Foto: Stella Donnelly//PR

Vi drager igen i år til Brighton for at deltage i den gigantiske festival The Great Escape. Skal du også afsted, eller er du nysgerrig på, hvem vi blandt andet er kommet for at opleve, så læs med her. 

Risikoen for at få følelsen af FoMo (fear of missing out) er ret stor, når man ved, at den kommende Adele, Ed Sheeran, MØ, Charli XCX, The Kooks og Sufjan Stevens gemmer sig et sted blandt de mere end 450 acts, der over tre dage indtager den britiske kystby Brighton. Vi har prøvet at skære feltet bare en lille smule ned ved at pege på 35 navne, du ikke må misse (og ja, så skal der stadig løbes stærkt!)

Der er lige tre grupper af artister, der også pryder årets lineup, men som ikke er blandt de 35 navne. Vi siger det lige én gang for alle: Tjek dem ud også!
Der er nemlig også danske navne på programmet. De er få, men de er der, og det er et stærkt felt bestående af Simone Tang, K-phax, Kops, Maximillian, M.I.L.K. og Nelson Can. Så er det på det rene.
Derudover er der også en række lidt større navne, der lægger vejen forbi. Det drejer sig om BØRNS, ALMA, Novelist, Liv Dawson og Sam Henshaww – dem må du også forsøge at nå forbi!
Sidst men ikke mindst, er der en håndfuld navne, som vi den seneste tid har skrevet en del om, og har anbefalet af flere omgange på lister lig denne. De er stadig pissefede, så fang dem også: Hak Baker, Dream Wife, Nilüfer Yanya, Sassy 009, Goat Girl og Pale Waves.

Og med alle de ovenforstående forrygende bud på koncerter, du ikke må misse, så kommer der her 35 nye navne, vi glæder os helt vanvittigt til at se.

ALASKALASKA (UK)

Hvornår: Lørdag kl. 20.15
Hvor: Horatio

Super velklingende indie/artpop er én måde at beskrive ALASKALASKA på. Seksteten er ekstremt detaljeorienteret, som man blandt andet hører på den seneste single “Meateater” fra april i år (lyt eksempelvis efter blæseren, der sniger ind på dig i baggrunden). NME har udnævnt dem som “The UK’s most eclectic new live band”, så det ville næsten være en skam at gå glip af, hvis det er rigtigt. Den kreative sekstet er stadig et meget nyt act, og den længste udgivelse, de indtil videre har været på gaden med, er den blot fire-numre-lange EP Alaskalaska – EP, som gruppen udgav sidste år via Marathon Artists. Men det er altså nok til at spå om, at gruppen er værd at holde øje med i fremtiden – og som minimum fange lørdag aften på Horatio.

Alice Boman (SE)

Hvornår: Lørdag kl. 21:30
Hvor: Unitarian Church

Svenske Alice Boman har for nyligt udgivet singlen “Heartbeat”, som er forløber til hendes kommende debutalbum. Sammen med 2017-singlen “Dreams” er der her sangerindens første udspil siden to succesfulde EP’er i henholdsvis 2013 og 2014, Skisser og EP II. Begge EP’er er produceret ved hjælp af en håndholdt optager og bedsteforældrenes gamle klaver, og Boman havde egentlig tænkt dem som udkast til en senere studieindspilning. Men der er en ganske særlig melankoli og inderlighed ved den her form for indspilning, og derfor endte det med, at hendes “skitser” blev udgivet – og tilsyneladende er det den samme lyd, hun har søgt med de nye singler. Læs mere om den nyeste, “Heartbeat”, lige her. Du kan også nøjes med at lytte til den herunder:

Ama Lou (UK)

Hvornår: Fredag kl. 19:30
Hvor: Shooshh

Med soul’et, minimalistisk elektro-r’n’b synger Ama Lou blandt andet om “Black Lives Matter”-bevægelsen og kombinerer sin klassisk trænede vokal med masser af elektroniske vibes. Hun har for godt to måneder siden udgivet EP’en DDD, som inkluderer et tredelt videoprojekt, hvor man følger en ung Ama Lou-karakter i et LA-baseret kriminelt gademiljø. De tre videoer foregår til sammen over en enkelt dag i karakterens liv, og derfor står EP-titlens bogstaver for “Dawn, Day, & Dusk”.
Som en ægte DIY-artist har Ama Lou selv skrevet og produceret musikken, og videoerne har hun lavet i samarbejde med sin søster Mahalia.

AUÐUR (IS)

Hvornår: Torsdag kl. 11:15
Hvor: The Walrus

Islandske Audur blev i 2016 kåret til “Newcomer of the Year” ved Icelandic Music Awards, og sidste år var han både aktuel med det velproducerede album Alone i februar, og det virkelig lækre singleudspil “I’d Love” i oktober. Nu er han klar til at gæste The Great Escape med sine elektronisk bårne kompositioner, som fornemt kombineres med lyden af en spansk guitar og den svagt slørede, blødsødne og iørefaldende vokal. Vil du vide mere om det islandske stjerneskud, kan du se her, hvad han svarede på vores Ugens Upcoming-spørgsmål, da han var en del af artikelserien af samme navn.

Bruno Major (UK)

Hvornår: Torsdag kl. 22:00
Hvor: Beach House

Hvis du gerne vil helt ned i gear, er Bruno Major the way to go. Sprød stemme, smooth guitarspil og lækre klaverakkompagnemanter baner vejen for hans slow-tune-baserede produktioner med masser af chill-vibes. Lige som Audur har denne britiske skønhed også været Ugens Upcoming her på Bands of Tomorrow – den kan du tjekke ud her. Og så er hans 2017-album A Song For Every Moon desuden et koncept-album udgivet som 12 singler: én for hver måned – én for hver måne. Det kan du læse mere om lige her.

Connie Constance (UK)

Hvornår: Fredag kl. 22:15
Hvor: Beach House

Connie Constance står virkelig festival-stærkt pt. Ikke nok med, at hun skal spille til The Great Escape nu på fredag, så har hun også fire festival-optrædener på programmet i løbet af næste uge. Hun har desuden lige udgivet singlen “Yesterday”, som du kan læse mere om her. Den britiske sangerinde er med andre ord højaktuel lige nu, og får vores varmeste anbefaling – ligesom hun gjorde, da hun havnede på vores 2018-anbefalinger for internationale artister (18 internationale navne du skal holde øje med i 2018). Musikalsk byder hun på en form for spacy indierock med masser af soul- og jazz-elementer. Hun skaber på den måde et interessant lydunivers, som har en meget dragende karakter. Det er bestemt ikke kedeligt at lytte til, og hvert nummer har en særegen karakter og viser en ny side af Connie Constance.

Dizzy (CA)

Hvornår: Torsdag kl. 15.00 / Fredag kl. 00.15
Hvor: Green Door Store / Green Door Store

Canadiske Dizzy fandt sammen på baggrund af et fælles ønske om at undslippe kedsomheden i en forstad i Ontario, og det er der kommet noget virkelig smuk musik ud af. De fangede allerede vores opmærksomhed med debutsinglen “Swim”, som er en sindssygt medrivende alternativ popsang med en stærk melodi i centrum leveret med forsanger Katie Munshaws dragende vokal og omhyllet af drømmende, svævende kompositioner. De tre andre singler, der efterfølgende er kommet fra canadiernes hånd, har kun bekræftet os i, at de har fat i noget helt rigtigt.
Du kan lære Dizzy meget bedre at kende i vores Ugens Upcoming-feature her.

Læs også  Ansøgningsfristen til musikbrancheforløbet Innovative Music Management nærmer sig

Dizzy Fae (US)

Hvornår: Lørdag kl. 13:15
Hvor: Bau Wow

Vi skal til endnu en kombination af den elektroniske base og den soul’ede sangerindestemme. 19-årige Dizzy Fae fra USA har tidligere i år smidt Free Form (Mixtape), som i første omgang kun lå på Soundcloud – i ægte mixtape-stil – men nu er udgivet på diverse streamingtjenester. Som vi tidligere har skrevet om mixtapet, er der stor variation i Dizzy Faes produktioner. Men det var nu særligt singleforløberen “Don’t Hate For Me”, der allerede sidste år fangede vores opmærksomhed og var medvirkende til, at sangerinden havnede på vores liste over 18 internationale navne, du skal holde øje med i 2018 – og vi synes bestemt stadig, at du skal holde øje med hende. Mixtapet skuffer ikke og holder den røde tråd hele vejen igennem, så vores forventninger til hendes optræden på The Great Escape er tårnhøje.

G Flip (AU)

Hvornår: Torsdag kl. 17.30 / Fredag kl. 17.00 / Lørdag kl. 15.30
Hvor: Beach Club / Beach Club / Beach House

Australien har nogle sindssygt stærke artister på The Great Escape-programmet i år, og G Flip er helt klart en af dem. Hun er også en af de dér artister, der har formået at komme frem på musik produceret på soveværelset. Georgia Flipo både synger, producerer og mestrer et hav af flere instumenter, blandt andet trommer, som hun faldt for i en tidlig alder. Sandsynligheden for, at du har hørt hendes debutsingle “About You” er ret stor, og det er ikke mærkeligt, for der må være mange, mange derude, der har lyst til at sætte den på – og så igen bagefter – og så igen, og igen og… Nummeret har hun selv produceret, hvilket, sammen med hendes smukke vokal, er med til udstille det format, Melbourne-popmusikeren viser. Rygterne siger forresten, at hun blæste publikum bagover på SXSW i år.

Grace Carter (UK)

Hvornår: Torsdag kl. 21:30 / Fredag kl. 18:00
Hvor: Sallis Benney Theatre / Beach Club

Lige som Dizzy Fae, er Grace Carter også en blot 19-årig amerikansk sangerinde. På den netop udgivede “Saving Grace” demonstrerer hun storslåethed på bedste pop-manér, imens den forrige 2018-single “Silhouette” er mere balladepræget. Fælles for begge sange er, at Carters stemme er i spotlight. Og sikken en stemme, hun har. Efter vores mening kan det sagtens være denne fyldige og kraftfulde vokal, der har været grunden til, at hun varmede op for Rag ‘n’ Bone Man i Forum den 26. februar i år. Hun er med andre ord brandvarm, når hun gæster The Great Escape. Og bare for at være sikker på, at alle får hørt hende, har festivalen valgt at sætte hende på spilleplanen to steder – så der er ingen undskyldning for ikke at tjekke unge Grace Carter ud. Få en forsmag lige her:

Haiku Hands (AU)

Hvornår: Torsdag kl. 15.30 / Lørdag kl. 21.15
Hvor: Komedia / Horatios

Haiku Hands er endnu et virkelig interessant navn på den australske musikscene, og så er det et af de dér acts, der har opbygget hype overvejende på baggrund af deres energiske live shows – rimelig godt bud på, hvorfor du skal fange dem på festivalen i år. Men ingen medrivende live performances uden den medrivende musik, og den har Haiku Hands selvfølgelig også i form af de indtil videre to singler “Not About You” og “Jupiter”. Er du faldet på røven over et navn som Superorganism på det seneste, skal du måske spidse særligt ører. Det er ikke fordi, de lyder ens, men der er den samme farverige og “musikken-er-min-legeplads”-agtige tilgang til lydbilledet, der trækker på mange forskellige genrer, som både pop, hiphop, dance, electronica og disco. Lyder det godt? Helt vildt!

Hatchie (AU)

Hvornår: Torsdag kl. 12.50 / Fredag kl. 12.15 / Fredag kl. 18.00
Hvor: Komedia / Horatios / The Arch

Der er en grund til, at acts som Cocteau Twins (i sin tid) og Beach House har vundet så stor kærlighed for deres dreampop. Og det er fordi, dreampop er sindssygt dejligt at lytte til. Sådan er det, og det bekræfter lyden af australske Hatchie også. Vi føjede hende i slutningen af april til vores ‘Ugens Uimodståelige’-playlist, da hun slap singlen “Sleep”, som spredte sig som en steppebrand på den internationale blogssfære. Svævende og drømmende lydbilleder, en smuk vokal og stærke popmelodier er grunden til, at Hatchie skal highlightes i dit program lige nu og her. Debut-EP’en Sugar & Spice (som blandt andet indeholder “Sleep”) er på gaden den 25. maj.

IDA MAE (UK)

Hvornår: Torsdag kl. 18.30
Hvor: Unitarian Church

De to tidligere frontfigurer, Chris Turpin og Stephanie Jean, fra det britiske garage/bluesrock band, Kill It Kid, gjorde sin entré på den internationale musikscene tilbage i 2009. De udgav deres selvbetitlede studiealbum samme år, og udsendte det via det London-baserede pladeselskab One Little Indian Recordings. Et selskab, hvor roosteren tæller sværvægtere som Björk og McCartney. Albummet høstede et utal af roser hos blandt andet NME og Clash Magazine. I dag opererer de karismatiske musikere, Chris Turpin og Stephanie Jean, under pseudonymet IDA MAE. I den nye konstellation udgav de deres debutsingle ”Feel Them Getting Closer” sidste år. IDA MAE byder på støvet, landevejsblues med et moderne touch. De to sangeres vokalharmoniseringer i kombination med den legesyge slideguitar gør IDA MAE til et interessant indblik i den moderne rockmusiks populære tendenser, der bestemt egner sig i en livekonstellation.

Insecure Men (UK)

Hvornår: Torsdag kl. 21.30
Hvor: The Haunt

Britiske Insecure Men er lidt af en superduo bestående af Saul Ademczewski, tidligere guitarist i Fat White Family, og Ben Romans-Hopcraft, frontmand i gruppen Childhood, der sidste år leverede et helt genialt andet album. Sammen laver de vintage/retro-klingende indiepop, der luller dig ind i en optimistisk, chilled down stemning, du ikke rigtig har lyst til skal forlade dig… nogensinde igen. Duoen udgav i februar i år deres selvbetitlede debutalbum via Fat Possum, og der er masser af guld at grave efter i de 11 tracks.

Japanese Breakfast (US)

Hvornår: Torsdag kl. 23.15
Hvor: Komedia

Amerikanske Japanese Breakfast er et af de lidt større navne på programmet. Hendes længselsfulde, drømmepop har sneget sig ind på livet af mange, og med god grund. Det er nok noget af det mest behagelige musik, du kan forkæle dine ører med for tiden. Det er kun ganske kort tid siden, at Michelle Zauner, kvinden bag, lagde vejen forbi Lille VEGA til en koncert, vores anmelder kvitterede med fire ud af fem stjerner og ordene: “Hun sendte med sit store humør publikummet berørte ud i det solrige, danske forår.” – det må hun gerne gøre igen torsdag i Brighton!

Lewis Capaldi (UK)

Hvornår: Lørdag kl. 22.30
Hvor: Coalition

Da skotske Lewis Capaldi tidligere på året gav koncert på by:Larm Festival i Oslo, spillede han sig lige ind på vores liste over top-øjeblikke fra festivalen. For nylig lagde han stille og roligt vejen forbi Royal Arena som opvarmning for Sam Smith, og vi er sikre på, at han også dér har smeltet et hjerte eller to. Han er helt ydmyg på scenen, og en smule akavet (på en meget charmerende måde) mellem numrene, men så snart han åbner munden og lader sin klassiske singer-songwriter-pop flyde ud over publikum, glemmer man alt omkring sig. Han har en vokal som få, og en sans for sangskrivning, der sidder lige i skabet.

Læs også  #TGE18, dag 3: Sam Fender, G Flip, ALASKALASKA, Haiku Hands, Conner Youngblood, Ten Fé

Lo Moon (US)

Hvornår: Fredag kl. 20.30
Hvor: Coalition

Da vi i starten af året satte Lo Moon på vores liste over 18 internationale navne du skal holde øje med i 2018, var det på baggrund af ganske få singler, der med et dragende, melodisk og storladent alternativt univers pirrede vores interesse. Siden da er samlingen af musik fra den LA-baserede trio blevet større med udgivelsen af deres selvbetitlede debutalbum fra februar i år. Det er kærligheden til Lo Moon kun blevet større af, og en eller anden dag gad vi altså rigtig godt se dem på et stadion et sted – det er musikken i hvert tilfældet som skabt til!

Mavi Phoenix (AT)

Hvornår: Fredag kl. 20.15
Hvor: Komedia

Fra Østrig kommer et virkelig spændende, nyt hiphop/rap/r’n’b/pop-håb ved navn Mavi Phoenix! Hun har faktisk en lille tilknytning til Danmark, efter at Copenhagen Records har taget hende under deres vinger, og hun varmede op for Scarlet Pleasure til deres to største headlinere i Danmark hidtil. Til sommer vender det unge lofi-talent tilbage på dansk grund, når hun spiller på Apollo-scenen på Roskilde. Ambitionerne er høje for østrigeren, der burde fange din opmærksomhed, hvis du er til navne som M.I.A., Kanye West og Tyler, the Creator.
Lær Mavi Phoenix meget bedre at kende i vores store portrætinterview med hende her.

Mellah (UK)

Hvornår: Torsdag kl. 15.15
Hvor: Bou Wow

Sydlondon spytter stadig den ene svedige artist ud efter den anden, og denne gang har vi blikket rettet mod den sindssygt spændende producer, sanger, sangskriver og multiinstrumentalist Mellah. Den alternative DIY-pop, Mellah præsenterer, lyder ikke rigtigt som noget, vi synes at få andre steder fra. Det viste han sidste år med debut-EP’en Liminality, som blev udgivet via indie-pladeselskabet Lucky Number, og det viser han lige for tiden med singlerne “Paseo” og “Cigarette Lighter” fra den kommende EP Middle England, som udkommer den 25. maj via Columbia Records.

Men I Trust (CA)

Hvornår: Torsdag kl. 19.15
Hvor: Komedia

Gruppen Men I Trust fra Montreal, Canada, stammer tilbage fra 2014, og har siden da været lidt af et navn på internettet. Det forstår man godt, når man høre deres smooth, smooth popproduktioner med underlæggende funkyness (som eksempelvis i singlerne “Tailwhip” fra sidste år og “Lauren” fra 2016) og generelt vildt beroligende kompositioner og melodier. Det er sådan noget musik, man har lyst til bare at læne sig tilbage til og suge ind og aldrig rigtig slippe igen. Det seneste udspil “Show Me How” kom tidligere i år, så der er et eller andet, der rører på sig på Men I Trust-fronten, og hvad end, det er, er vi vilde med det!

Miriam Bryant (SE)

Hvornår: Fredag kl. 21:30
HvorOne Church

Svenske Miriam Bryant udgav sidste år albummet Bye Bye Blue, med særligt “Black Car” som et af de helt store hits. Musikalsk kan hun minde om nogle af de andre spirende artister fra norden – heriblandt kan nævnes Astrid S og Alma, men hendes stemme er meget dybere og mere Lana Del Ray-agtig, hvilket går super godt i spænd med de stemningsprægede pop-toner. Hun er pt. højaktuel i Sverige, men har også opnået international opmærksomhed ved at være featuring på Zedds EDM-banger “Find You”, som var en del af soundtracket til 2013-filmsuccessen Divergent.

Ms Banks (UK)

Hvornår: Torsdag kl. 22:15
Hvor: East Wing (Brighton Centre)

Det er ikke mere end et par uger siden, at den London-baserede rapper Ms Banks udgav debutalbummet The Coldest Winter Ever. Hendes hiphop-beats rager dybt ned i undergrunden af lydbilledet, og der er en ganske særlig dysterhed at finde i det underliggende landskab af synths. Med den britiske accent som bærende element er Ms Banks velplaceret i fronten, hvor hun ubesværet brillerer med lyriske finesser. Hun rammer den moderne hiphop-genre i  bullseye med referencer til Bryson Tiller, A$AP Rocky, Cardi B, og mange flere. Hun har desuden ageret warm-up for Big Narstie og den amerikanske rapgruppe Migos. Rapperen bringer sin helt egen, interessante stil – og viser også sin musikalske bredde med “Day Ones”, som er meget mere i den nutidige pop-stil med xylofon-stemning og rytmiserede akkordsammensætninger. Generelt er vi dog helt klart i den tunge og hårdtslående ende af den her liste, og Ms Banks står lidt i modsætning til mange andre navne her. Men så meget desto mere er det bare virkelig vigtigt, at du ikke går glip af hende!

Naaz (NL)

Hvornår: Fredag kl. 21.00
Hvor: Sallis Benneys Theatre

Ligesom at Danmark tidligere på året var fokusland på Eurosonic Festival i Holland, er Holland i år fokusland på The Great Escape. Det bringer blandt andet Naaz til Brighton med sine stærke popsange, der trækker på genrer som både r’n’b og hiphop. Den blot 18-årige kunstner kan skrive både producer, sangerinde og snagskriver på CV’et. Der var nogle forældre, der skulle overbevises i starten, da det unge talent pludselig ville lave musik. Den tid, de brugte på at overveje situationen, bruge Naaz på at træne sine skills inden for produktion og sangskrivning, og det er der altså kommet et super fedt resultat ud af.

Odette (AU)

Hvornår: Torsdag kl. 18.30 // lørdag 14.10
Hvor: Sallis Benneys Theatre // Beach House

Odette er endnu et stjerneskud, der tager den lange vej fra Australien til UK. Ting har virkelig taget fart for popsangerinden, der steg til tops med debutsinglen “Watch Me Read You”. Hun formår allerede at spille udsolgte koncerter i hjemlandet og varmede op for Sam Smith til hans koncert i Sydney – og det er vel at mærke, før hendes debutalbum er landet. Det gør det den 6. juli, og vi glæder os! Hun er spået som et navn, man skal holde øje med af mange tastemakers, så det er jo en god anledning til at se, hvad det hele handler om.

Phoebe Bridgers (US)

Den HAVEN-aktuelle, amerikanske sangerinde og sangskriver Phoebe Bridgers har blandt andet trænet sine evner som live artist som opvarmning for Bon Iver. Og det er langt fra det eneste stjernestøv, der er drysset ned over den talentfulde folkede, musiker. Julien Baker, Conor Oberst og Ryan Adams har også kastet kærlighed over den LA-baserede kunstner, som endda allerede har været i studiet med Ryan Adams. Resultatet blev EP’en Killer EP, mens hun sidste år udgav albummet Stranger in the Alps. Hun bliver blandt andet sammenlignet med kunstnere som Joni Mitchell, Bob Dylan og Neil Young, så det tegner jo meget godt.

Rina Sawayama (UK)

Hvornår: Torsdag kl. 21:15 / Fredag kl. 20:00
Hvor: Coalition / Wagner Hall

Rina Sawayama udgav sidste år mini-albummet RINA, som primært består af højaktive pop-bangers – med enkelte low-key-producerede undtagelser. Selvom hun musikalsk set skriver sig godt ind i de klassiske kærlighedstematiske pop-numre, udtaler sangskriveren selv, hvordan hun ikke rigtig kan finde ud af at skrive om kærlighed. Hendes tekster ender på en eller anden måde altid med at være sociologiske eller politisk orienterede, hvilket nok blandt andet skyldes, at hun henter lyrisk inspiration ved at læse faglitterære bøger. Ja, det lyder måske lidt kedeligt – men det er det virkelig ikke! Hendes musik er vildt fed, og helt klart et lyt værd. Få inspiration herunder med hendes single fra i år, “Valentine (What’s It Gonna Be)”, og sørg for at tjekke hende ud på The Great Escape! Hun er endnu én af de kunstnere, som får lov til at optræde flere af dagene på forskellige scener – så hvis du virkelig er glad for Rina Sawayama, er der i den grad mulighed for at få én på koncertopleveren.

Læs også  Fugleflugten maler en farverig virkelighed på singlen "Salamander"

Rolling Blackouts Costal Fever (AU)

Hvornår:  Torsdag 15.15 / Torsdag 23.15
Hvor: Beach House / Paganini Ballroom (The Old Ship)

Der er endnu et australsk navn på listen, men denne gang bevæger vi os en smule væk fra det popunivers, vi ellers har være i, til fordel for indierockende Rolling Blackouts Costal Fever. Vi føjede i midten af april den stærke single “Talking Straight” til Ugens Uimodståelige, på baggrund af den catchy melodi og det rå udtryk, den lagde for dagen. Det er præcis det, kvintetten har så godt styr på, og præcis det, der skal føre dig til en af deres koncerter torsdag. Deres længeventede debutalbum Hope Down er på gaden den 15. juni via Sub Pop Records.

Say Sue Me (KR)

Hvornår: Torsdag kl. 20.00 / Lørdag kl. 14.15
Hvor: Horatios / Patterns (Downstairs)

Vores redaktør ønskede til det sidste at se Say Sue Me‘s navn på årets Roskilde-plakat. Det skete ikke, men det betyder ikke, at vi har mistet glæden gruppen. De fem sydkoreanske surfpop/indierockere har charmeret sig ind på mange af dem, der tør give koreansk musik en chance – hey, det er andet end K-pop, og det er sindssygt fedt! De udgav sidste år deres selvbetitlede debutalbum, som i april i år blev fulgt op af den anmelderroste Where We Were, som viser trioens format og stilsikre kærlighedserklæring til 90’er indierock.

Snail Mail (US)

Hvornår: Torsdag kl. 18.30
Hvor: Beach Club

Bag det pudsige kunstnernavn Snail Mail gemmer sig den kun 18-årige Lindsey Jordan. Født i Baltimore, men opvokset i Brooklyn, har hun fundet en længselsfuld, insisterende indiepop/rock-lyd, som mange er faldet på røven over. Inklusivt os. Hendes debutalbum Lush er på gaden den 8. juni via Matador. Leadsinglen “Pristine” opsnappede opmærksomhed fra nær og fjern, ligesom EP’en Habit gjorde tilbage i 2016 – dog ikke i lige så høj grad som nu, hvor det virkelig lader til at tage fart for det unge talent. Hun har blandt andet spillet supportshows for artister som Priests, Waxahatchee og Girlpool og turnerer sommeren over med blandt andre Japanese Breakfast og Belle & Sebastian.

Soccer Mommy (US)

Hvornår: Torsdag kl. 19.30
Hvor: Beach Club

Soccer Mommy er endnu et sjovt alias fra et ungt, amerikansk talent – 20-årige Sophie Allison fra Nashville. Ligesom Snail Mail har hun ramt ned i en autentisk og medrivende guitarpræget indiepop, selvom der derudover er stor forskel på de to. Allison har med debutalbummet Clean fra marts i år spillet sig tæt ind på livet af mange, og albummet modtog store roser for den stærke sangskrivning og klare udtryk fra en ung kunstner, der vokser i takt med, at musikken spiller.

Stella Donnelly (AUS)

Hvornår: Torsdag kl. 20.15 / Fredag kl. 19.45 / Lørdag kl. 13.20
Hvor: Komedia / Unitarian Church / Dr. Martens Stage

Australske Stella Donnelly er en af de nye signinger hos Secretly Canadian (bl.a. Whitney, Alex Cameron, serpentwithfeet), som blandt andet er blevet kendt for sin hudløst ærlige lyrik. På debut-EP’en Thrush Metal fra sidste år transformerer hun sine observeringer om det at være kvinde disse tider og andre forhold i samfundet til den smukkeste poesi, og fremfører det oven i købet med den smukkeste, smukke vokal – hør lige “Boys Will Be Boys” (bare for at nævne én ud af de seks perler). Udtrykket er simpelt og nedtonet og passer hendes vokal super, super fint.

Stereo Honey (UK)

Hvornår: Fredag kl. 15.30 / Fredag k. 20.15 / Lørdag kl. 14.45
Hvor: Beach House / Prince Albert / Patterns

Vi ser også frem til at blive suget ind i Stereo Honeys indie- og retrounivers. London-kvartetten har haft noget af et 2017 og er blevet spået af mange branchefolk til at være et af de helt store nye navne at holde øje med i 2018. Tilbage i januar opdagede vi dem for alvor selv, da vi blev blæst bagover til deres koncert på musikbranchefestivalen Eurosonic i Groningen, og vi skyndte os derefter at putte dem på vores liste over de bedste acts, vi så på festivalen. Stereo Honey er kun blevet ved med at levere siden, og vi kan varmt anbefale at opleve dem i weekenden!

Tayá (UK)

Hvornår: Fredag kl. 16:40
Hvor: The Walrus

18-årige Tayá er endnu en af de artister, vi her på redaktionen har spået en lys fremtid. Hun havnede således også på vores liste med 18 internationale navne du skal holde øje med i 2018. Hendes stemme er som taget ud af de store ballader fra 90’erne og 00’erne, og så er den blevet sat ind i et mere moderne pop-lydbillede. Med den opskrift har Tayá udgivet en selvbetitlet EP sidste år, og i år er hun på banen igen med singlen “Skin”, hvor hun har Lotto Boyzz med som featuring. Hendes produktioner er gennemkomponerede og fejlfri, så vi har en forventning om, at hendes live-performance er lige sådan.

The Magic Gang (UK)

Hvornår: Lørdag kl. 20.30
Hvor: Beach Club

Britiske The Magic Gang sætter en streg under, at guitarmusikken altså ikke er et oldgammelt fossil, men derimod lever i bedste velgående. Deres popmelodier er pakket ind i rocket instrumentering og full on på guitarriffs og alt, hvad der dertil hører. Og det fungerer altså rigtig godt. Gutterne har også haft fire år til at bygge deres lyd op, og det lader til, at de på de seneste udgivelser virkelig har fundet sig et godt holdepunkt. Deres selvbetitlede debutalbum landede i marts i år og indeholder hele 16 velskårede indiepop/rock-tracks.

Tom Tripp (UK)

Hvornår: Lørdag kl. 21.15
Hvor: The Old Market

Tom Tripp er en af de internationale artister, der pryder plakaten på dette års Musik I Lejet, som har set potentiale i den unge brites urban pop. Det gjorde vi også, da vi i sin tid satte ham på listen over 18 internationale navne, du skal holde øje med i 2018. Tom Tripp, som blandt andet også har arbejdet sammen med Liss, har en ret vild historie om at uploade sin bedroom-producerede demo “Aurelia” til Soundcloud, og pludselig blive opdaget af NAO, som spurgte, om hun ikke måtte udgive den. Nu kan Tom Tripp, udover et gig på Musik i Lejet også se frem til en tour med JUNGLE og forhåbentligt stadig se streamingtallene på sin debut-EP RED formere sig.