04 feb Alcabean og Bette blandt 10 nye navne til SPOT Festival 2019
Foto: Alcabean // PR
Der er 10 nye, spændende navne at glæde sig til på året SPOT Festival.
I starten af maj måned løber SPOT Festival af stablen, og traditionen tro sætter de dansk og nordisk upcoming-musik i højsædet. Allerede nu er 26 artister blevet annonceret, som blandt andet tæller CHINAH, Efterklang, Aksglæde, ArtigeArdit og Ravi Kuma. I dag tilføjes endnu 10 kunstnere til programmet fra både Danmark, Sverige og Norge.
Blandt de danske navne finder vi bandet Alcabean, der med sit storladne stadionrock både har charmeret danske og internationale rockfans. Sidste år spillede gruppen på Roskilde Festival og Smukfest og er siden gået fra at være kvartet til duo. I den nye konstellation udgav de i starten af januar singlen “Tsukuyomi,” og den 15. marts udkommer deres debutalbum Confessions.
Derudover har den aarhusianske festival tilføjet det danske R&B-stjerneskud Bette, som lige har givet en overbevisende performance til VEGAs Udvalgte, og som vi ligeledes spår til at være en af de 19 navne du skal holde øje med i 2019.
Vi kan også glæde os over at se hiphop-duoen FRAADS på plakaten. Den fremadstormende gruppe leverer dansksproget rap i høj klasse, som man blandt andet kan høre på deres nyeste EP FRYYS fra efteråret.
Vi får også fornøjelsen af at se ESPICHICOQUE, der med grobund i det aarhusianske musikmiljø, laver lækker soulet og hiphop-inspireret R&B. Den halvt cubanske/halvt danske forsanger Emilie styrer også trommerne, og når hun går på scenen er det med fuldt kvindeligt band.
Udover de danske navne finder vi også den norske alt-pop kunstner Tuvaband og svenske Late Verlane.
Dagens tilføjelser tæller:
Alcabean (DK)
Arvid Nero (DK)
Bette (DK)
ESPICHICOQUE (DK)
FRAADS (DK)
Hjalte Ross (DK)
Late Verlane (SE)
RDG (DK)
Sonny (DK)
Tuvaband (NO)