Foto: Rahi Rezvani

Som sædvanlig har den forgangne uge budt på en masse nye og spændende EP- og albumudgivelser fra både danske og internationale kunstnere, og du får her et lækkert udpluk med på vejen. På listen finder du blandt andre danske Luster, og engelske Editors og Ady Suleiman.  

EditorsViolence

Efter tre års stilhed, er Editors endelig tilbage med nyt materiale. Albummet Violence, der udkom i fredags, er det fjerde i rækken fra det britiske band, der siden dannelsen i 2003 har forkælet verden med velkomponeret og eksperimenterende rockmusik. Den nye udgivelse markerer et stilmæssigt skift for bandet, der her videreudvikler deres hidtil veletablerede lydbillede. Udspillet udgøres af en velfungerende genrekombination, der omfavner både mørk indierock med heftige guitareskapader og mere up-tempo popmelodier med lette elektroniske undertoner. I modsætning til tidligere udgivelser vidner det nye albums noget blødere lyd om en velovervejet genreudvidelse, der samtidig appellerer bredt. Med smukke arrangementer, talentfuld sangskrivning og energiske og stemningsfulde vokalpræstationer er Violence absolut et glædeligt gensyn med de britiske gutter i Editors.

LusterLuster

Vi har allerede tidligere i år udpeget danske Luster til at være en af de 18 skandinaviske navne du skal holde øje med i 2018, og efter en sikker landing af det selvbetitlede debutalbum sidste torsdag, der blev tyvstartet med en releasekoncert på Ideal Bar i onsdags, er vi stadig fuldstændig overbeviste. Allerede i 2017 og tidligere i år har vi fået smagsprøver på det netop udkomne album, i form af topfede singler som “Sexbeat”, “You’ve Got The Heat” og “New Pleasure”, og resten af udspillet skuffer bestemt ikke. Bag Luster finder vi den Københavnbaserede jyde, Jacob Haubjerg, der selv står for sangskrivning, vokal og bas, og med sig har han et band bestående af guitar, trommer og keys. Er du til sexet uptempo- eller slowbeat indiepop – med andre ord raw-pop, som Haubjerg selv betegner det – er det her album lige noget for dig. Få en forsmag på farverige og pulserende Luster med “Let’s Try It” lige her:

Læs også  Hør rapperen og "autotune-crooneren" $HYBXI krænge kærligheden ud på andensinglen "Doves"

Calum ScottOnly Human (Deluxe)

Den britiske singer-songwriter Calum Scott er nu klar med debutalbummet Only Human. Scott blev hurtigt et kendt navn i hjemlandet med sin deltagelse i Britain’s Got Talent i 2015. Men du stiftede måske nok først bekendtskab med den charmerende og velsyngende brite, da han i 2016 for alvor krydsede sin egen landegrænse med udgivelsen af et fængende og inderligt cover af Robyns 2010-hit “Dancing On My Own”, der strøg ind som nummer to på UK Singles Chart. Coveret er selvfølgelig også at finde på det netop udkomne album, der er spækket med fængende pop-, soft-rock og blue eyed soul-numre – både de tempofyldte, og dem, der er lidt mere dybtfølte – blandt andet “You Are The Reason”, som du kan høre herunder. På udgivelsesdatoen den 9. marts gik albummet desuden direkte ind på iTunes-førstepladsen i 18 forskellige lande. Temmelig sejt!

Ady SuleimanMemories 

Fredag udkom det længeventede debutalbum Memories fra britiske Ady Suleiman. Den spirende artist blev for år tilbage spået den helt store fremtid af artister som Chance the Rapper og Michael Kiwanuka, men der skulle tilsyneladende gå et stykke tid, før dette ret så perfekte udspil kunne præsenteres for verden. Allerede ved første lyt står det klart, at albummet har været hele ventetiden værd. Memories er fra start til slut en helstøbt oplevelse bestående af sprød R&B, fængende neo-soul og velsvingende jazztoner, der tilsammen fremtryller en autentisk og gennemført musikoplevelse. Igennem dybfølte tekster, der bearbejder emner som kærlighedsforhold, familie og mental sundhed, afspejles sangerens gennemtrængende sårbarhed, der på magisk vis krydrer numrene med en unik ægthedsfølelse. Er du glad for soulfyldte lækkerier, så lover vi, at dette album vil løfte din mandag til helt nye højder.

Læs også  Dagbog fra G! Festival - Dag 1

Jeremy MessersmithLate Stage Capitalism

I fredags udkom sjette albumudspil fra den amerikanske indiepopmusiker, Jeremy Messersmith. Et virkelig dejligt, legesygt og fortryllende album, hvor man undervejs møder referencer til blandt andet bossa nova, spansk folkemusik og The Beatles. På det 11-nummer-lange album har den guitarspillende og velsyngende Messersmith også inddraget et hav af forskellige instrumenter, blandt andet orgel, violin og blæsere, så der er virkelig noget for enhver smag – og dét uden at Messersmith går på kompromis med eller mister fornemmelsen af sit eget musikalske univers. Så har du også en regnvejrsfuld og grå mandag, så kan vi på det kraftigste anbefale dig at tune ind på det farverige og hyggelige Late Stage Capitalism – det skal nok bringe lidt solskin og varme med sig. Prøv selv her med nummeret “Happy”:

Læs også  Dagbog fra G! Festival - Dag 4

Smerz – Have Fun 

Bag kunstnernavnet Smerz gemmer der sig Catharina Stoltenberg og Henriette Motzfeldt, der om nogen må siges at have indtaget det nordiske musikmiljø med manér. Den norske duo leverer et knivskarpt elektropop-univers, der den seneste tid har trylletbundet undergrundsfans i lange baner. I sidste uge udkom så endelig duoens længeventede EP Have Fun, der udgives af pladeselskabet XL Recordings, som også huser artister som Adele, Liss, Jack White og Vampire Weekend. EP’en sendes på gaden ovenpå fire udgivne sange og fire dertilhørende musikvideoer, som har høstet ros i lange baner. Duoens særprægede visuelle stil og mørke elektroniske univers gør dem til et af de mest fremadstormende navne på den nordiske musikscene, og en omfattende forårsturne med koncerter i lande som USA, Canada og Polen vidner om, at de norske kvinder for alvor er parate til at indtage det globale marked. I Danmark vil Smerz kunne opleves på Roskilde Festival i juli og på Strøm Festival i august, men indtil da kan du give EP’en og nummeret “Worth It” et lyt her: