Wood Chips udgiver ny hjertegribende single og rørende musikvideo

Wood Chips udgiver ny hjertegribende single og rørende musikvideo

Foto: PR

Sangskrivergeniet, Andreas Asingh, der har lagt navn til flere forskellige succesfulde projekter, er ude med ny rørende single under hans nye alias Wood Chips.

Livet er en gådefuld affære, som på mange måder rummer trængsler og hjertesorger. Men livet byder også på glæder og mirakuløse øjeblikke. Et sådant øjeblik kan man som lytter være vidne til på Wood Chips nyeste single ”Come Home”. En hjertegribende sang, der fortæller historien om, hvordan Andreas Asinghs – der er navnet bag Wood Chip – søn vendte tilbage til livet:

”Fra den ene dag til den anden stoppede Karlos lunger med at fungerer og hans tilstand blev meget kritisk. Karlo var kun i stand til at trække vejret gennem en maskine og var på et stadie hvor selv lægerne tvivlede på om han ville overleve.”

Andreas Asingh, der blandt andet er kendt som primus motor for flere forskellige succesfulde projekter som SMALL  og Slowolf, er vendt tilbage med en ny lyd, der cementerer en ny tid. Den talentfulde sanger, sangskriver og producer har lanceret projektet Wood Chips som følge af ikke at kunne ryste sine følelser af sig efter perioden med Karlo. Andreas besluttede derfor at rykke sin familie fra storbylivet i København til en gammel gård ude i skoven:

Læs også  Nils Frahm - Haven Festival 2018

”Jeg kunne simpelthen ikke vende tilbage til storbylivet. Jeg havde noget på hjernen, noget nyt måtte ske, noget vildere men samtidig også roligere, en ny lyd. Til sidst blev det til Wood Chips,” forklarer Andreas.

En ny tid fordrer en ny lyd, og det er i sandhed til at føle på Wood Chips nye single, hvor den tidligere hiphopper omringer sig med traditionelle instrumenter i en sværm af soniske elementer, der sammen udgør et nyt og futuristiske musikalsk udspil, der er svært at finde en referencekilde til. Wood Chips byder lytteren velkommen til et musikalsk univers, hvor der hersker en dybtfølt melankolsk poesi i den drømmende vokal. Samtidig vækker banjoens rytmik og pedal steel guitarens dirrende toner den håbefulde fornemelse, som også finder fodfæste i “Come Home”.

Læs også  Unknown Mortal Orchestra vender tilbage med efterårskoncert i København

Den flotte single akkompagneres af en rørende video, der er instrueret af Ian Isak, der blandt andet har stået bag Soleimas “Wasted”. I videoen finder vi Andreas i færd med at padle over en stor sø. Andreas er svøbt i ledninger, hvis effekt lyser landskabet op, og henfører seeren til to psykedeliske rejser ned igennem farvespektret indtil, at vi er ved destinationen: Et træ med tilgroede lysstofrør, der lyser over en lille dreng. En smuk afslutning på en dybtfølt og smuk sang.

Læs også  Det bedste vi så på Haven Festival 2018

Du kan se den rørende video til “Come Home” her:


Wood Chips udgiver sin debut-EP Karlo den 30. marts på Playground Music.