Videopremiere: Spol tilbage med ØYA i videoen til debutsinglen “Dreams Rewind”

Videopremiere: Spol tilbage med ØYA i videoen til debutsinglen “Dreams Rewind”

Foto: Nicholé Velásquez

Det spritnye danske pop-projekt ØYA er klar med videoen til den smukke debutsingle “Dreams Rewind”. Vi premierer… 

Vi var ret begejstrede for tilbage i november sidste år at kunne præsentere dig for det nye danske alternative pop-projekt ØYA, og nu gælder det samme den visuelle side af musikken.

Det var debutsinglen “Dreams Rewind”, der i november så dagens lys med en bund af bas-synthesizer, toppet af spacy akkordbrydninger, strygermelodier og ikke mindst sangeren Mathias Holms smukke vokalarrangementer.

Og det er netop Mathias Holm, der står bag projektet. Selvom ØYA er et spritnyt skud på stammen, er Holm langt fra ny på den danske musikscene, som han længe har været en del af med bandet Girls in Airports og som keyboardist for blandt andre Broken Twin, Quadron og Bisse.

Læs også  10 hurtige til uimodståelige Yune

På “Dreams Rewind” er Holm fortsat i godt musikalsk selskab. Udover at det selvfølgelig er Mathias Holm, du hører på nummeret, får han også hjælp af Mads Forsby (Fire! Orchestra, Girls In Airports), Victor Dybbroe (Girls In Airports, Quadron) og Stine Grøn (IRAH), og så er de smukke strygere lyden af den klassiske strygekvartet Halvcirkel.

I dag har vi så æren af at præsentere dig for den tilhørende video, der er filmet af Mathias Holm selv og Bue Hebbelstrup og som yderligere er redigeret af Mathias Holm. Videoen består af en række filmklip med hjemmevideo-feel, der videoen igennem skaber en følelse af nostalgi. De mange klip viser, hvad der minder om barndomsbilleder fra sommercykelture gennem mark og skov til kælketure i sneen. Der er dog hele videoen igennem en snært af uhygge og utilpashed ført an af klip i røde og sorte farver af en dreng, der leger med ild. Videoen slutter meget symbolsk, titlen taget i betragtning, med, at de mange klip afspilles baglæns og minderne spoles tilbage:

Læs også  10 hurtige til uimodståelige Yune

“Dreams Rewind” bliver desuden også titlen på det debutalbum, ØYA forventer at sende på gaden til april. Albummet har været længe undervejs og mange dygtige musikere fra blandt andet Kentaur, I Got You on Tape og IRAH har været med til at skabe det.

Udover Mathias Holm består ØYA som live act af Simon Brinck (The Nearness) og Anders Vestergaard (Yes Deer), og de kan foreløbigt opleves på dansk grund den 22. marts på Kulturstationen, Vanløse og den 18. maj til Makvärket Festival i Regstrup.

Læs også  10 hurtige til uimodståelige Yune