Foto: Nikoline Skaarup
Scene: Blue Stage
Dato: Lørdag den 9. juni 2018 kl. 14.15

Yungblud tryksparkede døren ind på NorhSide Festivals Blue Stage med rå og punket energi. Men da der ventede en nærmest tom festivalplads på den anden side, var det umuligt selv for den energiske entertainer rigtig at få startet en fest.

Yungblud – NorthSide Festival 2018
3 Anmeldelse
Anmeldelse

På trods af det tidlige koncerttidspunkt startede Yungblud brat ud med et imponerende grundkursus i punket sceneperformance og fremførte alle de klassiske tricks med tungen ud af hovedet som en hund ud af et nedrullet bilvindue. Han stormede rundt foran scenen, tacklede en vagt på vejen, udøvede badutspring og guitarspræl på scenegulvet og gjorde et endeligt med den elektriske guitar i et kuglestødskast. Og fotogribbene i fotograven var over ham fra første tungeflash for at forevige den stilistiske guldgrube, der farede frem og tilbage foran dem.

“You guys are fucking incredible,” råbte den unge brite Dominic Harrison midtvejs i koncerten, og han lod overraskende nok til at mene det. Den vildslupne og anarkistiske attitude under numrene ændredes til smilende og overvældende taknemmelighed i pauserne, og han vendte tilbage for at mingle med den forreste hårde kerne af fans efter koncertens afslutning. Men NorthSide Festival er bare på ingen måde “fucking incredible” klokken 14.30 om eftermiddagen, og man kan kun føle medlidenhed over Yungbluds lykkelige uvidenhed om, hvor stor en fest han i virkeligheden kunne have skabt med et bedre tidspunkt eller på en mindre scene.

Læs også  Barselona er ude med den dansable og sommervarslende single "Uberørt"

For han gjorde et hæderligt forsøg på at overkomme den næsten umulige opgave at sutte en tømmermandsramt eftermiddagsfest op fra slap, uden at det lykkedes.
Dog gjorde begynderfejlene det ikke nemmere. Det minimalistiske tremandsband med trommeslager, guitarist og Yungblud selv som mikrofonfører stod tom på den store scene, selv om frontmanden ihærdigt forsøgte at berøre hver kvadratcentimeter af den – i hvert eneste nummer. De imponerende kraftudladninger var somme tider på bekostning af vokalen, og pusten (eller øvelsen) manglede fuldstændig i de højeste registre.

Læs også  Ugens Upcoming: $HYBXI

Alligevel skinnede Yungbluds tydelige talent frem, og han fremviste den enormt brede musikalitet, der har sendt hans karriere på raketkurs. Yungblud er meget mere end den punkede britpop, hans dialekt ellers antyder. Der blev plads til punket skønsang på “Polygraph Eyes”, “The Loner” bragte sommerlige tamburin fornemmelser og den nye ikke-udgivede “California” satte genregryden over kog med tunge hiphop-beats og reggaerytmer, der viste, hvor meget NorthSide egentlig gik glip af på grund af den forkerte koncertopsætning med den spirrende energibombe.

Læs også  Courtney Barnett giver dansk koncert