bandsoftomorrow.com | Dagny: »Der var ikke så meget straight-up pop in-your-face«

Dagny: »Der var ikke så meget straight-up pop in-your-face«

Foto: Universal Music

Den norske popartist Dagny optrådte i juli måned på Musik i Lejet, og i den forbindelse var vi så heldige at tage en snak med hende. Vi kom blandt andet omkring den norske popbølge, idéen bag et album og om at optræde med bare tæer.

Det er ikke mere end en times tid siden, at Dagny har brilleret på den næststørste scene på Musik i Lejet, den Tisvildeleje-baserede strandfestival. Jeg står i backstage-området og venter på at komme til at tale med den 28-årige sangerinde, som selvfølgelig lige skal have et kort pusterum efter koncerten. Da hun dukker op i indgangen til artist-delen af området, ser hun lettere overvældet ud ved synet af de mange festglade festivalgæster. Men da vi får øjenkontakt, kommer smilet frem på hendes læber, og straks kan jeg genkende den Dagny, jeg kort forinden har oplevet på scenen.

Vi træder ind i et mere stille område, og interviewet kan gå i gang.

Et større format


Vi kommer hurtigt ind på forskellen mellem at udgive singler og et fuldt album, og Dagny tør ikke svare på, hvornår hun mon udgiver et album, for i flere år har hun nu under diverse interviews sagt, at det er “lige rundt om hjørnet.” Men hun fortæller til gengæld lidt om sit eget forhold til hele album-konceptet, og hvorfor det har en langt større betydning for hende som artist end ‘bare’ at udsende singler:

“Jeg hører ikke nødvendigvis til en generation, der har et forhold til album, men JEG har et forhold til album. Så for min del har det været et overordnet mål siden jeg startede, at det skal blive til et album. Men det følger med, at du udvikler dig altid, og du lærer dig selv at kende på nye måder, og du får arbejdet sammen med en masse forskellige folk. På den måde har jeg udviklet, hvad jeg føler er mit udtryk. Så det har egentlig været naturligt at bruge de her to år på at udgive singler, men nu er jeg begyndt at arbejde mig hen imod et album.”

Med albummet forsøger hun at tænke i et lidt større format og perspektiv, for som hun selv påpeger, vil man som fan ikke nødvendigvis kun høre singler, men har derimod brug for et album for at få et (tættere) forhold til musikken og artisten bag.

Albums betyder også meget for Dagny som person, og ikke kun for hendes karrieres vedkommende. Hun er især inspireret af Ryan Adams:

“Med ham er det sådan, at når han udgiver et album, sidder jeg bare og venter på Spotify eller Apple for at få det hentet ned og lyttet til det. Det gør jeg ikke med SÅ mange artister, men jeg vil sige, at inspirationer over lang tid er Joni Mitchell, Ryan Adams, og langt mere Björk nu, det sidste år. Og så elsker jeg nye svenske artister som The Knife, det er sådan lidt anderledes, men virkelig cool.”

For Dagny er det bedre med et større format, fordi hun har opdaget, at hun i højere grad bliver glad for de sange, der ikke har været udgivet som singler, men som man kun finder ved at lytte albummet igennem. Den form for effekt vil hun gerne selv kunne have på sine fans:

“Man drømmer om at få et publikum, som har et forhold til alt det, der ikke nødvendigvis er singler, men som rent faktisk lytter til det hele.”

Den nordiske popbølge


Da jeg først nævner min interesse for upcoming og ny musik, siger Dagny lettere ironisk:

“Jeg har været upcoming de sidste ti år, så det passer vældig godt at sige for mig.”

Men så kommer vi lidt ind på den meget aktuelle nordiske popbølge, som tæller kunstnere som Astrid S, Anna of the North og ikke mindst danske MØ. Men spørgsmålet er, om Dagny ser sig selv som værende en del af den bølge?

“Det håber jeg. Det føler jeg absolut. Jeg føler, at det er en speciel vej i den bølge, for det er egentlig en gruppe af artister, som hepper meget på hinanden. Jeg er meget ‘picky’ med musik, men kan oprigtigt sige, at jeg lytter meget til vældig mange af de nordiske artister. MØ var en stor inspiration for mig, da jeg først begyndte. Og da jeg startede i Norge, så var der ikke særlig meget musik, som var sådan lidt organisk. Det var lidt mere elektronisk, lidt Björk-inspireret – der var ikke så meget straight-up pop in-your-face.

Men det føler jeg, at der er kommet mere af, og det er sådan noget musik, jeg bare elsker at lytte til. Sådan noget som Tove Lo og Tove Styrke lytter jeg meget til, Sigrid selvfølgelig, altså, jeg synes, det er ‘top’ – og også MØ.
Og det er egentlig ret cool at føle, at man er en del af det.

For som jeg sagde, så er man sådan ‘Yes!’, man hepper på hinanden og er ikke bange for at sige, at man er blevet inspireret af det. Jeg synes, det er fedt, at man bliver inspireret af hinanden, og dét er jeg blevet. Måske er jeg blevet mere inspireret af dem end af meget andet musik, jeg har lyttet til, fordi jeg har mere tilfælles med dem. Altså, jeg elsker Ryan Adams, jeg elsker Joni Mitchell, jeg elsker mange gode artister, som ikke nødvendigvis har noget med min musik at gøre. Men de her artister bliver jeg inspireret af, fordi jeg kan genkende mig selv i det, de gør.”

Festivaler og farvede tånegle


Jeg spørger Dagny om de bedste og værste shows, hun har prøvet på egen krop – altså, hvor hun selv stod på scenen. Hun kommer ikke frem til en egentlig koncert, som har været særligt slem, men påpeger dog, at:

“Den første festival hvert år er lidt vanskelig. Den er ikke den værste overhovedet, men det er vanskeligt, fordi du kommer fra club-turnéen, du kommer fra at have været i et mørkt rum og et publikum, som er der kun på grund af dig. Og når du så kommer på festival og står der i lyset, og folk ligesom bare er der, så må du på en måde vænne dig til det. Det er en helt anden setting, og det tester ligesom, om dén her produktion fungerer i dagslys, og når det stadig er lyst udenfor, i forhold til det mørke rum. Så det er altid interessant.”

Dagny har lidt svært ved at svare på, hvilket show denne sommer, der har været det bedste, og henvender sig derfor til sit forbipasserende bandmedlem Harry, og spørger ham. Han svarer: “Tonight, of course.”

Harry er tydeligvis en rutineret musiker, der ved, at han skal please den danske skribent (mig) ved at fortælle ham, at koncerten i hans land har været den bedste. Jeg morer mig lidt over det, men Dagny er – noget mere oprigtigt – faktisk meget enig med sin semi-jokende trommeslager:

“I aften var faktisk pretty fucking great. Jeg elskede det. Det var også fedt, fordi jeg var meget spændt på, hvordan det ville være at spille i et land, vi har spillet så lidt i. Og så blev det bare rigtig godt. Det blev så fint, og det var så sjovt at være der.”

Under koncerten bemærkede jeg, at Dagny havde bare fødder. Det bliver jeg selvfølgelig lige nødt til at spørge hende lidt ind til:

“Jeg er jo en Dok Martins-person, og jeg går i Dok Martins hele året rundt. Og så føler jeg bare, at når du er på scenen, så må du på en eller anden måde være grounded til scenen. Du skal kunne bevæge dig frit uden at føle dig helt kluntet – jeg er kluntet nok som det er, jeg er sådan lidt akward og weird, så hvis jeg skal have stilletter på, imens jeg gør det, jeg gør, så fungerer det bare ikke.

Så jeg prøver altid MED mine Dok Martins på, men ligesom i dag, så indser jeg efter to sange, at det her, det bliver super stift og jeg kan ikke hoppe og være med. Jeg kan ikke være mig selv, så det bliver ofte barfodet i stedet.”

Så er det jo meget heldigt, påpeger hun helt stolt, at hun har farvet sine tånegle i dagens anledning.

Holy Mother of Cannoli


Dagny har altså ikke så meget erfaring med at spille i Danmark. Hun har før optrådt i VEGA, men på det tidspunkt havde hun ikke udgivet så meget musik. Så hun kan godt mærke, at her (på Musik i Lejet) har publikum et lidt bedre forhold til musikken – de kendte sangene og sang med under koncerten. Det er fedt for sangerinden at opleve, at der er sket en udvikling. Og så synes hun, at det danske publikum virker meget søde og rare, hvilket man som dansker jo kun kan blive glad for at få at vide.

Men selvom erfaringen her i Danmark ikke rækker så vidt, så er Dagny og hendes band altså ikke uvante med at stå på scenen. Sidste år var de booket til 36 shows på festivaller og lignende, hvilket var hektisk, men også sjovt.

I år er der (kun) 18 koncerter, og dette giver bandet muligheden for at nyde sommeren på en lidt anden, og måske mere normal, vis:

“Det blev ikke nødvendigvis for meget sidste år, men denne sommer har jeg for første gang i flere år været i haven og grillet mellem lydprøver, og du kan holde en fest og gå til andre koncerter, når du er færdig, for du skal ikke nødvendigvis videre til tre andre shows bagefter. Og igen, når man snakker om inspiration, tror jeg, det er vigtigt, at man som turnerende musiker også oplever live-musik. Det er meget få, som går ud og lytter til andre – ej, det er jo en super-generalisering! Men for mit vedkommende har det været vigtigt at høre andre artister.”

Dette leder mig til at spørge ind til artistens bedste koncertoplevelse, hvor det ikke var hende, der stod på scenen. Her nævner hun en anden norsk artist, Gabrielle (som vi her i Danmark nok bedst kender fra SKAM-megahittet “5 fine frøkner”). Dagny er så vild med hende, at hun er nødt til at ty til brugen af en siciliansk dessert-kage for at beskrive sine følelser omkring hende:

“Hun er bare HELT rå. Det er bare sådan, ‘holy mother of cannoli’, hun er så god. Det bliver jeg inspireret af, og hende har jeg set flere gange både sidste år og i år. Jeg husker mange koncerter, som har været inspirerende i løbet af de sidste seks år. Men hvis jeg ligesom skal skære ned, så må jeg sige, at hun skiller sig ud.”

Norge, USA, Europa – og Danmark!


‘Du har ikke været så meget i Danmark – har du primært optrådt derhjemme?’, spørger jeg Dagny. Til det svarer hun, at hun mest har spillet i Norge og i USA. Hun har desuden boet i London i seks år, så i den periode optrådte hun selvfølgelig også en del derovre. Alligevel er det USA, der tager prisen for størst mængde af publikum:

“Der, hvor jeg har følt, at vi har mest publikum, det har været i USA.”

Bandet har været på to turnéer i USA. De var afsted i to måneder sidste efterår, og har netop været på en tre uger lang turné her i foråret. De skal også på Europa-turné dette efterår – hvor de blandt andet lægger vejen forbi Pumpehuset i København d. 28. oktober.

Men hvad er så forventningerne til det europæiske publikum?

“Jeg har egentlig ikke nogen forventninger, og det mener jeg altså ikke på en negativ måde. Jeg har aldrig spillet i Europa før, og jeg føler, at publikum kan være meget forskellige hvert sted du er. Så jeg føler, at det bliver helt forkert, hvis jeg kommer der og forventer, hvordan de skal være.

Altså, til en koncert, der forventer jeg, at folk tør give lidt af dem selv, fordi VI giver lidt af os selv. Så jeg forventer jo, at hvis du kommer til en koncert, så er du der, fordi du gerne vil opleve noget positivt. MEN i og med at jeg aldrig har været på en Europa-turné, så er jeg egentlig mere bare spændt på, hvordan det mon bliver. Jeg forventer aldrig særlig meget af steder, jeg ikke har været før.

Min karriere har hele tiden været at bygge én sten på af gangen, og sådan har jeg altid oplevet det. Det er også sådan med Europa: jeg forventer, at vi måske må gøre det en eller to eller tre gange, før vi kan forvente, at det er et publikum, der har et forhold til musikken. Selvfølgelig hjælper det, når man har singler. Og selvfølgelig hjælper det, at verden er blevet mere international, og alt er meget lettere tilgængeligt. Men folk i Tjekkiet kommer jo og hører os for første gang. Så jeg har mere en forventning til mig selv end til dem.”

Justerer du så dit show i forhold til, hvordan publikum opfører sig?

“Det ville være at lyve at sige, at man ikke bliver påvirket af det. Du skal jo lave det samme show uanset hvad, og det sidste, min lydmand sagde til mig i dag, var: ‘Dagny, selv hvis det kun er de to venner, som står foran scenen, og ingen andre, så skal du stadig levere det, du skal levere’. Men selvfølgelig, hvis du spiller for et publikum, som giver sig vældig meget, så giver du dig mere. Og hvis det er et publikum, som er mere personligt, så snakker du måske mere. Det er jo ligesom, når vi sidder her. Man prøver jo på at finde ud, hvordan dynamikken er.”

Som en sidste kommentar, inden interviewet må afsluttes, fordi der er flere, der er interesserede i at snakke med den norske stjerne, siger hun med et smil på læben:

“Folk må komme til koncerten i København til oktober!”

Jamen så ses vi dér, Dagny!

Martin Rahbek
martinrahbek@bandsoftomorrow.com