10 okt Slaves – Lille VEGA

Foto: Universal Music Group
Venue: Lille VEGA
Dato: Tirsdag den 9. oktober 2018

Energisk, ekstremt, elskværdigt og engelsk. Slaves pressede på imponerende vis grænsen for, hvor meget et lille band kan udfylde i lyd, sal og sind.
[rwp_box id=”0″]
Jeg kigger til venstre. Allerede dér spotter jeg et Union Jack-flag. Jeg kigger yderligere rundt i Stauningsalen og ser en masse nittebælter, læderoutfits, mod-frisurer og paisleyskjorter. Jo, den er god nok: der er engelskhed i luften. Dette ses desuden også i barens population, der selv på denne efterårsgrå tirsdag vokser sig større og større. Hvorfor ikke følge deres eksempel, tænker jeg.
Ungdommen er godt repræsenteret i aften. Flere vennegrupper i gymnasiealderen er mødt op for at tage del i aftens forestående punkbrag. Flere af dem med stiludtryk, jeg normalt ikke ville klassificere som punk, men dét er vel i sig selv rimelig punk, og som nogle famøse briter engang sagde:” If the kids are united, they are never devided”.
Supportnavnet går på lige på slaget. Der er tale om dansk-svenske Riverhead, som kværner derudaf med en solid omgang klassisk hardcore punk fra den amerikanske vestkyst i 1990’erne. De har dog en lidt mere taktfast og groovy tilgang til stilen, der fungerer rigtig godt. Bandet er tight, forsangeren en sand naturkraft, men på en måde føler jeg, at de fire herrer næsten er FOR velspillende. De skal ikke høre et ondt ord for deres professionelle overgange fra sang til sang eller for deres veludførte samspil eller scenekemi, men når stilen netop er hardcore punk, kan jeg ikke lade være med at savne en lille smule mere – eller skulle jeg sige ”mindre”. Riverhead spiller storartet, men jeg efterlyser alligevel en lidt mere kaotisk nerve, en fornemmelse af spontanitet og nedbrud, der bør høre sig til denne slags musik.
Kaotisk nerve er til gengæld, hvad jeg og resten af Lille VEGA får spulet i ansigt, sammen med en masse sved, da den engelske punkduo Slaves indtager scenen. Slaves består af duoen Isaac Holman (trommer og vokal) og Laurie Vincent (guitar, bas og vokal), og de spiller den form for højintens DIY-punk, der bedst kan beskrives som det øjeblik, hvor den tidlige garagerocks blues-elementer krydser over og fusioneres med et ærkebritisk Oi! som den for eksempel kendes fra Sham 69.
At sige at energiniveauet er højt er en underdrivelse. Helt fra starten og mere eller mindre til slut vræler Isaac den ene vise efter den anden om hverdagens tomgang, byture og forsvundne biler, alt imens han med 10 stålarbejderes intensitet molesterer sin tom, sin lilletromme og sine to bækkener – ja, det er alt, hans trommesæt består af! Ved sin side har han sin ven Laurie (konstant omtalt som ”my friend Laurie”), der med sit hyperaktive guitararbejde akkompagnerer de minimalistiske hulemandsrytmer på en enormt fed måde.
Bandopstillingen, bestående af én guitarist og én trommeslager, er efterhånden ikke længere bare en opstilling – det er en stil. Der tilføjes næsten per automatik noget garage-merit til et band, der vælger at dyrke denne nedbarberede instrumentering. Netop indenfor garagerocken har vi siden The White Stripes set flere eksempler på dynamiske duoer, der har formastet sig til at udfordre opfattelsen af, hvor mange instrumenter, et band behøver for at skabe tilpas stor en lyd. Slaves tager denne stil ét skridt videre, men det fungerer overraskende godt. Slaves minimalistiske stil er mere end blot en fed gimmick; de får virkelig det fulde potentiale ud af hvert eneste lille instrument og instrumentel.
Gennem koncerten føler jeg dog et par gange, at lidt mere bas eller lidt mere guitar ville fylde lyden lidt bedre ud. Fraværet af en stortrommes dikterende rytme ærgrede mig da også lidt, men faktisk bliver jeg hurtig tændt af det; dette udfylder nemlig den tørst efter noget kaos og uforudsigelighed, som punken bør have. Dertil taler det også til de to blokes talent, sangskrivningsevner og karisma, at de formåede at fyre så godt op under publikum på en kedelig tirsdag aften, uden hjælp fra andet en deres få redskaber.
For fyret op, det blev der! Adskillige gange hoppede Isaas og Laurie ned til publikum, stagedivede imens de spillede og hen mod koncertens slutning erobrede Laurie sågar bardisken og gjorden den til sin lille private scene. Stemningen kom flere gange op at koge, hvilket blandt andet kunne ses i de konstante moshpits.
Slaves er fortrinlige entertainere. Der er masser af humor, spilleglæde og kærlighed til hinanden og publikum, når de spiller. Gutterne omfavnede flere gange hinanden, hvorefter de fortsatte med at traktere scenen som eksplosive hulemænd. Det er på én gang skræmmende, intimiderende og imødekommende og venskabeligt at være til audiens hos Slaves. Til trods for, at jeg personligt savnede lidt mere bund i lyden nogle få øjeblikke i koncerten, så kan jeg ikke modsige den svingende musikalitet, kaotiske nerve og charmerende intimiderende udladning af ærkebritisk punk, som jeg var vidne til denne aften.
Slaves’ seneste pladeudspil Acts Of Fear And Love udkom i sommers og kan høres på samtlige streamingtjenester. Du kan desuden læse et spritnyt interview, vi lavede med Slaves forud for deres Roskilde-koncert her.