24 feb Hypede britiske rappere brillerede til sidste dag af Journey Fest – en skam at ikke flere oplevede det

Foto: Slowthai // Klara Løkke

UK-rappen stod skarpest til Journeys rejse ind i fremtidens musiklandskab.

“Det var som om, det lige var et år for tidligt,” overhørte jeg en fyr sige til sin ven på vej op på cyklen ude foran Den Grå Hal på Christiania. Klokken var lidt over to om natten, og publikum var på vej hjem fra Journey Fest efter lidt over seks timers live musik brudt op af DJ-sets. Jeg har fulgt flere af navnene på aftenens plakat i et stykke tid nu – særligt UK-rapperne Octavian og Slowthai – og fordi jeg ved, hvor stor en bevågenhed, der i løbet af hele sidste år har været omkring de to rappere i udlandet, var det svært for mig at forstå, at fremmødet var så lavt, som det desværre var. Jeg ved ikke, om jeg er enig i, at det var “for tidligt”, for generelt synes jeg jo bare, at man skal dele et talent, når man har spottet det, men i forhold til formatet og Den Grå Hals rammer, så forstod jeg pointen.

Om ikke andet, så fik de nysgerrige musikelskere, som havde købt billet til Smash! Bang! Pow!’s festivalkoncept, lov til at opleve lyden af i morgen (eller noget af den i hvert fald), og her er, hvordan jeg selv oplevede den.

Slowthai (UK)

Slowthai blev for mit vedkommende aftenens højdepunkt, om ikke andet aftenens vigtigste indslag. Der er noget helt særligt over den rå punk-energi, han med numre som “Doorman” og “T N Biscuits” (for at nævne de bedstkendte) tog med sig fra Englands snuskede spillesteder til sådan et “pænt” og “ordentligt” land som lille Danmark. Vi kan godt trænge til en rusketur – især også på det musikalske plan – og den gav Slowthai. “Nothing Great About Britain” står der tatoveret på hans mave, som selvfølgelig blev blottet i løbet af den intense optræden, og det bliver angiveligt også titlen på hans kommende debutalbum. Politisk rap er in (det har Kendrick Lamar blandt andet været med til at sætte en stor fed streg under), men den har vi ikke særligt meget af herhjemme, og selvom vi ikke kan dele den samme håbløshed, som unge briter som Slowthai oplever oven på Brexit-afstemningen, så kan vi støtte op om opråbet. Han prøvede ihærdigt at få publikum med i flere mosh pits, men engagementet fra de fremmødte har nok blegnet en smule i forhold til, hvad han er vant til i hjemlandet. Om det var en træthed, der efterhånden havde indfundet sig (Slowthai gik på efter midnat) eller bare ikke et mosh pit-stemt crowd generelt skal jeg ikke kunne konkludere noget på, men jeg håber, at rapperen kommer tilbage til Danmark snart og fyrer op under et lidt mindre spillested, hvor oplevelsen kan blive dét mere intim og dermed også mere intens.

• 

• 

• 

• 

Varnrable (NO)

Spoler vi tiden tilbage, til før natten var spillet ind, og før folk var begyndt at komme, stod den nye norske kunstner Varnrable klar på scenen klokken 19.30. Det var et forståeligt valg at sætte det nok mest ukendte navn på plakaten først, men på en eller anden måde blev det også bare en tabt kamp på forhånd at prøve at spille de mellem 20-30 personer varme, som jeg talte sammen med mig foran scenen. Vi har ligesom Journey også spået Varnrable en lysende fremtid, og den spådom vil jeg holde fast i, selvom åbningen af Journey Fest denne aften ikke sad lige i skabet. Publikum stod stift i kontrast til det trace-agtige, dunkle og eksperimenterende club-musik, Varnrable præsenterer, og selv traskede hun også lidt hvileløst rundt. Her kunne jeg godt have savnet, at der havde været én mere med på scenen, der stod for det elektroniske, eller at Varnrable selv tastede på knapperne, mens hun sang. Det tror jeg havde tilføjet oplevelsen det ekstra lag, jeg godt kunne stå og mangle. Når det så er sagt, så var omstændigheder som det lave fremmøde og tidlige tidspunkt (musikken egner sig i langt højere grad til en efter-midnatskoncert) jo ude af Varnrables hænder, og det ville have været en benhård opgave at åbne ballet for hvem end der ellers var endt med tjansen.

• 

• 

Erika de Casier (DK)

Den danske R&B-kunstner Erika de Casier var en af de kunstnere på programmet, du ikke har kunne læse så meget om her på hjemmesiden. Det har tydeligvis været en fejl, for hun stod som et super skarpt bud på en kunstner, vi kommer til at høre meget mere til i fremtiden – måske også efter næste weekends showcase på den norske branchefestival by:Larm, hvor hun, hvis hun klarer den lige så godt som denne aften, repræsenterer den fremtidige danske musikscene på bedste vis. Hun havde taget en trommeslager med, og det gør bare sindssygt meget for en live-performance, at man kan se, hvor rytmen kommer fra. Derudover havde Erika de Casier visuals med, som kørte i baggrunden, og mens en sommerkjole blafrede i vinden på en kornmark under første nummer, udviklede blæsten sig til et regulært uvejr i andet nummer, hvor melankolien i musikken matchede dråberne der faldt på den rude, man som beskuer kiggede ud af oppe på storskærmen. Det visuelle understøttede Erika de Casiers i forvejen stærke numre, og det tvang én til nærmest automatisk også at lytte mere efter teksterne i jagten på sammenhængen mellem billede og lyd.

• 

• 

Yves Tumor (US)

Al den velbehag, Erika de Casier havde bygget op med sin optræden, rev amerikanske Yves Tumor i stumper og stykker med sit energiske show, der fuldstændig som forventet var fuldstændig uforudsigeligt. Jeg er så langt fra at kunne kategorisere Yves Tumors musik, at jeg ikke engang vil forsøge, men det er virkelig godt, og vi havde faktisk hans nummer “Noid” fra sidste års album Safe in the Hands of Love på vores liste over 2018’s 25 bedste sange fra udlandet. Hvad jeg også kan sige om hans musik er, at den er med til at skabe et lidt nasty univers med følelser af klaustrofobi og paranoia (lyt lige til “Noid” mens du læser det her), og det her univers understøttede hans kaotiske og mørke show. Desværre var Yves Tumor alene på scenen, og jeg savnede virkelig et band som kunne fremvise alle de detaljer og udsyrede sekvenser, der er gennemgående i musikken.

• 

Bob Moses (CA) og HEALTH (US)

Jeg tillader mig at kommentere på koncerterne med Bob Moses og HEALTH samlet, fordi jeg egentligt ikke har så forfærdeligt meget at sige. Det blev de koncerter, der sagde mig mindst, selvom jeg ironisk nok havde savnet at se regulære bands på scenen. Selvom Bob Moses er blevet beskrevet som “elektro-house”, stod de her mest af alt bare som et halvkedeligt poprock-band, “en glad version af Interpol” sagde en ven til mig, og det var egentligt ret rammende. Det kan jo i sig selv lyde meget fedt, det var det bare ikke. I en helt anden boldgade bragte HEALTH hård dystopisk og dommedagsagtig synth til Den Grå Hal. Mens jeg overordnet godt kunne lide kontrasten mellem den blide, svævende vokal og det cementtunge instrumentale i musikken, gik det hele også hen og blev en lidt mudret kedelig affære. Man kunne dog altid lige iagttage trommeslageren, som gjorde en solid indsats.

• 

• 

Octavian (UK)

Sammen med Slowthai var landsfællen Octavian et af hovednavnene på aftenens program, og også et af de navne, jeg havde glædet mig allermest til at opleve live. Octavians indspilninger er eksperimenterende hiphop af højeste kaliber, hvor elementer af dancehall gør kroppen umulig at holde i ro. Octavian var ydmyg, men tronede på scenen, og han gjorde ligesom Slowthai en hæderlig indsats for at hype crowden, selvom klokken var blevet over et om natten. Jeg havde høje forventninger til Octavians energi, og flow, og han skuffede ikke på nogle af dem. Hans vokal stod skarpt, og rappen flød fuldstændig, som den skulle. De største hits “Party Here” og “Lightning” affødte selvsagt den største begejstring hos publikum, men jeg synes bestemt, at Octavian var overbevisende nok i hele sit materiale, til at folk nu ved, at han er garant for meget mere end bare to stærke singler. Jeg glæder mig som et lille baren til, at Octavian spiller Roskilde i år. På den rigtige scene kan sådan en koncert sagtens gå hen og blive et af de helt store højdepunkter.

• 

• 

Udover de ovenstående navne var der i løbet af aftenen DJ sets fra Professionel Dansker, Yangze og Anders Tresselt, og opvarmning før Slowthai og Octavian fra den dansk-britiske rapper FLEXLIKEKEV og MADMANMAX.