fbpx

Koncertanbefalinger // Uge 43

Foto: Say Sue Me // Jeongran Park

Endnu engang er vi klar med vores ugentlige koncertanbefalinger, som denne gang byder på 12 sprøde acts, du kan nyde glæde af i ugens løb. Vi har fremhævet fem styks, som vi synes er særligt interessante, der byder på alt fra KarriereKanon-vindere, nordiske pop-toner til Sydkoreansk indierock.

KarriereKanonen showcase: Tobias Albert, Fravær, Ravi Kumar

Hvornår: Torsdag den 25. oktober
Hvor: Walthers musikcafe
Er du i eller omkring Skanderborg på torsdag, vil vi klart anbefale, at du svinger ind forbi Walthers Musikcafe. Aftenen byder nemlig på koncert med talentspirerne Ravi Kumar, Tobias Albert og Fravær – de tre vindere af dette års KarriereKanonen. Derudover byder aftenen på et kig bag om scenen, når partnerne bag (Bandakademiet, DR og Smukfest) stiller op til paneldebat. Og faktisk så er dette event ganske gratis – så der er næsten ikke nogen undskyldning for ikke at tage afsted!
Vi har desuden været så heldige, at få lov til at lave nogle skønne videointerviews med de tre KarriereKanon-vindere, som du kan se lige her.

Jenny Wilson

Hvornår: Torsdag den 25. oktober
Hvor: Voxhall
Befinder du dig på de aarhusianske kanter, har du også her mulighed for at lade dig forføre af svenske toner, når den alternative elektropop-artist Jenny Wilson torsdag lægger vejen forbi Voxhall. Den svenske sanger debuterede i 2005 med albummet Love And Youth og er senest aktuel med 2018-albummet Exorcism”, hvor hun åbner op og fortæller om en voldtægt, hun har oplevet på egen krop. Jennys musikalske karriere startede faktisk allerede tilbage i 1997, som en del af indiepop-gruppen First Floor Power, inden hun i 2004 kastede sig over sit eget pop-rock soloprojekt.
Lemaitre + Dagny Elektronisk
Hvornår: Søndag den 28. oktober
Hvor: Pumpehuset
Der er gyldne norske toner på spil, når pop-darlingen Dagny og elektropop-gruppen Lemaitre på søndag lægger vejen forbi Pumpehuset. Med hits som “Backbeat”, “Fools Gold” og “Love You Like That” er Dagny godt på vej til at charme sig ind på den internationale musikscene. Ud over at have spillet på Trailerpark Festival gav normanden i sommers koncert på Musik I Lejet, hvor vi var så heldige at få os en snak med hende. Med sig har hun den Los Angeles-baserede duo Lemaitre, der er leveringsdygtige i elektronisk pop med et touch af soul. De norske artister har i efteråret spillet 10 koncerter sammen rundt omkring i Europa, hvor den københavnske koncert altså er den sidste destination.

Albin Lee Meldau

Hvornår: Søndag den 28. oktober
Hvor: Hotel Cecil
Er du mere i humør til de svenske toner, kan du svinge ind forbi Hotel Cecil når Albin Lee Meldau på søndag gæster det københavnske spillested. Den unge kunstner debuterede i juni måned med albummet About You, der indeholder et solidt mix af klassisk soul, funk, pop, hiphop og et lille drys blues. Ud over at have sine sangskriverevner i orden, anser den 29-årige artist sig selv som historiefortæller eller musikalsk journalist, der har fuldt fokus på at beskrive verden omkring sig.
Say Sue Me
Hvornår: Mandag den 29. oktober
Hvor: Ideal Bar 
Er du til fortryllende og stemningsfuld surf-rock, så er der god grund til at besøge Ideal Bar mandag den 29. oktober. Det Sydkoreanske indierock-band Say Sue Me lægger nemlig vejen forbi København, og giver dermed live-smagsprøver på solid, velkomponeret indie-rock. Musikken, der er inspireret af surfermiljøet I Busan samt 60’er og 90’er-pop-rock, eksekveres både på engelsk og koreansk. Den rytmiske firkløver var i foråret på banen med det andet album Where We Were Together, og på mandag har du altså muligheden for at høre lækre, musikalske genialiteter som “Just Joking Around” og “B Lover” in-concert.
 

Gå heller ikke glip af:

Maximillian – Lille VEGA, den 24. oktober
Baby In Vain – Atlas, den 24. oktober
How To Dress Well – Ideal Bar, den 24. oktober
Lightwave Empire – Atlas, den 25. oktober
Lightwave Empire – Hotel Cecil, den 26. oktober
Affiliated – The Collection, den 26. oktober
Bad Birthday + Ravi Kumar – Karens Minde Kulturhus, den 26. oktober
Rasmus Matthiesen – Atlas, den 27. oktober

Sofie Axelsen
sofieaxelsen@bandsoftomorrow.com