bandsoftomorrow.com | Interview med Slaves: »Vi er ikke et popband«

Interview med Slaves: »Vi er ikke et popband«



Foto: Simon Zahrtmann

Med det tredje album ‘Acts of Fear and Love’ har den britiske punkrock-duo Slaves lavet deres mest “poppede” album til dato. Men musikken er stadig “pisse fucking tung”, som de selv udtrykker det, og selvom rocken gennemgår en depression for tiden, har Slaves skabt noget så elsket, at de kan leve af det. Den 9. oktober gæster de Lille VEGA i København. Vi fangede dem tidligere på året til en snak om det nye album, rockens plads i det moderne musiklandskab og lidt om at blive voksen.

Solen står højt over backstage-området på Roskilde Festival. Det er selvfølgelig dejligt, men på en eller anden måde havde det også passet situationen fint med et godt gedigent regnvejr og grå kontraster. Jeg sidder med punkrock-duoen Slaves fra Kent, England. De holder live i den rå, hårde guitarmusik, bands som The Clash og Sex Pistols stod i spidsen for. Det første ord på den seneste plade, Acts of Fear and Love, er “Oi”, men de gør det up-to-date med italesættelsen af nutidige problemstillinger. Første vers på åbningsnummeret “The Lives They Wish They Had” handler eksempelvis om selvpromovering på sociale medier og lyder:

Poolside-poses, but don’t fall in / You’ll remove the glow from your otherwise pasty skin / An HD self-portrait, sucking on a cigar / Leaning on the bonnet of your rented motor car / Stamped on your forehead: “approach with caution” / I have grown my muscles to an intimidating proportion / And I’m not done yet, nah watch this space / By the time I’m finished, the whole damn world will know this fucking face

Var himlen malet grå, havde regnen silet ned, og var festivalunderlaget i området skiftet ud med slidt cement, havde Slaves lignet indbegrebet af en britisk punkrock-gruppe. I den bagende sol lignede især guitarist og sanger Laurie Vincent med sine utallige tatoveringer (blandt andet et edderkoppespind på den højre side af hovedet), mørke solbriller og lille overskæg mest af alt en karakter fra serien Narcos.
Der var dog intet uhyggeligt eller faretruende over makkerparret, ikke at jeg havde forventet det. De var varme, oplagte og glade for at få lov til at tale om deres nye musik, som de her i oktober bringer til Lille VEGA.


Slaves som live act


Deres lytterskare er bred, siger Laurie Vincent, da jeg spørger, hvilke typer der normalt kommer til en Slaves-koncert.

Vi har en virkelig bred demografi fra helt unge til gamle folk, der var med på punkbølgen helt fra begyndelsen. Vores indspillede musik er måske ikke for alle, men at se os live er på en eller anden måde en oplevelse. Vi er ret anderledes live, og jeg tror, det er noget alle kan lide.

Selvom de kun er to på scenen, er de kendt for deres leveringsdygtighed udi vilde energiudladninger, rusketure af dimensioner og generelt anmelderroste koncerter, helt som det også gik dem få timer efter vores møde til deres åbning af Pavilion-scenen på Roskilde.
Hvordan Slaves skulle være som live-band, var ikke noget, de talte om, dengang de søsatte projektet i 2012. Det skete bare, at de pludselig var kendt som et live-band, siger trommeslager og sanger Isaac Holman.

Vi er ikke audio-snobber. Vi ved ikke, hvordan man indspiller musik. Mange, der bliver store på at lave musik nu, producerer på deres soveværelse fra en ung alder. For os var den eneste måde, vi kunne skabe et band på, ved at tage ud og spille koncerter. Så for os har det altid handlet om at spille live. Det er sådan, vi formede vores band, og det er sådan, folk kender os, tilføjer Laurie.

Deres live shows har selvfølgelig udviklet sig siden starten, og det show, du kan opleve i VEGA, er nok en smule mere kontrolleret, end hvad du måske havde været vidne til tidligere.

Det var en rodebutik, da vi først begyndte at spille live. Folk kunne godt lide det, men alt gik galt. Vi endte med bare at tale med publikum hele sættet igennem, mindes Isaac og fortsætter: Nu spiller vi bare flere sange, og mindre går galt.

Der var da også en episode for cirka to år siden, hvor Isaacs skulder gik af led under et spring ud i crowden, som BBC dækkede i minifilmen ‘On The Road with Slaves’.

Vi tager den lidt mere med ro nu. Der er lidt mindre hop ud i publikum og lidt mere performance. Dengang var det lidt for kaotisk, siger Isaac.

Laurie minder om, at det jo også er et spørgsmål om at blive ved med at udvikle sig. Du skal ikke bruge den samme opskrift igen og igen, siger han. – Det er kedeligt for alle. Vi vil gerne vise, at vi også godt “bare” kan stå på en scene og optræde.

Acts of Fear and Love


Jeg var kort inde på det nye og tredje album fra Slaves. Det hedder Acts of Fear and Love og kom på gaden den 17. august i år. Efter debutalbummet Are You Satisfied? fra 2015 og efterfølgeren Take Control fra 2016, er Acts of Fear and Love blevet kaldt Slaves’ mest poppede til dato. Det er noget, de har talt meget om i interviews på det seneste, og noget jeg selvfølgelig også skal spørge ind til. De spiller med på præmissen i starten, og Isaac siger, at det er sjovt at skrive popsange. Laurie tilføjer, at det også er udfordrende rent faktisk at arbejde med melodier og sangstrukturer.

Det er nemt for os bare at stå der og skrive en to minutters punksang, siger Isaac.

Ja, stemmer Laurie i; vi har nok punksange til at udgive en Take Control pt. 2. Men vi udfordrer bare os selv. Vores nye musik er stadig pisse fucking tung. Vi er ikke et popband, men der er måske sange på pladen, hvor du kan se små glimt af pop. Jeg tror, vi er ved at blive voksne, siger han og bryder ud i grin, mens Isaac joker: folk kan synge vores ord nu!

Det er fedt, at de to gutter kan tage pis på det, men i virkeligheden virker de en anelse trætte af, hvor meget medierne hænger sig i hele denne her “pop”-ting.

Jeg føler, at vi bliver ved med at sige “pop”, når det ikke er det, siger Laurie. Det lyder som om, vi er i gang med en eller anden selvransagning, som om at hvis vi ikke skriver thrash-sange, så må det være en sell-out. Men egentligt handler det bare om, at det er fedt at føle, at folk rent faktisk kan synge med på vores sange. Og så tror jeg bare, at denne her reinkarnation og skift i lyden var vigtig for os. Vi er ikke nye karakterer, det er bare en ny vinkel, og vi gider ikke gentage os selv.


»Hvis grime kan komme tilbage, kan rock også«


Det er begyndt at larme i baggrunden. Lyden af boremaskiner og hammerslag overdøver lyden af musikken fra de omkringliggende scener. “Det er et toilet, der skal laves,” får vi at vide i bedste festivalstil, og vi fortsætter genre-snakken. Hvor det før, lidt fejlagtigt måske, har handlet om pop, smides hiphop nu på bordet, og det munder i sidste ende ud i en god diskussion om rockens plads i musiklandskabet anno 2018.

Laurie og Isaac lægger ikke skjul på, at de lytter meget til hiphop. De har tidligere peget på genren som en inspirationskilde, og sagt at man ofte kan høre en rocksang under et hiphop-nummer. Jeg peger på det forrygende miks af Jay Z og Radiohead (Jaydiohead), mens Laurie får julelys i øjnene over tanken om Wugazi (Fugazi og Wu Tang Clan).

Jeg føler at attituden er ens. I vores sange er mange af ordene synkoperede, og der er meget flow i det, lidt som hos en rapper. Og hvis du sætter vores lyrics over et hiphop- eller grime-beat fungerer det ofte, siger Isaac.

Man må sige, at hiphoppen nok vinder genrekampen over rock i disse år. Det har resulteret i, at mange har erklæret rocken død, og det er sjældent, man ser offensiv promovering af nye rockbands sammenlignet med nye rappere eller popsolister. Det gider Slaves ikke græde over. Helt ærligt, så er det jo bare naturens gang.

Det er bare umoderne for tiden, siger Laurie. Der er en mangel på rock acts hele verden over. Da vi voksede op havde vi mainstream rock som Oasis og Blur. Selv indie-bølgen, hvor alle elskede Arctic Monkeys, da de kom ud. Nu er det pop og trap, der overtager verden. Der er en depression i rocken for tiden, og ingen investerer i det mere. Men derfor er det også ret spændende at være en af de unge ledende rockbands. Vi har det lidt sådan, ‘Vi har gjort det, vi har overlevet, vi er ikke gået i opløsning, vi udgiver stadig albums, og det er vores liv.’

Og alt kommer i bølger, minder han om. Grime har været yt i en periode. Laurie vil ikke sige, at den dør igen, men alle genrer kommer og går – og hvis grime kan komme tilbage, kan rock også. Jeg er bare taknemmelig for stadig at lave det, vi laver. Vi møder en masse singer-songwriters, som faktisk helst ville spille i et rockband, men har valgt at nedtone det, fordi de vil tjene penge. Så vi lever drømmen!

Jeg kan ikke lade være med at tænke, at man måske også har bedre odds som rockband i England, versus så mange andre steder. Den nylige kåring af Wolf Alice’ andet album Visions of a Life som årets Mercury Prize-vinder vidner om en musikkultur, som stadig tror på guitaren og rå riffs, sideløbende med at hiphoppen tordner frem.

Vi har så lang en historie for fed guitarmusik. Der var bands før os, og bands efter os, som stadig nailer den, så som Shame, Idles og Dream Wife. Men det føles stadig som om, at musikken er meget domineret af amerikansk kultur for tiden. På Radio 1 er 90% af det musik, de spiller for tiden, navne som Cardi B og Post Malone. Og intet ondt mod de artister, men den britiske scene føles stadig lidt som en underdog.

Ældre og mere Chilled out


Lydbilledet her i Danmark har længe forekommet mig en smule glat. Ekstremt velproduceret, smooth, blød og poleret. Teksterne handler ofte om alt andet end utilfredshed (lige på nær utilfredshed med, hvad en eller anden person, man er forelsket i, har foretaget sig af unoder). Det er på en eller anden måde det modsatte af, hvad Slaves har gang i. Selv peger duoen på et generationsclash af en art.

Det er på en måde som en ny version af beat-generationen, hvor alle bare flyder rundt. Vores generation er denne her mærkelige generation, hvor man så introduktionen af internettet. Vi husker præ-internettet, og vi ved, hvordan livet kunne have været. Generationen efter os er i internettet. De har ikke de samme bekymringer, som vi har. De har så nogle andre bekymringer, men de involverer ikke det faktum, at de længes efter noget gammelt og mere rent. Så der er det her kæmpe gab mellem os og dem der er teenagere nu, siger Laurie.

Han ser sin generation som mere fastgroet i en alder end den efterfølgende. Og det er interessant at se, hvordan rocken passer ind i det billede. Da Slaves-gutterne voksede op, skulle man tilknytte sig noget helt bestemt. Man havde idealer, peger han på.

Især der hvor vi er fra. Det var virkelig mærkeligt både at kunne lide rap og rock, hvilket vi begge kunne. Det er virkelig et interessant koncept, at børn der vokser op nu, kan være vilde med alt muligt. Men det giver også lidt slip på den “bande-mentalitet”, som jeg elskede ved punk, siger Laurie; hvor man så en gruppe og vidste, præcis hvad de var knyttet til. Det hele er lidt mere udvandet nu og generaliseret.

Slaves har stadig ting, der pisser dem af ved samfundet, ligesom de gamle punkere havde. Der er mange fejl ved England, siger de, selvom de er stolte over, hvor de er fra. Og så har de lært at se indad, når det kommer til motivationen til den hårde og aggressive lyd, de har bygget hele tre album op omkring.

Det lyder meget dybt, men jeg tror, at alle mennesker på planeten kæmper med et eller andet indeni, lige meget hvor stort eller småt det er. Alle har et eller andet, der går dem på eller gør dem vrede uden nødvendigvis at vide det. En eller anden form for ild. En masse lort pisser os af, men det handler om, hvordan man kanaliserer det ud. Og jeg tror, at jo ældre vi bliver, jo mere indser vi, hvor mange personlige ting, der siden begyndelsen har bragt os til hvor vi er nu. Bare at være virkelig frustreret over, hvad der sker i vores liv.

Men det er svært, tilføjer Isaac, at finde ind til den ild. Som vi bliver ældre, bliver vi også mere “chilled out”. Måske er det derfor, vi laver popsange nu! griner han.

Du kan opleve Slaves live i Lille VEGA i København den 9. oktober 2018 og lytte til det seneste album Acts of Fear and Love her:

Tags:
Nikoline Skaarup
nikolineskaarup@bandsoftomorrow.com