Årets 25 bedste sange – danske

Foto: Luster // Andreas Haubjerg

2018 har været endnu et stærkt dansk musikår, hvilket både nye og mere etablerede navne har bidraget til. Her er redaktionens 25 yndlingsnumre fra danske artister i år.

Det er efterhånden blevet tradition for os (og sådan cirka alle andre musikmedier) at samle op på året der gik, når vi nærmer os slutningen af december, og det gør vi selvfølgelig også i år. I disse dage kan du læse en serie af artikler om alt fra de bedste og mest essentielle debutudgivelser, til album og koncerter vi glæder os til at i det nye.

Herunder kan du dykke ned i 25 (ifølge os) helt fantastiske numre, som danske artister har udgivet i løbet af året inden for en bred palette af genrer.
Du kan høre alle 25 numre i Spotify-playlisten nederst i artiklen, og læse om vores 25 favoritter fra udlandet her

Jada – “Keep Cool”

2018 var et begivenhedsrigt år for Jada, som må siges at have indtaget den danske musikscene med stil. Jada har hurtigt markeret sig som en af Danmarks mest fremadstormende kunstnere, siden hun i begyndelsen af året udsendte sin kanongode debut-single “Keep Cool”. På nummeret fremviser Jada sin betagende og drømmende vokal, der, kombineret med nummerets følsomme, R’n’B-inspirerende toner, nærmest bliver en magisk musikoplevelse.

Se videoen til “Keep Cool” her.

Luster – “New Pleasure”

Luster udgav i foråret sit velklingende, selvbetitlede debutalbum, der efterfølgende ledte ham frem til Rising-scenen på Roskilde Festival i sommers. Det blev til en yderst vellykket koncert, hvor Luster helt overlegent omsvøbte publikum med sin dragende og selvdefinerede raw-pop. Debutalbummet indeholdte blandt andet “New Pleasure” – et skønt, up-tempo og feel good-nummer med dansable rytmer, fede keys, catchy guitarriffs og Lusters fængende vokal, der hurtigt kan forvandle enhver gråvejrsdag til en festdag.

Lyt til “New Pleasure” via Soundcloud her.

Coco O. – “Bled For You”

Sangerinden Coco O., der ved siden af sit soloprojekt også udgør den ene halvdel af duoen Quadron, udsendte i 2018 sin første soloudgivelse i form af dobbelt-singlen “Dolceaqua”/ “Bled For You”. Sidstnævnte er en nedtonet, akustisk perle. Den prydes smukt af sangerindens silkebløde og nærværende vokal, der på fineste vis synger om forlist kærlighed. “Bled For You” er en inderlig og ærlig fortælling, der rammer lige i hjertet, og derfor er nummeret også et af dem, vi uden tvivl vil huske fra musikåret 2018.

Se videoen til “Bled For You” her.

The Minds of 99 – “Alle Skuffer Over Tid”

The Minds of 99 har med deres tidligere albums, The Minds of 99 og Liber, markeret sig som en moderne rockgruppe, der har noget at byde på. Alligevel blev deres nyeste i rækken, Solkongen, en suveræn game changer for de fem barndomsvenner. Lige siden udgivelsen i år har de ikke haft andet end udsolgte koncerter på programmet, ligesom de gav en af deres bedste koncerter til dato på Roskilde Festival i år. Og det er blandt andet takket være nummeret “Alle Skuffer Over Tid”. Det hurtige guitarriff, de trippende keys og det pulserende beat forplanter sig i hjertet fra første takt, sammen med Niels Brandts genkendelige vokal og evne til at skrive umiddelbare og ærlige tekster. Det er et nummer, der i sig selv beviser, at The Minds of 99 kan udtrykke livet, som ingen andre formår det.

Lyt til “Alle Skuffer Over Tid” via Youtube her.

GENTS – “Empty Shell”

I foråret 2018 udgav synthpop-duoen Gents dobbelt-singlen “Moments/Empty Shell”. “Empty Shell” blev udgivet knapt et år efter udgivelsen af GENTS’ anmelderroste debutalbum About Time, og nummeret blev således et glædeligt gensyn med duoen, der efter debutalbummet ellers havde følt sig i tvivl om den fremtidige retning. Nummerets opløftende og dansable melodi, der emmer af farverige 80’er vibes, resulterer sammen med forsanger Niels Fjerskov Juhls karismatiske bartyon-vokal og den legesyge produktion i en magisk, musikalsk sammensætning, som vi vil komme til at huske fra 2018.

Se videoen til “Empty Shell” her.

Drew – “Keeping Up”

Dansk-walisiske sangerinde Drew debuterede i starten af 2018 med en ægte pop-ballade i form af singlen “Keeping Up”, der med sit powerfulde omkvæd viste sig som en sand ørehænger, og allerede ved første lyt faldt vi for Drews ærlige og sjælfulde lyd. På nummeret præsenterer sangtalentet sin imponerende vokal sammen med en ærlig, sårbar og historiefortællende lyrik, mens nummerets electropoppede melodi tilføjer det en gennemslagskraft, som er svær at glemme.

Lyt til “Keeping Up” via Youtube her.

KOPS – “Salvation”

Er man en sucker for slappin’ bass, og bøjer man sig i støvet for sangskrivning, der følger alle gyldne regler for lækre akkordfølger, breaks og catchy omkvæd, er denne kreation fra KOPS’ elektropop-univers ikke til at komme uden om. Du kan prøve, men du vil sikkert hurtigt finde ud af, at det er UMULIGT at sidde stille til “Salvation”, og derfor fortjener nummeret så afgjort en plads på denne liste. Singlen er endnu et stærkt udspil fra den danske musiker, og vi er spændte på og glæder os til at høre, hvad hans velproportionerede popmusikmaskineri vil præsentere fremover.

Lyt til “Salvation” via Youtube her.

Molina, Late Verlane – “Hey Kids”

I foråret udvidede og forfinede denne spektakulære artpop-perle Molina sit allerede forunderlige musikalske verden. “Hey Kids” er et, på sin egen måde, forfriskende nummer spækket med stærke 80’er-vibes, drevet af markante, tungt-marcherende beats og omsværmende, atmosfæriske synthersizer-melodier, som leder an til spændende og overraskende akkordprogressioner. Henover lyder Molinas smukke og luftige vokal, som i andet vers får selskab af den svenske kunster og co-writer, Late Verlane. Nummeret er en powerfuld sammenkogning af selvtillid og følsomhed, og et bevis på, at den talentfulde musiker og producer ikke er bange for at eksperimentere, udforske og udfordre sig selv i sangskrivningen.

Se videoen til “Hey Kids” her.

Benal (feat Mads Bo fra Phlake) – “Tænker Lidt På Dig”

Benal har skabt en imponerende hype omkring sig selv i løbet af de sidste par år, og efter successen med Hvis Det Virkelig Er Vigtigt sidste år udgav de igen i år en velproduceret, dansksproget hiphop-produktion i særklasse i form af Benjamin og Albert. Udgivelsen fra i år indeholder stadig den genkendelige, beat-kyndige og lyrisk velformulerende karakteristik ved Benal. Men på et nummer som “Tænker lidt på dig” viser hiphop-duoen også en anden mere melankolsk side af sig selv. Nummeret indeholder Benjamins velsmurte gloser, der først formulerer den overvældende følelse af forelskelse og dernæst irritationsmomenterne, der opstår som følge af, at selvsamme følelse er forduftet igen. Alberts understøttende, elektroniske lydlandskab er som altid vellydende og catchy, og så låner duoen Phlake-sangeren Mads Bo, hvis afbalancerede vokal gør stemningen en tand mere intim.

Lyt til “Tænker Lidt På Dig” via Youtube her.

MØ – “I Want You”

‘s nyeste album Forever Neverland er en samling af elektropop-perler, og vi vil særligt fremhæve pop-bangeren “I Want You” som en helt særlig en af slagsen. Der er en skøn sommervibe at finde i guitar-riffet i verset, så du kan bruge nummeret til at varme dig lidt på i de kolde vinterdage. Desuden er det et ekstremt solidt og hårdtslående omkvæd, som får dit humør og din energi til at skyde i vejret. Du kan med andre ord feje vinterdepressionen helt til side med det her nummer (i hvert fald i de tre minutter og 16 sekunder, som produktionen varer). Lyt til Mø og glæd dig til, at der snart (næsten) er sol og sommer over Danmark igen.

Lyt til “I Want You” via Youtube her.

Lunar – “Anyone Everywhere”

Foreløbigt er “Anyone Everywhere” og “Part 2”, som tilsammen udgør en dobbeltsingle udgivet i midten af maj, det eneste udspil tilgængeligt på Spotify og Apple Music fra den aalborgensiske kvartet Lunar. Og vi tør kun drømme om, hvad der i fremtiden kommer til at ligge på deres profil, når første udspil lyder så vanvittigt godt som det her. Gruppen nævner selv navne som Beach Boys, The Beatles og Tame Impala som musikalske referencer, men vi tillader os også at snige noget senere Arctic Monkeys ind i sammenligningen. Fælles for alle navnene er, som det også gør sig gældende for Lunar, at der bygges et til tider eksperimenterende lydbillede op omkring en simpel, men god popmelodi. Der er virkelig mange detaljer at bide mærke i på “Anyone Everywhere”, som de sjove akkordproggresioner, den lækre saxofon eller de legende basrundgange. Giv også anden del af singlen “Part 2” et lyt og luk øjnene til det mere drømmende udtryk, den tilbyder.

Lyt til “Anyone Everywhere” via Soundcloud her

Lemon Palace – “Nothing Real”

I oktober måned bød den københavnske indiepop-duo Lemon Palace på forførende og dansegarante toner, da de slap andensinglen “Nothing Real”. De to tidligere gymnasiekammerater Alex Rudniak og Frederik Engell har her begået noget af en genistreg med nummeret, der kredser om det relaterbare tema; forelskelsens omskiftelige væsen. Beatet er tight, og det pulserende rytmeunderlag toppes af med bløde synth-strøg, duoens florlette vokaler og en sprød, vandrende basrundgang. Som et ekstra drys guf for øregangen flyder en lummer saxofon hen over tracket, der alt i alt er en groovende fornøjelse.

Se videoen til “Nothing Real” her.
Læs vores Ugens Upcoming-artikel med duoen her.

Blå Nætter – “Bøjet i Neon”

I november måned gav den københavnske kvintet Blå Nætter igen lyd fra sig med udgivelsen af den dansk-klingende perle “Bøjet i Neon” – en energisk og tempofyldt indie-basker, der adskiller sig en smule fra gruppens tidligere folk-prægede lydunivers. Nummerets pulserende og nærmest insisterende beat akkompagneres af boblende synth, melodiske guitarrifs og et memorabelt hook, der looper hen over tracket. Mest iøjnefaldende er dog den knivskarpe og krøllede danske lyrik, der inviterer lytteren en tur med ud i det københavnske natteliv.

Se videoen til “Bøjet i Neon” her.

Death Machine – “Isle of Mine”

Den København-baserede firkløver Death Machine hilste i september måned efteråret velkomment med singleudspillet “Isle of Mine”, som en forsmag på gruppens kommende tredjealbum. Og vi lod os hurtigt mystificere af nummerets underspillede, men stemningsfyldte toner, der skvulpende indhyller lytteren i gruppens mytiske univers. Det laid-back beat tilføres melodiske og detaljerige sekvenser, hvor Jesper Mogensens forfinede og afdæmpede vokal flyder let hen over. “Isle of Mine” markerer et medrivende udspil fra den danske gruppe, der da også er strøget direkte ind på P6 Beats radiobølger.

Se videoen til “Isle of Mine” her.

Phlake, Mercedes – “Waited All Summer”

Phlake langede i oktober endnu et hit over disken, da R&B-bangeren “Waited All Summer” landede på diverse streamingtjenester. Endnu engang viser de to gutter, hvorfor Phlake anses for at være et af Danmarks største og mest succesfulde bands for tiden, og duoen har da også lige annonceret deres hidtil største headlinerkoncert i Royal Arena i efteråret 2019. “Waited All Summer” er en laid-back, bølgende fornøjelse, der sender tankerne direkte tilbage til de varme danske sommeraftener. 

Lyt til “Waited All Summer” via Soundcloud her.

Augustine – “You & I”

Et nummer, der virkelig har charmeret sig ind på os her på redaktionen, er den lækre pop-banger “You & I” fra den danske trio Augustine. Her byder københavnergruppen på et groovende, synth-tungt, melodisk lydunivers, der er karakteristisk for de tre gutter, og “You & I”-singlen toppes desuden af med finurlige, drillende detaljer og en varm, nærværende vokalpræstation. I denne kolde vintertid er nummeret fra Augustine-trioen et glimrende bud på, hvordan du holder fast i bare en smule af sommervarmen.

Se videoen til “You & I” her.

CHINAH – “Give Me Life”

Man mærker det her track fra CHINAH helt inde i kroppen lige fra det sekund, det går i gang, til det cirka to minutter og 50 sekunder senere er slut. Det er en virkelig massiv produktion, som har lidt den samme energi og feel som eksempelvis N.E.R.D.’s “Rock Star” og Kelis’ “Milkshake”. Forsanger Fine Glindvads attitude i nummeret passer sindssygt godt til resten af tracket, og det hele fremstår virkelig overlegent. Nummeret er taget fra debutalbummet Anyone, som udkom i starten af november og generelt viser en mere eksperimenterende og rå side af den populære trio. 

Lyt til “Give Me Life” via Youtube her.  

Soleima – “Low Life”

Det her nummer har næsten et år på bagen, som vi sidder her og skriver. Det kom ud den 5. januar og tegnede lovende for resten af udgivelserne, Soleima forkælede os med i løbet af 2018. Nummeret handler i korte træk om at få det bedste ud af det, man har, og det er indkapslet afsindigt godt i alle dele af nummeret. Der er noget opmuntrende i udtrykket. Melodien er opløftende, og de små detaljer som Soleimas udråb hist og her – eksempelvis “Sing it!” og “ha!” – giver sangen liv, præcis som det hele handler om. Der er en dejlig overensstemmelse mellem netop det her musikalske udtryk og så teksten om, at ingen drømme er for store, og hvor tekstbidder som “Watch the city from the roof // Put the world on stand-by” i samspil med resten af nummeret giver én lyst til at være en del af det her liv, selvom det kan være hårdt og ikke er det, man normalt stræber efter.

Se videoen til “Low Life” her.

Iceage – “Pain Killer (feat. Sky Ferreira)”

Det her episke nummer fra Iceages 2018-album Beyondlessviser den danske succes fra deres bedste side. Det er lige på og hårdt fra start af, og lydbilledet er så detaljerigt, at man føler, man er på opdagelse – både hele nummeret igennem, og når man efterfølgende lytter til det igen og igen. Elias Rønnefelts lidt dovne, døsige vokal passer godt til det ellers eksplosive lydbillede og akkompagneres smukt af amerikanske Sky Ferreira. Blæsersekvenserne løfter nummeret til det nærmest transcenderende. 

Lyt til “Pain Killer” via Youtube her.
Læs vores anmeldelse af Beyondless her.

Moon Loves Honey – “Not Only In My Dreams”

Tænker du “YES”, når vi siger “Tame Impala”? Så tør vi godt vædde med, at den seneste single fra aarhusianske Moon Loves Honey, falder lige i din smag. “Not Only In My Dreams” tager dig ud på en forførende drømmerejse med et twist af melankoli. Her svæver du på et tæppe af luftige, sværmende og 80’er-inspirerede keys, en eventyrlysten og legesyg bas-linje og et stålsat beat, igennem et pastelfarvet landskab med honning-åer løbende under dig. Jeppe Dengsøs vokal, der indimellem tenderer over i en indtagende falset, drysser ned over dig som stjernestøv og omfavner dig med velbehag. Det er en smuk og rørende fortælling om den ægte og perfekte kærlighed, som hovedpersonen ville ønske blev til virkelighed. Værsgo’.

Se videoen til “Not Only In My Dreams” her.

Holm – “Hope”

Der er fyret op for de fede, rå guitarriffs og der bliver for alvor leget med temposkifts på denne indierockende perle fra Yung-frontmanden Mikkel Holm-Silkjær, der i år er gået solo under det musikalske alias Holm. “Hope” sitrer hele vejen igennem af en utæmmet, rastløs og ungdommelig vildskab, som kulminer i de nonchalante og melodiøse omkvæd, der samtidig har en anelse The Beatles-klang over sig. Krydret med Holms skarpe og særegne vokal, har “Hope” virkelig gjort sig fortjent til en plads på dette års liste over bedste danske sange.

Lyt til “Hope” via Youtube her.

Goss – “There’s Just So Much a Heart Can Take”

Den tidligere Reptile Youth-forsanger Mads Damsgaard Kristiansen aka Goss, som i 2017 debuterede med EP’en Healthcare, var i år igen på banen med en ny EP med titlen Homeland Security, som igen cementerede, at Goss er et navn at holde øje med på den danske popscene. Det er “There’s Just So Much A Heart Can Take” et rigtig godt eksempel på. Det er et laid-back R’n’B-track båret frem af karakteristisk svævende synth, Damsgaards beroligende vokal og et smukt bidrag fra en kvinde, hvis navn ikke umiddelbart fremgår, men måske virker bekendt, og med sikkerhed bidrager til den ekstreme intensitet og ærlighed, man fornemmer i tracket, der handler om langdistanceforhold. Vi glæder os til at høre, hvad Goss-projektet bringer med sig i 2019. Hvis det er bare halvt så lækkert, som det her nummer, så er vi mere end tilfredse.

Lyt til “There’s Just So Much a Heart Can Take” via Youtube her.

Josa Barck – “Everybody Everywhere”

Første gang, vi stiftede bekendtskab med den danske alternative artist Josa Barck, var da han kappeklædt og kampklar leverede en gedigen, visuel koncert til dette års Uhørt Festival. I oktober måned langede han albummet Keep Your Batteries Warm over disken, der blandt andet indeholder den energiske single “Everybody Everywhere”, som strøg direkte ind på både P3 og P6s radiofrekvenser. Og vi må indrømme, at vi er gået hen og blevet ret glade for nummerets stærkt eksperimenterende lyd. Trommernes legende og pulserende beat akkompagneres af synth-pop, og hele herligheden toppes af med Barcks’ insisterende og meget genkendelige vokal (der sender tankerne i retningen af danske Figurines). Har du brug for at komme op i gear, er det bare med at sende denne energibombe over højtalerne.

Se videoen til “Everybody Everywhere” her.
Læs vores anmeldelse af Keep Your Batteries Warm her.

Fraads – “Sku Vi Ta Noget?”

Fraads har virkelig fået skabt sig et navn på den danske hiphopscene i løbet af 2018, og det er meget velfortjent. Musikken, som du kan høre mere end ét nummer af på EP’en FRYYS fra oktober i år, har en nutidig nerve, der gør den relevant, samtidig med det ikke lyder som noget andet lige nu. Det er et friskt pust på en musikscene, som har det med nogle gange at inspirere hinanden lidt for meget. Mens producer David Engelbrecht i starten gjorde sin lyd kendetegnet med inspiration fra jazz-scenen, er jazz-elementet røget til fordel for en mere psykedelisk og svævende lyd på “Sku Vi Ta Noget”, hvilket jo passer perfekt til titlen og temaet. Rapper Papa Erotic viser endnu engang flair for det danske sprog, som han leger med let som ingenting (sådan lyder det i hvert fald i det færdige produkt). Hvis du vil ruskes godt rundt og lægge øre til noget, du ikke får nogle andre steder, så hold øje her.

Se videoen til “Sku Vi Ta Noget?” her.

Takykardia – “Ritula”

Tripsoul-trioen Takykardia er endnu et dansk navn, som i den grad har ramt et eller andet nutidigt og alligevel ganske unikt. Den seneste single “Ritula” er et lille kunstværk i sig selv. Det er delt op i to dele; en meget stille, svævende og dreampoppet start, der leder op til den trippede andendel, som føles lidt som en lejeplads for de tre kunstnere. Forsanger Luna Matz’ vokal er blød og varm og klinger sindssygt godt både for sig selv, og når den omsluttes af svævende korharmonier. Det instrumentale føles lidt som en invitation til at komme med ind og lege, og den er svær at modstå. Man har i hvert fald mere end lyst til at være en del af det univers, Takykardia har bygget op på de fire minutter og 21 sekunder, “Ritula” varer.

Se videoen til “Ritual” her.

Lyt til alle 25 numre via Spotify her:

Redaktionen
redaktion@bandsoftomorrow.com