Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 18

Foto: mags // Alexander Leistiko

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til såvel en festlig weekend som og til en hyggelig dag på sofaen. Om du er til jazz/funk, Roskilde-aktuelt indie-rock eller ny dansk pop, vil der forhåbentlig være noget at hente i vores anbefalinger.

mags – conversations I’ve had with myself (EP)

Den danske popkomet mags er med sin debut-EP klar til at tage Danmark med storm. To af numrene fik vi allerede glæden af tidligere på året, da de udkom som singler, og de tre nye numre, lever i den grad op til de de forventninger, som blev opbygget efter “you’re in his bed, i’m in his hed” og “i never really liked your friends”. Selvom den 23-årige sangerinde og sangskriver er en travl dame – med både en lovende karriere som popsangerinde og et fuldtidsstudie på statskundskab – er man ikke i tvivl om, at der er blevet lagt meget arbejde i hende debut-EP. I forbindelse med den nye udgivelse fik vi os en lille snak med den SPOT-aktuelle artist. Du kan læse interviewet her.

ANYA – Faith

Tilbage i 2015 stormede den danske sangerinde ANYA frem med singler som “Need to Know” og “Snapback”. Samme år spillede hun på Roskilde Festival, vandt Live-Camp konkurrencen på Smukfest og udgav debut-EP’en The Credit. Siden da har R&B-talentet sluppet flere hitsingler som blandt andet “These Days”, der også er at finde på ANYAs debutalbum Faith. Ventetiden har været lang, men der er også masser af ny musik, som kan opleves live i løbet af efteråret på diverse danske koncertscener.

Vampire Weekend – Father of the Bride

Efter seks års stilhed har New Yorks nummer ét indiepop-gruppe Vampire Weekend endelig sluppet det længeventede fjerde album Father of the Bride. De Roskilde-aktuelle musikere har teaset udgivelsen med flere dobbeltsingler som “Harmony Hall//2021” og “Big Blue/Sunflower”, hvor den sidste funk-treat tæller en feature fra The Internets Steve Lacy. Hvis du er til alternativ pop af højeste kaliber og finder ro i et mere organisk lydbillede, så er Father of The Bride et godt bud på, hvor du skal starte din fredag.

Barrie – Happy to Be Here

Brooklyn-kvintetten Barrie gæstede i onsdags den intime Ideal Bar med deres atmosfæriske dream-pop. Hvis du var tilstede har du nok allerede hørt den nye musik på debutalbummet Happy to Be Here, der både byder på lækre guitarriffs, afdæmpede percussion og den fine vokal fra forsanger Barrie Lindsay. Albummet er desuden produceret af den talentfulde Jake Aron (Snail Mail, Solange, Grizzly Bear), der i den grad formår at skabe en dagdrømmende og himmelsk lyd.

ALASKALASKA – The Dots

Til sidste års The Great Escape Festival imponerede London-kvintetten ALASKALASKA os med sin catchy artpop. Deres selvbetitlede EP landede tilbage i 2017, og nu har de endelig sluppet debutalbummet – og hvis det tegner ligeså godt, som da vi så dem live, kan du godt se frem til en stor lytteoplevelse. Med deres blanding af jazz, funk og disco er musikken noget for de fleste, og vi kan kun håbe på at se dem på dansk jord snart.

Gå heller ikke glip af:

Ruby Fields – Permanent Hermit (EP)
Big Thief – U.F.O.F.
Oh Land – Family Tree
Alex Vargas – superEGO (EP)
Manus Bell – Brothers Over Business
SYML – SYML
Amalie Holt Kleive – Slippe

Ida Hummelgaard
idahummelgaard@bandsoftomorrow.com