fbpx

Ugens vigtigste albumudgivelser // Uge 22

Foto: Lennixx/PR

Her er vores guide til denne uges vigtigste albumudgivelser. Vi har forsøgt at finde noget, der både passer til såvel en festlig weekend som til en hyggelig dag på sofaen. Om du er til smooth R&B eller hård hiphop, vil der forhåbentligt være noget at hente i vores anbefalinger.

Denzel Curry – ZUU

Det her er virkelig en “must hear” for alle nuværende og kommende hiphop-fans. Denzel Curry, som gæster Roskilde Festival i år, følger med ZUU op på 2018’s forrygende TA13OO – kun 10 måneder efter udgivelsen. Der er med andre ord fart på for Florida-rapperen, som udover at imponere med sit originale (og unikke) materiale, også for nyligt imponerede med det her vanvittigt fede cover af Rage Against the Machines “Bulls on Parade”.

Skepta – Ignorance Is Bliss

Vi bliver lige ved hiphoppen for en stund – og faktisk også ved Roskilde-aktuelle rappere. Og det er så nok også det eneste, Skepta og Denzel Curry har til fælles, for de repræsenterer to vidt forskellige scener. Skepta er grime i sin pureste form – ikke så mærkeligt taget hans status som en af grime-genrens grundlæggere i betragtning. Ignorance Is Bliss følger efter 2016’s skelsættende album Konnichiwa, så forventningerne til dagens albumudgivelse har været tårnhøje. Nu kan du endelig give det et lyt og selv vurdere, om de bliver indfriet.

Dusin – Alle Farver (EP)

Vi vender blikket mod Danmark for en stund – og det dansksprogede. Duoen Dusin er nemlig ude med deres anden EP, der har fået titlen Alle Farver. Det er et elektronisk produceret popunivers med nøgen lyrik om ungdommens evige balancegang mellem godt at måtte være en lille smule naiv, men også skulle give plads til eftertænksomheden. Om du vil danse eller græde, gøre noget dumt eller træffe en fornuftigt beslutning, når du lytter til musikken er op til dig. Nu kan du i hvert fald selv vurdere.

Lennixx – Split By (EP)

Fra USA til England og fra Danmark over grænsen til Sverige. Lennixx leverer stilsikker, svensk pop og R&B, og det gør sig også gældende på Split By, som følger efter 2018’s hapap-mixtape. Duoen består af Hanna Larsson (hvis søster, Zara, du nok har hørt en del om) og Andrea Kallström. De finder inspiration i neo-soul såvel som R&B og deler vokal-tjansen ligeligt mellem sig på smukkeste vis og let som ingenting. Det skaber et forførende univers, der er noget nær umuligt at stå for.

Movits! – V:II

Vi bliver i det svenske hos Movits!, som har markeret sig som nogle uhyre populære gutter på hipopscenen med deres catchy mix mellem tunge hiphop-beats og lækre jazzede elementer – blandt andet båret fremad af uimodståelige blæsersekvenser. Du kan læse meget mere om deres nye album V:II og tankerne bag i vores interview med forsanger Johan Rensfeldt her.

Gå heller ikke glip af:

Miley Cyrus – SHE IS COMING

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com