28 sep Den københavnske Sorte Firkant Musikfestival 2018 løfter sløret for det endelige program
Foto: Snail Mail // PR
Den Københavnske musikfestival Sorte Firkant har netop løftet sløret for det endelige program, der fuldendes med de to artister Bande de los Apaches og Blood Child.
For tredje år i træk har du mulighed for at få musikalske oplevelser midt på Nørrebro, når den alternative musikfestival Sorte Firkant løber af stablen fra den 8. til 11. november. Hele 25 koncerter afholdes på 4 koncertdage, på venues i og omkring den sorte firkant på Nørrebro, heriblandt Spillestedet Stengade, Koncertkirken på Blågårds Plads, Blågårds Apotek, Støberiet, Blågårdens bibliotek, Caféen Sorte Firkant og Brorsons Kirke.
Festivalen har netop løftet sløret for det fulde program, som udgøres af et ret så imponerende udvalg af danske såvel som internationale navne, der gæster de forskellige spillesteder og settings i Kbh N. De sidste to navne der er føjet til plakaten er Bande de los Apaches og Blood Child, som et ekstra touch til den alternative festivalplakat.
Ud af de 25 artister er vi især svært begejstrede for at se den unge indie-rock sanger Snail Mail på festivalplakaten. Bag kunstnernavnet gemmer sig den blot 19-årige amerikaner Lindsay Jordan, der allerede har supportet for og touret med kunstnere som Priests, Waxahatchee, Girlpool, Japanese Breakfast og Belle & Sebastian. Allerede i 2016 debuterede den unge artist med EP’en Habit, og fulgte i juni måned op på dette med debutalbummet Lush. Tidligere på året strøg hun direkte ind på listen over de kunstnere man ikke måtte gå glip af på dette års Great Escape Festival – og befinder du omkring Nørrebro i denne festivalweekend anbefaler vi klart, at du lægger vejen forbi, når hun spiller i København.
Er du til eksplosiv og psykadelisk indierock, bør du smutte ind forbi når den dansk-svenske gruppe Black Light White Light gæster en af de mange Nørrebroscener. Det Malmøbaserede band udgav tidligere på måneden debutalbummet Horizons, som de modtog mange prisende ord for. Du har også mulighed for at opleve det danske rockband The Entrepreneurs folde sig ud til den Sorte Firkant. Denne trio udgav i sidste måned den lækre single “Joaquin” som en teaser for deres kommende debutalbum Noise & Romance, der er på gaden 1. februar 2019. Derudover kan du nyde tonerne fra We Are The Way For The Cosmos To Know Itself og det UHØRT-aktuelle Aarhus-band Yune – ja vi kunne faktisk blive ved! I det hele taget har vi optur over det sammenstrikkede program, der synes at have noget for en hver smag på menuen.
Yderligere navne er at finde på Sorte Firkant-plakaten:
As2o3
Bande de los Apaches
Black Light White Light
Blood Child
Boundaries
Collider
Deer Mx (MEX)
De Forbandede
Dune Messiah
Kogekunst
The KVB (UK)
Kælan Mikla (IS)
Lee Ranaldo (US)
Listener (US)
Lowlife Brotherhood (US/SE/DK)
Modern
Måneskjold
Nothing (US)
Orcas
Leizure
TSS