27 nye kunstnere til Roskilde Festival – bl.a. Cardi B, Jorja Smith og MØ

Foto: Cardi B//Jorda Frantzis

Cardi B tager revanche efter sidste års (fuldt tilgivelige) aflysning, mens Jorja Smith og MØ  bringer henholdsvis blød soul og hjemmebanepop til Dyrskuepladsen. Offentliggørelsen 23 nye musiknavne og fire tilføjelser til Kunst & Aktivisme.

Det er to måneder siden, vi sidst fik udvidet programmet til Roskilde Festival, som allerede tæller navne som The Cure, Robyn, Christine and the Queens og Travis Scott. Hvis du har hungret efter nye navne ligesom os, så er ventetiden heldigvis ovre nu med tilføjelsen af hele 23 nye musiknavne, der spænder mellem alt fra toppen af hitlisterne til hjertet af det danske vækstlag.

Øverst på plakaten finder du den Grammy-nominerede rapper Cardi B, som med Roskilde-showet giver sin første koncert på dansk grund nogensinde – ikke overraskende på Orange Scene – efter hun sidste år måtte aflyse sin Roskilde-booking på grund af graviditet. Også det blot 21-årige soul-stjerneskud Jorja Smith melder sin ankomst, mens melder sin hjemkomst med det seneste album Forever Neverland i baghånden.

Om (gen)bookingen af Cardi B udtaler programchef Anders Wahrén:

Vi føler selv, vi allerede sidste år havde Cardi B på det helt rigtige tidspunkt, og jeg havde selv fornøjelsen af at opleve hende i Californien sidste forår, hvor hun på trods af at være gravid i syvende måned leverede et forrygende stærkt show. Siden er hun blevet ved med at levere hits, og hendes popularitet er vel nærmest eksploderet. Så vi ser frem til at få rådet bod på sidste års aflysning.

Blandt de stadigt større navne finder du også hardcore-gruppen Bring Me The Horizon, som i fredags udgav albummet amo (hvor Grimes overraskende er med som gæst), og på hiphop-fronten disker Roskilde op med den legendariske trio Cypress Hill, som storhittede i 90’erne, og nu, efter 14 års adskillelse, er genforenet for at spille lørdag nat på Arena, som bliver deres første Roskilde-visit siden 1996.

Dem med småt og danske delights

Det er dog ikke kun de helt store navne, der springer i øjnene hos os, for der er også flere gode overraskelser at spotte i de mindre af slagsen. For eksempel er der efterhånden ingen tvivl om, at amerikanske JPEGMAFIA er en af de absolut mest interessante rappere lige nu, mens vi af flere gange har hyldet australske Stella Donnelly for hendes finurlige og personlige singer-songwriting. Ligeledes er den britiske rockgruppe Black Midi allerede i fuld gang med at cementere sig som et af de mest fremadstormende nye live-navne i hjemlandet, mens girlpool, Lucy Dacus og Julien Baker er med til at dominere den amerikanske indie-scene.

Fra Danmark – altså udover MØ – kan fremadstormende Barselona, radiohittende Hugo Helmig, Speaker Bite Me (som imponerede os meget til deres P6 Beat-optræden) og den eminente sangskriver Søren Huss se frem til at indtage hjemlandets største festival. Det glæder vi os naturligvis også til.

Du kan selv gå på opdagelse i de 27 nye navne herunder, og tjekke de nye tilføjelser til Kunst og Aktivisme ud derefter. Hold øje med Bands of Tomorrow, hvor vi i løbet af dagen udgiver en nærmere beskrivelse af vores yndlingsnavne fra dagens annoncering.

Musik

Cardi B (US)
MØ (DK)
Bring Me the Horizon (UK)
Cypress Hill (US)
Jorja Smith (US)
The Armed (US)
Barselona (DK)
Black Midi (UK)
Carpenter Brut (FR)
Fatoumata Diawara (ML)
Gaye Su Akyol (TR)
Girlpool (US)
Heave Blood & Die (NO)
Hugo Helmig (DK)
JPEGMAFIA (US)
Julien Baker (US)
Khruangbin (US)
Lucy Dacus (US)
Nakhane (ZA)
SOPHIE (UK)
Speaker Bite Me (DK)
Stella Donnelly (AU)
Søren Huss (DK)

Kunst & aktivisme

Alexander Tillegreen (DK)
assume vivid astro focus (BR)
Biba Fibiger (DK)
Ida Sønder Thorhauge (DK)

Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com