Ugens Upcoming: Ravi Kumar

Ugens Upcoming: Ravi Kumar

Foto: Mathias Warnich

“Intens rap på en solid bund af bastunge beats kombineret med den festlige stemning ved karnevallet i Rio og det arabiske forår.” Sådan beskriver Ravi Kumar deres egen musik – er du nysgerrig? Det kan vi godt forstå. 

I marts blev det offentliggjort, hvilke 12 kunstnere, der på baggrund af deres deltagelse i DR’s KarriereKanonen skulle videre til årets SPOT Festival. I midten af maj, umiddelbart efter SPOT, kunne DR så løfte sløret for de otte finalister, der til august skal spille på Smukfest. Duoen Ravi Kumar er en af dem, og vi forstår godt, hvorfor de gik videre efter koncerten på SPOT, som endte på vores liste over 10 højdepunkter fra festivalen.

Bag Ravi Kumar finder du rapper Sharon Jeanelle Kumaraswamy og producer Aske Knudsen, hvis musik leder tankerne over på ord som “attitudefuldt”, “energisk”, “hårdtslående”, “intenst” og “provokerende”. Det er dansabelt, det er hurtigt, det er hipt, det er “IDGAF” klasket lige i ansigtet, og det er alt andet end kedeligt.
Vi har sendt 10 spørgsmål efter de to musikere, så du allerede ved, hvem de er, når dine venner senere på året kommer og tror, at de er først på aftrækkeren.

Læs også  Unknown Mortal Orchestra vender tilbage med efterårskoncert i København

Hvem er Ravi Kumar?

Ravi Kumar er en elektronisk rapduo, bestående af producer Aske Knudsen og rapper Sharon Jeanelle Kumaraswamy.

Hvordan vil I beskrive jeres lyd?

Intens rap på en solid bund af bastunge beats kombineret med den festlige stemning ved karnevallet i Rio og det arabiske forår.

Hvordan startede I?

Vi startede bare med at lave musik for sjov i forskellige konstellationer. Først lavede vi singer-songwriter-musik, dernæst tysk-inspireret futuristisk 80’er-techno, og så endte vi til sidst med at lave rap. Det viste sig at være så fedt at lave rap, at vi havde lyst til at tage projektet videre i en mere alvorlig kontekst.

Læs også  Ugens Upcoming: Søn

Kan I fortælle lidt om den proces, der foregår, når I skriver jeres musik?

Typisk starter vi ud hver for sig, men sidder stadig sammen og arbejder på hver vores små idéer. Så bliver vi inspireret af hinanden, og langsomt smelter det sig sammen til et nummer.

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på jeres lyd?

Sharon: M.I.A, Nicki Minaj og Little Simz.
Aske: Vince Staples, SOPHIE og Brockhampton.

Hvad er på jeres pladespiller lige nu?

Jidenna – “Long Live the Chief” (lyt her)

Hvad er I i gang med lige nu på musik/karrierefronten?

Lige nu arbejder vi på vores liveshow og udgivelsesstrategi for vores EP/singler.

Hvad er drømmen?

Vi vil gerne lave store shows med VJ’s, masser af dansere og vilde featurings.

Indspilning, øvelokalet eller koncert- hvad foretrækker I?

Indspilning/at skabe ny musik er nok det sværeste, men også det allermest givende. Det er den fedeste følelse, når vi får et nummer i hus! Koncerter og live er svært på en helt anden måde, men også enormt sjovt og udfordrende. Og der er plads til at improvisere, hvilket er vildt sjovt!

Læs også  Mød den nye danske R&B-kunstner Lasse Laurentius på nummeret "Helt Anderledes"

Hvis I kun måtte vælge én af jeres sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så?

“Honey”. Det er ikke udgivet endnu, men det siger meget om, hvem vi er, og hvad vi kan lide. “Fuck this shit Im gonna be a princess” gør det også for os.

Hvis I ikke skulle lave musik, hvad skulle I så lave?

Sharon: Jordmoder
Aske: Manager, booker eller et eller andet.

Ravi Kumar kan blandt andet opleves nu på onsdag den 30. maj til Rust street party under Distortion på Nørrebro og til Carpark Festival i slutningen af juli.