Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 19

Weekendens Essentielle Udgivelser // Uge 19

Foto: Beach House // Shawn Brackbill

Som sædvanlig har den forgangne uge budt på en masse nye og spændende EP- og albumudgivelser, og traditionen tro får du her et lækkert udpluk med på vejen, hvor vi forsøger at give dig et overblik over ugens mest nævneværdige udgivelsen. Denne gang finder du seks nye albums på listen, og der er blandt andet nyt fra Arctic Monkeys, Amanda Delara og Kaspar Kaae. 

Beach House – 7

Tilbage i starten af marts smed den amerikanske dreampop-duo Beach House en hel række af gode nyheder ud til folket, heriblandt udgivelsesdato for deres syvende album samt annoncering af dansk koncert til oktober. I fredags landede albummet 7 så endelig, og albummet er, ligesom titlen måske også kan indikere, det syvende album i rækken fra den populære gruppe. På vedligeholder Beach House deres genkendelig og sværmende lyd; en lyd, der igennem årene er blevet vedligeholdt som gruppens centrale kerne. Igennem elleve numre drages lytteren med på en betagende rejse ind i Beach House drømmende og til tider mørke univers, der siden gruppens debut i midten af 00’erne har sikret dem en kæmpe fanskære i alle verdens hjørner.

Arctic Monkeys – Tranquility Base Hotel & Casino

De britiske indierockere i Arctic Monkeys er omsider tilbage efter en femårig pause væk fra udgivelsesfronten. Den musikalske tavshed blev i fredags brudt med udgivelsen af albummet Tranquility Base Hotel & Casino, der er bandets sjette albumudgivelse og den første siden det populære og anmelderroste AM album fra 2013. På Tranquility Base Hotel & Casino udvider Arctic Monkeys deres veletablerede lydbillede, der på albummet rummer endnu mere fascinerende mystik og mørklagt stemning end nogensinde. Bandet vedligeholder dog sin musikalske essens, og forsanger Alex Turners vokalpræstation er ligeså fabelagtig og veludført som altid. Til juni inviterer Arctic Monkeys til et brag af en fest, når bandet lægger et visit forbi Danmark og afholder koncert i Royal Arena.

Læs også  Nils Frahm - Haven Festival 2018

Amanda Delara – Running Deep

Den norske sangerinde Amanda Delara er ude med sin nye EP Running Deep. Amanda Delara har endnu ingen albumudgivelser på bagen, men den unge artist har allerede på kort tid markeret sig som en af nordens største sangstjerner. På Running Deep formår den fremadstormende sangerinde at bevise, at popmusik i den grad kan være både dybfølt og samfundskritisk. Igennem fængende melodier, hårdtslående beats og en teknisk dygtig vokal er Amanda Delara i hvert fald en artist, som du bør holde nøje øje med. Vi er helt oppe at køre over Running Deep, og vi glæder os allerede til forhåbentlig snart at høre endnu flere nye sange fra Amanda Delara.

Læs også  Det bedste vi så på Haven Festival 2018

Bisse – BIZZIN

Den danske sanger og sangskriver Bisse må være en af den danske musikscenes mest udgivende artister. Den imponerende musiker har meget på hjertet og har på blot lidt over tre år udgivet hele otte studiealbums. Det ottende i rækken udkom som en surprise på Kristi Himmelfartsdag i sidste uge og bærer titlen BIZZIN. Albummet er produceret og mikset af Anders Bach “A$$”, og om albumet udtaler Bisse kortfattet: “Dette er Easy Bizzin Music”. Bag kunsternavnet Bisse står Thorbjørn Radisch Bredkjær, og den 30-årige musiker har igennem sin hidtidige karriere formået at etablere sig som en helt unik og nyskabende artist, der på bedste vis udfordrer den danske popscenes rammer og normer.

Nanna.B – Lapis

Nanna.B med det borgerlige navn Nanna Bjerregaard er netop ude med EP’en Lapis, der rummer lækre R&B lyde i lange baner. Nanna.B var i 2017 en af VEGAs Udvalgte, og den unge sangerinde må i den grand siges at være et fremadstormende act i disse dage. Den danske sangerinde har til dagligt bopæl i L.A., hvor flere og flere den seneste tid har fået øjnene op for hendes store talent. Med en teknisk dygtig vokal, fængende sangtekster og velsmurte R&B rytmer formår Nanna.B at levere yderst veludførte toner på Lapis, der straks fanger den soul-glade lytter.

Læs også  Unknown Mortal Orchestra vender tilbage med efterårskoncert i København

Kaspar Kaae – Jeg Begyndte At Gå

Danske Kaspar Kaae udgav i fredags soloalbummet Jeg Begyndte At Gå. Albummet er Cody-sangerens første soloudspil, og albummet er også det første dansksprogede af slagsen fra den talentfulde musiker, der igennem pladens otte numre sandelig formår at fremvise både sin dragende vokal og sit store sangskrivertalent. Om det anderledes udspil fortæller sangeren blandt andet:

“Det kan lugte lidt af et svedigt, brugt og engelsksproget indiehåndklæde, der bliver kastet i ringen, og føles som et rent og nyt et, der bliver taget i brug, når jeg nu på dansk synger om brud og ugengældt kærlighed på mit nye soloalbum Jeg begyndte at gå. Jeg har haft brug for et nyt udtryk og nye virkemidler til at sætte ord og følelser på et kompliceret kapitel i mit liv, der har handlet om at rejse sig og begynde at gå. Og det har jeg kun kunne gøre på dansk.”