Erika de Casier udgiver længe ventet debutalbum

Foto: Peter Dupont

Det danske R&B-stjerneskud er ude med sit debutalbum, hvor hun heldigvis har turdet stå ved sine ‘guilty pleasures’.

Erika de Casier har allerede stjålet vores hjerter med tracks som “Do My Thing” og “Good Time”, og i dag er hun ude med sit længe ventede debutalbum Essentials. Erika de Casier har en lyd, som den man hørte tilbage i 90’erne og 00’ernes stærke R&B-pigegrupper, hvor girlpower og uafhængighed var på dagsordenen. Dog tænker sangerinden også sin lyd ind i nye rammer, hvor hun i både sin lyrik og produktion rammer tendenserne man ser i 2019 rigtig godt.

Casier udgav sin debutsingle “What U Wanna Do?” tilbage i 2017, hvor hun allerede fik masser af roser for sin unikke lyd og produktion. Selv fortæller sangerinden, at hun i starten af sin sangskrivning var bange for at lyde for banal og klichéfyldt, men heldigvis vendte hun tvivlen ryggen. Selv fortæller hun:

– Det føltes lidt grænseoverskridende at give helt slip, men samtidig var det virkelig befriende bare at fokusere på udtrykket og det jeg gerne ville fortælle. Derfor føltes det som at mit album var en samling af mine egne ‘guilty pleasures’. Men med tiden er det egentlig bare blevet ‘pleasures’ for mig.

Vi er vilde med guilty pleasures, og vi er vilde med Casiers autentiske lyd, der både tager det bedste fra 00’ernes lyd med sig, samtidig med at temaerne og produktionerne emmer masser af fremtidsudsigter for den unge sangerinde. Du kan høre debutalbummet Essentials her.

Johanne Nedergaard
johannenedergaard@bandsoftomorrow.com