Foto: Veto // Kristoffer Juel

Weekenden har budt på meget nyt musik fra ind- og udland, heriblandt seks nævneværdige og spændende udgivelser. På listen finder du en bred vifte af genrer med alt fra medrivende pscyh-rock til overdådig folk fra kunstnere som Silent Laika, Sarah Klang og Veto.

The CrowleysColours Change Their Tone 

Bag bandnavnet The Crowleys gemmer der sig fire unge drenge fra den canadiske by Hamilton. De fire venner, som mødte hinanden i High School, dannede bandet på grund af fælles musikalske interesser, og siden har de sammen forfulgt en karriere inden for musikken. De sidste par måneder har bandet udgivet tre singler, og i fredags udkom endelig bandets første EP med titlen Colours Change Their Tone. Første nummer på EP’en kaldes ”Pink Rainbows”, som efter bandets egne udtalelser omhandler hvordan enkelte personer eller begivenheder somme tider formår at ændre hele vores syn på verdenen omkring os. Genren defineres som psykedelisk rockmusik, og EP’ens seks numre udformes igennem smukke og iørefaldende guitarakkorder og en hypnotisk forsangerstemme.

Silent LaikaAmusements of a Young Girl

De ekstremt lovende og talentfulde københavnske drenge i Silent Laika er ude med nyt album under navnet Amusements of a Young Girl. Bandet, som består af medlemmerne Lewis Parker, Jacob Mundt, Asbjørn Rud Mathorne og Arto Louis Eriksen, udgav sidste år tre singler, der også tidligere har skaffet dem rosende omtale herhjemme. Tidligere i dag kunne du for eksempel læse en anmeldelse af bandets debutalbum. Albummet Amusements of a Young Girl er nemlig det første i rækken fra de fire drenge, som i 2014 dannede bandet på Ollerup Efterskole. Det nye udspil består af otte velkomponerede engelsksprogede numre, som straks fanger lytterens opmærksomhed. Der er tale om banebrydende psych-rock fyldt til randen af melodiøs opfindsomhed, som meget smukt komplimenteres af forsanger Lewis Parkers’ karismatiske og dragende stemme.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

Franz FerdinandAlways Ascending 

Rockgruppen Franz Ferdinand udgav i weekenden deres længeventede album Always Ascending. Det skotske band har efterhånden en lang musikalsk historie bag sig, og siden 2002 har de haft en konstant tilstedeværelse på den internationale scene. Weekendens udgivelse er det femte studiealbum fra den erfarne femmandsgruppe, som her endnu engang beskæftiger sig med udfoldelsen af danseorienteret og uptempo elektro-pop, som øjeblikkeligt skaber en unik og energifyldt diskoatmosfære, der uden tvivl  hurtigt sætter gang i festen.

Læs også  Tivoli afslører stærkt program: Hold Lillefredag på Orangeriet med hele 23 acts

Sarah KlangLove In the Milky Way

Svenske Sarah Klang er en ny sprudlende artist med stort musikalsk potentiale, som vi i fredags inkluderede som del af vores Uimodståelige hits. Vi er dog endnu ikke færdige med at omtale den spirende kunstner, som i øjeblikket roses til skyerne i hjemlandet. Den 25 årige sangerinde debuterede i fredags med albummet Love In the Milky Way, som er et gennemtænkt værk fra start til slut. Udspillet består af engelsksproget folkmusik og et hav af stærke dybfølte tekster. Igennem Klangs kraftfulde stemme runger melankolske fortællinger om universelle emner som kærlighed og livets op- og nedture, og derfor er albummet et tidløst kunstværk.

Veto16 colors

Den veletablerede og rutinerede danske gruppe Veto slap inden weekendens indtræden deres fjerde udspil, nemlig albummet 16 colors, og de tilbagevendte gutter skal bestemt ikke snydes for en plads på listen i denne uge. Bandet er tilbage efter en femårig pause fra musikken, og albummet med den farverige titel er et glædeligt gensyn med gruppen. Ud over den farvefremhævende titel er der indholdsmæssigt også tale om et farverigt lydunivers, som selvsikkert udformes igennem albummets ti numre. Albummet er en musikalsk installation af svævende og magisk elektrorock, som må siges at være udarbejdet igennem vellykkede, æstetiske overvejelser. Kan du bare ikke få nok af Veto, kan du yderligere glæde dig til at se dem optræde på Roskilde Festival 2018.

Læs også  Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 7

MGMT – Little Dark Age 

MGMT er endelig for alvor tilbage i rampelyset efter fem års udeblivelse, og det nye album Little Dark Age er duoens fjerde udgivelse. Det amerikanske band steg til berømmelse for omkring ti år siden, da de fik deres store gennembrud med albummet Oracular Spectacular i 2007. Og på redaktionen er vi i hvert fald super tilfredse med comeback-albummet fra det savnede band. Den nye udgivelse er som en forfriskende gave til det musikalske landskab med en perfekt kombination imellem drømmende synthpop og behagelig psykedelisk rock. De uimodståelige melodier kreeres ved hjælp af eksperimenterende og catchy hooks, og MGMT formår med udgivelsen at pointere deres fortsatte musikalske relevans.