31 maj Charlotte Gainsbourg – Heartland Festival 2019
Foto: Jonatan Nothlev
Scene: Highland Stage
Tidspunkt: Torsdag den 30. maj kl. 23.15
Der var shoegaze-disco torsdag aften, da Charlotte Gainsbourg indtog Heartland med glitrende synthesizers og pumpende rytmer.
[rwp_box id=”0″]
Det er ikke længe siden man kun opleve den excentriske multikunstner Charlotte Gainsbourg på dansk jord. Hun optrådte på sidste års Roskilde Festival og til en udsolgt koncert i Store VEGA i december, hvor hun dagen efter leverede den perfekte julegave med udgivelsen af EP’en Take 2.
Gainsbourgs musik er ligesom hendes person helt igennem unik. I en blanding af elektroniske synth-arpeggiators, distortet guitar, pulserende trommer og en luftig fin vokal er kontrasterne enormt tilfredsstillende. Hun leverede også et mangefacetteret lydbillede til hendes koncert torsdag aften. Selvom den fransk-britiske kunstner kom 15 minutter for sent på scenen, gjorde det ikke spor, da musikken først gik i gang. Bag store neonlysende rammer sad Gainsbourg ved sit klaver og efter første nummer sagde hun stille hej til publikum. Hendes indadvendte attitude og mystiske karakter var tydelig fra start og det lagde en vis stemning over de up-tempo electronica numre. Med et monstrum af en modulær-syntheziser som manuelt blev skruet og drejet på i baggrunden, og op til tre keyboards, var de elektroniske vibrationer mest fremtrædent. Bassen var ofte så dyb, at tonen forsvandt og frekvenserne gik i kroppen – på den måde fik Gainsbourg sat gang i plænen foran Highland Stage.
Den erfarne multikunstner hvilede i den grad i sig selv og nogle gang også lidt for meget. Efter cembalo-balladen “Ring-A-Ring O’ Roses” bevægede Gainsbourg sig dog endelig væk fra klaveret og i den funky “Sylvia Says” kom der mere liv i kunstneren. Det satte også mere gang i publikum, der dog så ud til at nyde den lidt shoegaze-agtige stil fra frontkvinden.
Man kan heller ikke andet end at gynge med i det boblende lydbillede, som blev båret af det utroligt velspillede og tjekkede band, der også flere gange i koncerten fik roteret instrumenter og roller.
Desværre tog korsangeren for meget fokus. Det musikalske bidrag i form af lækker mande falcet var ikke til at sætte en finger på. Til gengæld fungerede han også som en slags hypemand der, modsat Gainsbourg, var meget energisk. Det gav en lidt ærgelig stemning, hvor frontkvinden på en måde blev fremstillet som for stille og nonchalant. Den mystiske og lidt kolde fremtræden var egentlig meget lig det elektroniske lydunivers og derfor blev korsangeren lidt malplaceret i udtrykket.
Æstetikken var ellers lige i skabet og med publikumsfavoritten “Deadly Valentine” blev de glitrende synth-impulser for alvor sat i spil. Den varierende set-liste gav både mulighed for dyb refleksion og dans, og selvom den gennemsnitlige alder hos publikum var over 35, så var der godt gang i fødderne.
