fbpx

Johan Rensfeldt fra Movits!: »Man kan godt værdsætte musik, selv om man ikke forstår alle detaljerne i den«

Foto: Johan Hannu

Når blæseinstrumenter mixes med rap, er det svært at tage fejl af, hvilket band, der blæser ud af højtalerne. Det svenske band Movits! har i løbet af de sidste ti år skabt en unik sound, som tiltaler mange både inden- og uden for Sveriges grænser. Den 1. marts kom de med den nyeste single “Himlen faller ned” og den 15. marts spiller de på Lille VEGA. Vi har fanget frontmanden Johan Rensfeldt til en lille snak om den nye single, det kommende album, og hvordan det er at synge på svensk for et publikum, der ikke forstår et ord.

Det er svært at sidde stille, når hiphoppen forstærkes af en saxofon, og der er ingen tvivl om, at Movits! har talent for at skabe en perfekt kombination af flere stilarter. I løbet af foråret slipper de albummet V:II, en fortsættelse af albummet V:I, der udkom i efteråret 2018.

Det er en begejstret og højstemt Johan, som svarer på den anden side af røret, da jeg ringer ham op. Han sidder i bandets studie i Stockholm og er i slutspurten af arbejdet med pladen V:II, som er anden del af dobbeltalbummet V. Arbejdet med dobbeltalbumformatet er helt nyt for Movits!. Den første del, med det logiske navn V:I, tog sine første skridt i efteråret 2018. Som en smagsprøve til opfølgeren kom så singlen ”Himlen faller ned” den 1. marts i år. Jeg spørger, hvad tankerne bag singlen var.

Vi ville udgive en sang, som var anderledes fra alle numrene på førstedelen. Den er lidt “cloudigere” og lidt roligere end tidligere. Det er en kombination af arena-pop og minimalistisk “all of the lights”. Vi må se hvordan, det går, men det har været sjovt at prøve noget nyt.

Movits! har spillet sammen i over ti år og består af brødrene Johan og Anders Rensfeldt sammen med Jocke Nilsson. De har deres rødder i byen Luleå i det nordlige Sverige. I løbet af deres aktive år har de toppet hitlisterne med sange som “Äppelknyckarjazz”, “Limousin”, “Nitroglycerin” og efterårets “Hett kol”. På den dugfriske ”Himlen faller ned” samarbejder Movits! med rapperen Zacke, en god ven af bandet, som vi kender fra nogle af deres tidligere tracks. På nummeret rapper han ikke, men giver os for første gang muligheden for at høre hans sangstemme, og Johan kan ikke dæmpe sin begejstring for singleudgivelsen.

Det bliver fedt at udgive den og se, hvad folk synes. Jeg har ingen idé! Det er altid “kul som fan” at udgive nye sange. Man er opstemt og nervøs samtidig. Det føles fedt at have en ekstra sang med under turnéen, som kommer til at munde ud i en plade i løbet af foråret.

Svensk rap til et udenlandsk publikum

København har fået æren af at være et stop på vejen, når Movits! drager på forårsturné. Den 15. marts spiller de på Lille VEGA, som de har besøgt en gang tidligere. Vi spørger, om de har en slagplan, inden de begiver sig ud på scenen:

Nej, det er bare all in. På det seneste har vi meget fra den nye plade, men der kommer også nogle gamle sange. Alle får noget, de gerne vil have. Vi har kun spillet fire gigs, siden den nye plade kom ud, og det er nu, man er mest psyched på at spille; når man lige har udgivet nyt materiale og går rundt med nogle ting, man ikke har udgivet endnu. Det er egentlig her, man altid vil være: når man lige har udgivet ny musik og skal ud og spille.

At spille uden for Sveriges grænser er ikke noget nyt for bandet. Efter at have udgivet et par numre i 2009 og derefter det første udenlandske show i Norge, kom der et opkald fra USA. Det var talkshowet The Colbert Report Show, som ville have bandet til at optræde hos dem, efter Stephen Colbert selv så musikvideoen til ”Fel den av gården”. Deres performance på det populære talkshow ledte til flere shows, og pludselig spillede de musik for fans, der ikke forstod et ord af den svenske rap, men som dansede med til lyden af jazz og hiphop. Jeg spørger Johan, om han synes, der er forskel på at optræde udenlands og i Sverige.

– Der er ikke en kæmpestor forskel. Første gang vi prøvede det i New York, tænkte vi: ‘vi er fem personer, der kan svensk her, og de står alle på scenen’, så det var meget mærkeligt at tænke på, at ingen fatter, hvad man siger. Men når man har gjort det flere gange, så bliver det lettere og lettere.

Movits! har i løbet af deres karriere spillet rundt om i Europa, USA og Japan. Oftest forstår deres fans ikke, hvad de synger, men de japanske fans skiller sig specielt ud på den front.

De læser op på svensk og synger med på… Ja, et eller andet form for sprog, fortæller Johan fornøjet. Men at man kan forenes med musikken på trods af sprogbarrierer, hersker der ingen tvivl om.

Jeg synes også, at musikken er… lidt cliché… men utrolig universel. Man kan godt værdsætte musik, selvom man ikke forstår alle detaljer i den. Rap er jo så tekstbaseret, så det er synd, at det meste forsvinder. Men på den anden side er det et privilegium at kunne spille over hele verden, så jeg orker ikke at være så forfærdelig ked af det, konstaterer han med et grin.

En ny æra af albumudgivelser

Vi vender tilbage til albummet V:II, som er lige om hjørnet. Hvordan opstod idéen med at udgive to dele i stedet for et helt album egentlig?

På en måde handler det om at få plads til at prøve lidt flere idéer af, og samtidig er det spændende at se, hvordan det bliver at udgive albummet delt i to. Det er uvant for os. Oftest udgiver vi en plade, og så optræder vi som ind i helvede. Men nu bliver det sjovt, at vi udgiver ny musik, imens vi turnérer. Forhåbentligt føles det mere aktuelt for både os og publikum.

I en tid hvor flere og flere artister og bands udgiver EP’er i stedet for lange albums, vil Movits! finde en sammenhæng mellem sangene ved at slippe to album med syv/otte numre på hver.

Som consumer synes jeg, at EP’er er nice, for du får den dosis, du lige orker i øjeblikket. Derimod kan jeg synes, at det er et kedeligt koncept at lave, for det kan være svært at opbygge dynamikken på fire sange. Nu forlod vi del ét på toppen af kreativiteten og tog den med ind i den anden del. Ind til videre kan jeg rigtig godt lide det her set-up. Det bliver korte udgivelser, men nok til et helt album, siger Johan. Det er næsten sådan i dag, at hvis du udgiver 11 sange på samme tid, er du syg i hovedet, fortsætter han og griner.

”Som at synge højt i badet”

Udover studiet i Stockholm har bandet også et studie i hjembyen Luleå, hvor Johans bror Anders stadig bor. Mens det meste af vokaler- og blæseinstrumenterne bliver indspillet i hovedstaden, tager de nordpå, når det er tid til, at synthesizerne skal gøre deres job. Med den kommende plade har de arbejdet meget hver for sig for at få samlet materialet, noget som Johan har værdsat under processen.

Så kan Anders sidde i Luleå og tage nogle runder og forbedre det, samtidig med at jeg kan sidde og skrive selv, hvilket er skønt. Det kan blive lidt hårdt at sidde i studiet med nogen, som skal slå på en high hat i to dage, så bliver man jo syg i hovedet. Så længe du ved, hvad du skal gøre, kan jeg rigtig godt lide det, man bliver rigtig effektiv. Det er som at synge højt i badet, ræsonnerer han.

Jeg spørger ham, om det er let at vide, om man er på rette spor, når man sætter i gang med arbejdet på et nyt album.

– Nej, absolut ikke. Man overvejer jo, hvad fanden det her er? Det er ofte det, som tager tid. Vi har haft super mange skitser, som der aldrig er blevet noget af, fordi man ikke ved, hvor tingene lander, hvordan soundet skal være og sådan.

På det nye album V hittede Movits! med en ny lyd med blæseinstrumenter, som de tidligere ikke har gjort.

– Det føles lidt mere moderne og lidt som startskuddet for noget nyt. Nu ved vi, hvilket univers, de to plader eksisterer i, siger Johan.

Og det er vel bare at indrømme med de ord, at vi ikke kan vente med at høre mere til det nye Movits! som altså allerede kan opleves live den 15. marts i Lille VEGA.

Tags:
Frida Burell
fridaburell@b-group.dk