fbpx

Charlotte Gainsbourg – Take 2 (EP)

Foto: COLLIER SCHORR
Udgivelsesdato: Fredag den 14. december 2018
Label: Because Music

Charlotte Gainsbourg fortsætter på Take 2 den samme drømmende, mystiske og fantastiske lyd fra sidste års album Rest, der præsenterede hendes egne tekster og kompositioner. Hun virker på EP’en tryg med den lyd, hun prøvede af på Rest, og det har hun kun god grund til at være.

Charlotte Gainsbourg – Take 2 (EP)
4 / 5 Anmeldelse

Surprise, Surprise! Charlotte Gainsbourg har givet os en julegave i form af en ny EP med tre nye sange og to liveoptagelser. Lyden er den, som vi kender fra Gainsbourgs seneste album, sidste års meget roste Rest. EP’en inkorporerer de samme drømmepop- og til tider neo-psykedeliske vibes, mens den franske house-musik, som man kan høre fra den mystiske, men lækre og dansevenlige “Deadly Valentine” fra sidste års album, danner fundamentet for EP’ens struktur. Den sidstnævnte sang er også at finde på Take 2, men enkelte vigtige elementer er simpelthen for lave, og derfor virker sangen ligegyldig efter min mening. Dette er dog næsten også det eneste kritikpunkt.

På EP’ens frontcover står Gainsbourg med hovedet til siden, mens hun smiler stort, og det kunne tyde på, at lyden på denne udgivelse er taget i en anden retning. Det er den ikke. Musikken ligger stadig i den samme mørke boldgade som sidste års Rest, og det gør bestemt ikke noget! Hun implementerer sublimt en fantastisk sammensmeltning mellem et fascinerende, melankolsk lydunivers og en opløftende indbydende husfest, og det er denne blanding, vi hovedsageligt ser på Take 2.

EP’ens andet nummer “Bombs Away” er en smule diskoinspireret, på en måde, jeg vil vove at kalde meget “Charlotte Gainsbourgsk”. Igen med et Groovy bas og en klaver-figur, der sørger for harmonisk at lukke og åbne fornemmelsen over korte perioder i musikken. Og så er der selvfølgelig de meget underspillede strygere, der virkelig gennemtrumfer associationerne til disko-genren, alt imens Gainsbourg, gennem et interessant billedsprog, henviser til dronninger og præster, som hun bruger til at reflektere over den fjendtlighed, man kan se overalt i verdenen i dag.

Mest af alt er produktionen lækker, og de instrumentale lag flyder lækkert under Gainsbourg hviskende vokal. Der er god luft i hele musikken, således at Gainsbourg har plads til at udfolde sin nærmest cinematiske sangstil. Hendes flair for det filmiske er især tydelig i sangen “Lost Lenore”. Stykket starter med et strygerorkester, der hamrer mod deres strenge i et forsøg på voldsomt at marchere musikken fremad, inden sangen fuldstændigt skifter karakter til et episk storladent symfonisk nummer, med fokus på blæsere, strygere og klokkespil. Sangen er tæt på at falde over sig selv og blive for meget, men Gainsbourgs rolige og seje karisma sørger for, at den forbliver på et jordnært niveau.

Derudover er der et meget smukt og interessant live-cover af Kanye West’s “Runaway”, som Gainsbourgs EP-julegave har givet os alle muligheden for at høre! Den massive udadvendte original er i Gainsbourgs hænder blevet til en stille, kold og meget sårbar version med blæsende synths og en tilbagetrukken instrumentering. Her er der ingen smil eller fest, som man ellers kan høre har informeret de andre sange betydeligt mere. Når man hører Gainsbourgs stille spoken-words-vers og hendes udgave af det smertefulde selverkendende omkvæd, er det ikke svært at forestille sig, at hun har kæmpet med samme problemer med selvhad over måden, hun har behandlet andre på, som West har. Coveret virker i hvert fald som et meget ærligt formidling af hende selv, og hun gør coveret til sit helt eget.

Take 2 er ikke en eksperimentering med lyden, og den virker heller ikke som en overgang til det næste album. Men hvis man var vild med albummet Rest, vil EP’en være en fantastisk tilbygning af albummet med tre helt nye sange og et meget interessant cover. Sangene står så stærke, at de ville kunne sættes på Rest og fremstå som højdepunkter. Måske står Gainsbourg på coveret og smiler, fordi hun har fundet en ro og en lyd, som hun er tryg med og samtidig kan kalde sin helt egen.

Kaare Schou Nygård
kaareschounygard@bandsoftomorrow.com