Foto: Laura Allard Fleischl

Trods få kritikpunkter sparkede Wolf Alice røv til deres udsolgte show på Lille VEGA, som meget muligt blev den sidste koncert, de kunne give på et mindre spillested i Danmark. Det går hurtigt for den britiske kvartet.  

Wolf Alice – Lille VEGA
4.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Det kan måske undre én lidt, at et band som Wolf Alice, som har været nomineret til adskillelige priser i England og U.S.A. (en Grammy for eksempel) spiller på Lille VEGA. Bandet virker til at være lige på nippet til et større gennembrud og publikum, hvilket den udsolgte koncert i Lille VEGA måske indikerede.

Wolf Alice er et band, man bør holde øje med, hvis man kan lide rock af den hårde, alternative indierock-stil. For det er svært at forestille sig, at de ikke bare vokser i popularitet fra nu af med deres seneste album Visions of Life, som førte til, at de i november kunne spille for et udsolgt Alexandra Palace med plads til 10.000 mennesker.

Det er med andre ord gået stærkt siden udgivelsen af deres første single “Fluffy” i 2013, og for hver enkelt albumudgivelse, er de blevet spået en endnu lysere fremtid. Og hypen er velfortjent, må man blot konstatere efter koncerten. Det at de spillede på Lille VEGA må næsten ses som et midlertidigt stop, inden de rykker til de større scener.

Der var feedback, der var smadder, og det var oftest højt. Det måtte ikke blive for intimt (det blev det dog i starten af første ekstranummer “Blush”, hvor der blev tysset blandt de tilstedeværende for at vise respekt til et sjældent øjeblik under koncerten), men det betød ikke, at der ikke var plads til at sangene fik lov til at ånde ud og bevæge sig i de mere stille lydlag.

Læs også  SINGLEPREMIERE: Hajk ude med ørehængeren "Untouch"

For eksempel fik sangeren Ellie Rowsell, ved hjælp af to forskellige mikrofoner, vekslet mellem en fin følsom stemme, der lullede publikummet til at lade paraderne falde og lægge mærke til hvert et ord, for så at brøle og skrige, så der ikke var én blandt de tilstedeværende, der kunne undgå at have opmærksomheden rettet mod det meget selvsikre band. De dynamiske skift i hele bandet virkede optimalt, og bandet virkede igennem hele koncerten som en velsmurt maskine med to mål for aftenen: At overvælde publikummet og sparke røv.

Aftenen startede ud med den smukke og følsomme “Heavenward”, der fik inviteret publikummet ind i varmen og fyldte salen godt ud med dens atmosfæriske lydmur. Derefter gik sangen over til den punkede “Yuk Foo” med en vokal-performance, der ledte tankerne mod “grrrl-riot stilen“, og den var måske aftens hårdeste og mest intense sang. Sættet fortsatte med sangen “You’re a Germ”, der er et meget godt eksempel på den dynamiske vekslen mellem lav og høj, som man kender det fra meget af den alternative rockmusik fra 90’erne, som for eksempel Pixies (selvom de måske ikke bryder sig om at blive sat i så tæt forbindelse med rockmusikken fra den tid, som de ofte er blevet).

Disse tre sange præsenterede hver en forskellig side af Wolf Alice. Fra den atmosfæriske shoegaze-inspirede guitarmur, til det punkede og feedback-prægede, og atter til de dynamiske skift med de meget melodiøse omkvæd. Det virkede super godt til koncertformatet, da deres sange er meget nemme at synge med på. Det gjorde publikummet også på enkelte numre, samtidig med at de blev hevet rundt af bandets fræsende og høje musik. Blandingen kender man måske bedst fra garagerockken.

Læs også  Schultz & Forever er ude med ny single fra det kommende debutalbum

Det mest interessante ved Wolf Alice er, efter min mening, at deres musik kan spores til at låne fra mange forskellige genrer. Igennem alle sangene, der blev præsenteret på denne aften, kunne man spore idéer eller træk fra blandt andet shoegaze, drømmepop, punk, stenerrock, storladen pop og endda dance. Dermed ikke sagt at koncerten nogensinde led under en genreforvirring, men de meget små træk blev alle samlet til en rød tråd, hvor sangene var tilpasset hinanden. Wolf Alice gik ikke på kompromis til aftenens koncert.

Desværre blev deres koncertoptræden efter de fem første numre svagere omkring midten. Tidligere i koncerten havde Ellie Rowsell stået som en solid søjle, mens resten af af bandet – og især guitaristen og bassisten – bevægede sig højenergisk rundt på scenen og fik gejlet publikum med på en måde, som man sjældent ser til en koncert. Men nu blev de gemt i mørket. De var super dygtige, men desværre blev det besluttet, at de skulle stå mere i skyggen i store dele af koncerten, mens der i lysshowet blev lagt ekstra fokus på Ellie Rowsell. Det er bestemt ikke en kritik af hende. Rowsell sparker røv, når hun kan skifte mellem følsomme og smukke fraseringer til dybe growl og skingre skrig, mens hun spiller guitar. Det var meget imponerende at overvære til en koncert. Men når man blev væltet omkuld af hele bandets overbevisende sammenspil med hinanden, var det ærgerligt, at det forsvandt lidt i baggrunden senere på aftenen.

Læs også  SHERPA annoncerer ny EP og afslører teaser til musikvideo

Og hvis man skulle rejse et sidste kritikpunkt, var det småirriterende, at det virkede som om, at koncerten i Lille VEGA var “just another day”. De gik op på scenen, spillede deres sange, og gik ud efter to ekstranumre. Rowsell hilste på publikum en gang efter tre numre og sagde tak til allersidst. Det virkede ligegyldigt på den måde, at de havde et sæt, som de skulle spille igennem uden at bruge tid på at være sammen med publikum. Det blev en smule upersonligt, men denne kritik hænger lidt sammen med sidste afsnit, for når det for alvor gik amok, kunne man ikke andet end at blive grebet af deres perfomance.

Forhåbentlig, er Wolf Alice et af de bands, om hvem man en skønne dag kan sige, “Jeg var så heldig at se dem på en kold januar aften på Lille VEGA”. Jeg kan ikke forestille mig, at de stopper med at vokse i både kreativitet og i popularitet. Så det bliver spændende at se, hvor de ender henne, for deres musik egner sig sublimt til at blive spillet på større scener. Wolf Alice er generelt virkelig skabt til at stå på en scene, og trods få kritikpunkter, er det svært ikke at blive vildere med dem, efter at man har overværet dem spille deres musik live.