Dagens Roskilde-portræt: Christine and the Queens fortalt med fem sange

Foto: Jamie Morgan


Roskilde Festival gæstes af mange kunstnere i alle former og størrelser, og onsdag aften er det blandt andet Christine and the Queens tur til at kaste stjernestøv af sig. Vi sætter fokus på i alt syv Roskilde Festival-aktuelle artister, så du ved lidt om den person, du kigger på, græder til, danser til, krammer til, eller hvad du nu kommer til at gøre under koncerterne.

Franske Héloïse Létissier kan skrive både sangerinde, sangskriver, producer, koreograf og danser på sit CV, efter hun i tiden omkring 2010 startede sit kunstneriske projekt Christine and the Queens op. Efter at være blevet smidt ud af teaterskolen og dumpet af sin kæreste tog Létissier turen fra Paris til London og fandt sig selv på Madame Jojo’s i SoHo, hvor klubbens drag queens tog imod hende og fortalte, at hun skulle kanalisere sine frustrationer ud i musik – og sådan blev “and the Queens” føjet til hendes kunstner-alias “Christine”, som – skal vi se senere i artiklen her – nu bare er “Chris”. 

Lyden af Christine and the Queens er elektronisk-baseret pop med inspiration i kunstnere som David Bowie og Michael Jackson og senere også 80’er-R&B. Musikken handler på mange måder om at udviske grænser. På scenen udvisker hun grænserne mellem musik, dans og teater, og som person og kunstnerisk formidler udvisker Héloïse grænserne mellem køn og seksualitet, som er et gennemgående tema i Christine and the Queens’ kunstneriske udtryk. 

Héloïse stod allerede klar med sin første udgivelse i 2011 i form af debut-EP’en Miséricorde (som også er titlen på en dramatisk sang af Édith Piaf), og allerede året efter fulgte EP’en Mac Abbey. Ting begyndte dog først for alvor at røre på sig med 2013’s Nuit 17 à 52, hvor vores fortælling om Christine and the Queens også starter. God læsning!

“Starshipper” (2013)

“Starshipper” er et ud af de i alt fem numre, der udgør EP’en Nuit 17 à 52, som blev Christine and the Queens første udgivelse til at ramme den franske albumhitliste. Størstedelen af nummeret leverer Létissier på fransk, men man hører det klart og tydeligt, når hun mod slut i nummeret – som forinden langsomt har bygget sig op – nærmest råber “I wanna be a star//I wanna be a man”. Det er de ord der (i hvert fald for en der ikke forstår fransk) borer sig fast, og det er et smukt første møde med Christine and the Queens berøring af temaet omkring køn, femininitet og maskulinitet.

“Saint Claude” (2014)

I 2014 udgav Christine and the Queens den franske version af sit uhyre anmelderroste debutalbum Chaleur Humaine, som stadig står som kunstnerens hovedværk. “Saint Claude” var anden singleforløber for albummet og en af grundene til, at folk fik øjnene op for det store talent. Létissier har i en Q&A med NME fortalt, at sangen var inspireret af en ubehagelig episode, hun engang havde i en bus i Paris, hvor hun var vidne til, at en fyr, der sad og talte med sig selv og så syg ud blev mobbet af folk i bussen. Hun så, hvordan det samlede passagererne at have én at pege fingre af, og hun så, hvordan hun i stedet for at bryde ind og stoppe mobberiet valgte at stige af på stoppestedet Saint Claude. Hun udtaler i interviewet: “But the song was like me trying to mend something that happened – I didn’t do anything and I felt I should try to write a letter to this boy in a way. Because he was an outsider, kind of a freak, and I think I just witnessed how easily some people point fingers at freaks, you know.” Og resten af albummet handler faktisk om ikke at passe helt ind i den norm, samfundet har sat op. Det handler om Létissiers teenage-år og overgang til voksenlivet som en panseksuel, queer-kvinde.

“Tilted” (2015)

“Tilted”, som du måske genkender, fordi det er et af Christine and the Queens absolut største hits, har en lidt kringlet historie bag sig. Kært barn har mange navne, og da hun i sin tid skrev det med henblik på at inkludere det på sin EP Mac Abbey fra 2012 hed nummeret “Cripple” og var på engelsk. Så skrev hun det om – nu på fransk – gav det titlen “Christine” og udgav det på sit franske debutalbum i 2014. Året efter var nummeret endnu engang under Léttisiers kyndige hænder, og hun udgav det under titlen “Tilted” på engelsk til debutalbummets genudgivelse via Atlantic Records i USA. Det er en dansabel popsang, der på overfladen er let at gå til, men som i det tekstmæssige udforsker temaer som depression, usikkerhed og lavt selvværd. Samme år, som “Tilted” udkom vandt Christine and the Queens den prestigefulde pris Victories de la Musique for 2014’s bedste kvindelige artist. 

“Sorry” – Beyoncé cover (2016)

Christine and the Queens har fortolket flere kendte sange. På “Paradis perdus” fra Chaleur Humaine hører du blandt andet – mellem den franske tekst – en smuk fortolkning af Kanye Wests “Heartless”, og for ikke så længe siden udgav hun et cover af Sades udødelige “No Ordinary Love” til konceptet Spotify Singles. Og fra en queen til en anden – til en tredje… Det er umuligt at komme uden om Létissiers 2016-cover af Queen B’s “Sorry”, som hun lavede til BBC Live Lounge. Fortolkningen yder i den grad respekt til Beyoncés værk, men Christine and the Queens’ fingeraftryk sidder i den grad også på nummeret – fuldstændig som et cover skal. Man kan jo håbe på, at hun sniger et cover ind i sin Roskilde-optræden også.
I kølvandet på Beyoncé-fortolkningen landede Létissier desuden på BBCs ‘100 Women of the Year’-liste. 

“5 dollars” (2018)

Det ville måske være oplagt at tage den allestedsnærværende “Girlfriend feat. Dâm-Funk” fra Christine and the Queens andet fuldlængdealbum Chris, men der er bare noget helt særligt over den smukke hymne “5 dollars”. I løbet af arbejdet med Chris klippede Létissier sit hår kort, og hun skar ligeledes noget af sin Christine-persona, så hun nu bare er “Chris”. Det er i det mere androgyne og maskuline udtryk, at Létissier føler sig allermest feminin, og det er endnu engang udtryk for denne her udviskning af grænser og kønsroller, Christine and the Queens bygger på. “5 dollars” er en forførende R&B-sang om den type kærlighed, man kan købe, som hun selv har udtrykt det i en pressemeddelelse.

Christine and the Queens spiller onsdag nat kl. 00.30 på Arena.

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com