fbpx

P6 Beat rockede Koncerthuset for sidste gang

Foto: Frederik Højfeldt Nielsen
Tekst: Nicklas Krarup Larsen og Nikoline Skaarup

Lyttere, musikere og værter fik takket af med en smagfuld, afsluttende omgang P6 Beat Rocker Koncerthuset.

I 2020 lukker radiokanalen P6 Beat på grund af nedskæringer i DR. Dermed forsvinder en af de mest omfavnende musikkanaler, der med sin alsidighed og som talerør for nye kunstnere er et vigtigt Public Service-organ inden for musikken. Derfor var der også noget særligt over lørdagens P6 Beat Rocker Koncerthuset, der for syvende (og sidste) gang blev afholdt som en minifestival i DR’s storslåede koncertsal. For aftenens publikum var mere end bare koncertgæster – de var dedikerede radiolyttere, og nostalgien hang tungt i salen, der lagde rammerne for, at de elskede P6-værter kunne sige farvel med flot musikformidling, som de plejer.

Og flot er måske en underdrivelse, for aftenen var en musikalsk succes, der, udover at tage afsked med et brag, viste, hvad det egentlig er, DR siger farvel til.

Det er forfriskende i løbet af den samme aften og under det samme koncertsalstag både at høre Peter Sommers lejrbåls-afdæmpede sangskat, CHINAHS forvrængede synthesizere og Slægts metalskrig fra helvede, uden at noget af det virker malplaceret. Det velvalgte musikprogram viser igen den alsidighed, som P6 Beat har leveret siden sin start i 2011, og heldigvis var der ikke tale om forskellighed for forskellighedens skyld; næsten alle acts leverede gribende optrædener og store musikoplevelser, der endnu engang kvalitetsstemplede dømmekraften på den musikelskende radiokanal.

Vi tog del i afskedsbraget, og herunder kan du læse om aftenens koncerter og højdepunkter i en kort gennemgang:

Sterling

Det danske 80’er-klingende poprock band Sterling stod for aftenens opvarmning på Koncerthusets Foyer-scene med deres første koncert i otte år. Men selv om det var en fin gestus fra P6 Beat’s side at inddrage bandet, der efter den lange pause er nyaktuelle med EP’en Sorte Tangenter, så kan man ikke komme uden om, at det var en lunken opvarmning. Lyden fyldte ikke rigtig hele foyer-rummet ud (i modsætning til koncerterne i Koncertsalen), og selv om tonerne med Gasolin- eller TV2-inspiration klingede nostalgisk, så var det som om, at nostalgien aldrig ramte. Selv om Sterling mest virkede som et band, der var havnet i det forkerte årti, så sidder de poppede tekstbogstoner fra hittet “Lyssværd” alligevel stadig fast i hovedet i dag, så måske opvarmningen har tilbagevirkende effekt.

CHINAH

En af de øjeblikke, vi havde glædet os mest til, var at høre CHINAH‘S nye, hårdere lyd fra debutalbummet Anyone skudt ud i koncertsalens fjerneste afkroge, og bandet skuffede ikke ét sekund. De elektroniske bølger og den flotte vokal bredte sig ud over numrene “Strange Is Better” og “Everything Is New”, og især den skærende nærmest Timbaland’ske syntheziser på “Give Me Life” var – som forventet – helt vildt betagende. CHINAH’s nye lyd er et af de modigste moves på den danske musikscene længe, og den nærmest uhyggeligt hårde attitude klædte bandet, hvis elektrohav blev bakket op af hele to trommeslagere i dagens anledning.

Speaker Bite Me

CHINAH’s optræden var timet, tilrettelagt og perfekt skåret til den livesending, der kørte hele aftenen på P6 Beat og i opsætningen lignede mange af DR’s andre live-musikarrangementer. Men samtidig var det også noget helt andet. For da det danske art-støj-rockede band Speaker Bite Me gik på scenen, var det til lyden af guitarer der stemmes i stilhed og en enkelt lille kommentar fra den ene forsanger. En forfriskende uhøjtidelig intro som til de fleste rockkoncerter. Herefter forvandledes stilheden til et magisk lydinferno af magtfuld guitarlarm, der udgjorde en af aftenens største overraskelser og højdepunkter. Det nye nummer “Future Plans” blev næsten forlænget til den dobbelte varighed med en afsluttende og overdøvende støjrock-sekvens, der gik gennem hele kroppen, og der med sin tålmodige fremgang nærmest var public service-certificeret i sig selv.

Slægt

Lige så kontrastfyldt som koncertsalens organiske og symmetriløse indretning overfor den enorme, blå, firkantede klods, der omgiver salen er, ligeså kontrasfyldt var Slægts optræden lørdag aften. Fra den melodiøse og nærmest episke klaverintro fra “Burning Feathers” til det lynhurtige og nærmest tempoløse smadder i “V.M.A” sprang det populære heavy metal band fra den ene yderlighed til den anden på imponerende vis. Og så er der også bare noget helt særligt ved growlende vokaltoner, der rammer væggene på så flot en koncertsal; metal til folket.

Peter Sommer

Peter Sommer åbnede anden del af aftenen, efter alle havde været ude i foyeren og snuppe en gratis P6 Beat-øl, og hans performance var noget nær den diametrale modsætning af Slægts. Peter Sommer gik – som udgangspunkt – på scenen kun akkompagneret af sin faste makker Palle Hjorth på klaver, og det var velfortjent, at han høstede aftenens klart største bifald. Indlevelse fik en helt ny betydning, og det strålede ud af Peter Sommer, at der var noget på spil med denne specifikke optræden. Følelserne blev ikke på kompromis af hans professionalitet og erfaring, og Peter Sommer blev, så vidt vi bemærkede det, faktisk den første kunstner, der huske at vende sig om og også synge ud mod publikum på rækkerne bag scenen. Han spillede et Bremer/McCoy-samarbejde, som han, efter eget udsagn, “udsatte for lejrbålstesten” ved at spille den uden den populære jazzduo, og så udsatte han den for Mikael Simpson, som løftede nummeret med sin mundharpe (igen til stort bifald). Efterfølgende kom Søren Huss på scenen – ikke for at berige os med sin vokal – men for at supplere Peter Sommer på flygelhorn. Kunstnernes afsked med hinanden var ret rørende i sig selv og blev på en eller anden måde et symbol på afskeden generelt, og en kommentar fra Peter Sommer om, at vi kommer til at savne Mikael Simpson om formiddagen, satte en streg under, hvorfor vi fik så stor en indlevelse fra Peter Sommer.

Fribytterdrømme

Det var noget af en optræden, Fribytterdrømme skulle komme efter, og det gjorde de i stor stil. Syrerock-gruppen indtog scenen med den største coolness, og vi tilgiver en af gutterne for at have solbriller på indenfor, fordi det hele spillede så f**king fedt. Gruppen viste, hvor deres stigende succes kommer fra, og hvad det vil sige at være “sammentømret” som band, og det ændrede ikke sammenspillet, at Fugleflugtens Rasmus Yde kom på scenen. Han mente det 100%, da han sang “Hallusignaler” med forsanger Lau Pedersen, og hvis han var nervøs over at skulle spille på så stor en scene (i forhold til, hvor Fugleflugten indtil videre har spillet live), så så man det ikke. Der var ikke så meget at gøre end at læne sig tilbage og nyde den professionalitet Fribytterdrømme leverede deres sæt med. Deres koncert blev indledt af P6 Beat-vært Carsten Holm og en anekdote om det at være ‘superfan’, og udover at man forstår, at Holm havde mødt en superfan af Fribytterdrømme, så forstod man også, når man kiggede rundt i salen, hvor folk for første gang havde rejst sig for at danse, at alle de her mange mennsker var superfans af P6 Beat. Det er man vel, når man køber sin billet inden for 20 minutter efter, at de er sat til salg.

Lydmor

Som vi skrev i indledningen viste det vidtfavnende lineup, hvor bred en genremæssig palette P6 Beat har malet med, og det bekræftede Lydmor, som igen præsenterede noget helt andet. Der var noget MØ-kæk- og fandenivoldskhed over hende, da hun sagde, at hun ikke havde skrevet under på, hvorvidt hun måtte give sit besyv med til beslutningen om at lukke P6 Beat eller ej, og hun gav sig endnu engang hen til sit neon-show. Kendetegnende for flere af koncerterne var invitationen af venner på scenen, og Lydmor hev først Noa fra Velvet Volume med på guitar. Vi sad ved siden af en super dedikeret P6 Beat lytter, som, inden andet set gik i gang, undrede sig over at se en guitar i Lydmor-opstillingen. Så vidt han vidste plejede Lydmor ikke at have guitar med, og gæsteoptræden fra Noa forklarede hvorfor. Lidt efter træder endnu en kvinde ind på scenen. »Jeg tror, det er Signe fra Nelson Can, der har fået ny frisure,« hviskede han til mig, og ganske rigtigt samlede Signe fra Nelson Can bassen og op leverede lige så meget råstyrke som de to andre.

Kakkmaddafakka

Lydmor lukkede koncertsalen af, og mens folk blev gennet fra salen ud til foyeren, satte norske Kakkmaddafakka gang i deres fængende og energiske indiepop. Det var et virkelig godt valg af slutte af med Kakks ukuelige optimisme og spilleglæde, så det ikke blev for sentimentalt at slutte af med en eller anden stille serenade eller fællessang andet end den, de norske gutter fik skabt, da de meget overraskende spillede et cover af Rasmus Seebachs “Natteravn”. Kakkamaddafakka emmer af humor og har længe prædiket deres kærlighed for Danmark. Hvis Rasmus Seebach nogensinde skulle sættes i forbindelse med P6 Beat, så var det sådan her. Folk festede videre til Kakkmaddafakkas store hit “Restless” fra 2011 og svajede med til deres seneste single “Naked Blue”, og da koncerten var slut fik de de P6 Beat-værter med op på scenen, som ikke var nede i publikum og danse.

Kunstnere som MØ, The Minds of 99, Katinka, Myrkur, Benal, Bisse, Baby in Vain, Lowly og Nelson Can har alle stået på scenen til P6 Beat Rocker Koncerthuset, og denne aften røg navne som CHINAH, Fribytterdrømme og Lydmor med på listen. Nu bliver listen ikke længere, men vi takker for godt selskab og god musik og glæder os over, at alle de ovenstående navne heldigvis fortsætter med at berige os med nye toner, selvom man fra 2020 skal finde en anden måde at opstøve dem og de gode historier bag.