fungerede på en anden måde, end at det var den her mystiske ting. Hvor det blev en mere energisk ting. Det synes jeg var fedt, og så prøvede jeg det af, og så var jeg sådan; det kan jeg jo ikke lade være med at gøre, det her. Og så blev det bare sådan.

De catchy synthflader lægger dog grundlag til nogle meget tunge emner, som KOPS ofte tager op i sin lyrik. Det er der i sig selv ikke noget nyt i; popmusikken har i løbet af de sidste par år bevæget sig længere og længere ind i mørke temaer forklædt som dansable festsange. Så når KOPS på “Salvation” synger: “I’m so afraid to die alone,” rammer han perfekt ind i et af dette årtis tendenser. Samtidig er de dansable hooks i hans musik ikke ‘et dække’ for sange, der efter nærmere analyse faktisk har mørke omdrejningspunkter. Når han i samme sang på et af versene lader beatet falde fra, og med kun vocoder (ikke ulig “715 – CRΣΣKS”) synger: “I guess I need salvation//I guess I’m wrong for failing,” er der ikke lagt fingre imellem. På den seneste single “Loved One” skubber KOPS igen til grænserne for, hvor alvorlige og personlige sange, vi stadig kan danse til. Nummeret er som et meget ærligt brev til et familiemedlem, der på grund af psykisk sygdom har afskåret resten af familien.

– Det var i særdeleshed nervepirrende [at udgive “Loved One”]. Man er jo bange for at træde nogen over tæerne. Men alt, jeg siger, er ment godt. Jeg tror heller ikke, der er nogen, der føler, at jeg har talt ned til nogen eller om noget. Jeg har prøvet at behandle emnet med så meget respekt, som jeg nu kunne med den viden, jeg har om det, og så bare sagt hvordan jeg har det. Men ja, det har virkelig været svært, især fordi det har været så tæt på. Og sådan noget med psykisk sygdom, det er bare… Det er så ømt, stadig. Så det har været hårdt også, men det har været en spændende oplevelse at udgive en sang, som ikke handler om mig selv, fordi det har alle de andre sange ligesom gjort.

»Der er for mange albums, der kommer ud, som egentlig bare lyder af alle de sange, der ikke blev singler.«

I starten af 2018 udgav KOPS sammen med Red Bull Music en live-session til nummeret “Gone”, og det fangede opmærksomheden hos Hans Philip, den nyligt solo-debuterende halvdel af Ukendt Kunstner. Det udviklede sig til et samarbejde, der senere blev til Hans Philips debutsingle “Siger Ingenting”. Og det er ikke kun i Danmark, folk er blevet glade for KOPS og hans synth-infuserede lyd. Med koncerter bag sig på henholdsvis Ja Ja Ja Festival i Berlin og The Great Escape i England er de også ved at få øjnene op for ham i udlandet.

Det viser sig hurtigt, at der altid har været internationale drømme i fremtidsplanerne:

– Det der med at ramme udlandet, det er virkelig en drøm. Men jeg tror også bare, jeg skal blive bedre til at sige, at ‘fuck hvor skal man bare være taknemmelig for det, man har’. Og hvor er man også bare privilegeret med, at man overhovedet får lov til at lave musik og have den mulighed ikke at skulle “bare tænke på at overleve”, men have sådan nogle luksusproblemer som ikke at have en skriveblokade. Det er fedt nok. Og så er det også fedt at komme til netop nogle steder i verden, hvor folk måske ikke har så meget, og så kunne give dem en oplevelse. Selvom det lyder… Er det forkert at sige? Politisk ukorrekt? Hvis jeg træder nogen over tæerne, så må de blive sure. Jeg mener det godt.

Hvor ville det være allerfedest at spille? KOPS har et par idéer.

– Jeg kunne fucking godt tænke mig at spille i Japan. Det er virkelig en drøm, for det virker bare som at træde ind på en anden planet, af hvad jeg har fået at vide, altså. Det er en anden måde at være på. 

– Og så gad jeg godt spille i USA; Coachella, for eksempel ville være grineren, selvom jeg tror, jeg ville hade at være der, til gengæld. Det er alt for varmt, hvorfor holder I den der? Hvad laver I? Lad være med at være i en ørken, der er en grund til at der ikke er nogen der bor der i forvejen. Men der gad jeg godt spille.

I den mere nære fremtid er der nye numre på vej fra KOPS, og hen over sommeren og efteråret er der flere danske koncerter i kalenderen. I forhold til, om der er et debutalbum i sigte, er svaret ja – men med måde.

– Jeg tror, at hvis jeg skulle lave et album, så skulle jeg lave det mere som et værk. Der er for mange albums, der kommer ud, som egentlig bare lyder af alle de sange, der ikke blev singler. Hvis jeg skulle gøre det på et tidspunkt, så skulle jeg gøre det ligesom Justin Vernon fra Bon Iver. Han forsvandt vist bare et halvt år, og så kom han tilbage og havde lavet ‘For Emma, Forever Ago’. Han var bare forsvundet op i en eller anden hytte, og jeg tror, det er sådan, jeg skulle gøre det, hvis det var. Bare sidde og drikke blanc og have det helt genialt og skrive sange. Men der kommer noget på et tidspunkt – det lover jeg!

I dag er KOPS ude med den nye dansable single “Four Eyes”, der er endnu et catchy udspil. Singlen handler om, når kæresten er utro med ens bedste venner, og det kulminerer i et omkvæd alle kan synge med på: “Fuck that!”

Om det er en blanc-født plade på vej må tiden vise, men glæder vi os i hvert fald til at se, hvad de næste par år har at byde på fra KOPS.