fbpx

Iceage – Beyondless

Foto: Steve Gullick
Label: Escho
Udgivelsesdato: Fredag den 4. maj 2018

Efter fire års pause på albumfronten er de danske punkrockere, Iceage, vendt tilbage til overfladen.

Iceage – Beyondless
4.5 / 5 Anmeldelse
Rating4.5

Siden Iceage brød igennem med New Brigade er interessen for de fire københavnere vokset eksponentielt med hver udgivelse både nationalt, men i særdeleshed også internationalt. Deres rå, blottede og katarsisdominerede tilgang til punkrocken kombineret med deres notoriske sky attitude over for både presse og fans har gjort dem til bannerførere for en hel musikscene. Men på trods af, at Iceage i deres spæde år spyttede det ene album ud efter det andet, er der nu gået fire år, siden der sidst har været nye toner fra bandet.

Nu er ventetiden heldigvis ovre, og et nyt kapitel er åbnet i form af Beyondless.

Så snart frontmand Elias Bender Rønnenfelt udbryder: “I can’t stop killing // and we never stop killing // and we shouldn’t stop killing” på åbningsnummeret “Hurrah”, står det klart, at Iceage på ingen måde har mistet færden af blod, siden de sidst lod høre fra sig.

Bandet spiller med en intensitet og fandenivoldsk fremdrift, der allerede her tidligt på albummet føles endnu mere potent og personlig end på tidligere udgivelser.

Tempoet bliver holdt i live på den efterfølgende ”Pain Killer”, der stilmæssigt følger det forrige udspil Plowing Into the Fields of Love – uden dog at falde i nogle af de fælder, Iceage netop faldt i for fire år siden. Bandet er modnet og blevet mere voksne, og det mærkes tydeligt, at de i langt højere grad behersker deres kompositioner end førhen.

I den modsatte grøft finder vi blandt andet “Under the Sun” og “Showtime”, der kun lige akkurat formår at trække deres egen vægt gennem musikkens tyngde. Det forbliver som altid dybt personligt, og følelsen af at Rønnenfelt krænger sit inderste væsen ud foran en katatonisk og intetanende forsamling, der ingenting kan stille op, er fuldt til stede. Inspirationen fra Nick Caves tidlige post-punk dage er heller ikke til at tage fejl af, men hvor Cave i langt højere grad virkede til at rette sine aggressioner mod verdenen omkring ham, virker Rønnenfelt mere introvert, som befinder han sig i en tilstand af katarsis.

Med Beyondless er Iceage vendt tilbage stærkere og bedre lydende end nogensinde før. Sangskrivningen er mere helstøbt, kompositionerne større og mere modige og Rønnenfelt har aldrig lydt bedre. Iceage har lige siden debutalbummet befundet sig på en kurs, der kun har taget dem én vej: opad. Og den har de tilsyneladende ingen planer om at vige fra endnu.

Tags:
,
Theis Jehl
theisjehl@bandsoftomorrow.com