Ugens Upcoming: Elijah Okello

Ugens Upcoming: Elijah Okello

Foto: Mirah Isabella


Ugens Upcoming er tilbage efter en lille sommerferie, og det er Elijah Okello, som sparker gang i det hele igen med sin fantastisk veludførte blanding af Hiphop, R’n’B, Jazz og funkede undertoner.

Sponsoreret af 



Elijah Okello startede sin musikalske rejse med beatbox til Chapper’s Fandango-TV, og siden begyndte han at lege med både sang, rap og produktion af egne beats. Det er der i år kommet den stærke EP No Game ud af, som byder på sprøde toner til fans af R’n’B ala Frank Ocean, hiphop og dansevenlig funk. På det lyriske plan er Okello blandt andet inspireret af førnævnte Frank Ocean, og han udforsker eksistentielle temaer som kærlighed, selvforståelse og gensidig respekt. Okello har en fod plantet i flere kulturelle lejrer. Med rødder i Uganda bringer han den afrikanske kultur ind i musikken, som han dog også præger med kærlighed for danske salmer, japanske science fiction-tegnefilm og 60’ernes Motown-bølge.

Vi er faldet pladask for Elijah Okello, som udover at berige den danske musikkultur også emmer af internationalt potentiale.


Hvem er Elijah Okello?


– Jeg er en ung følsom gut fra Uganda, der formidler mine følelser gennem musikken. Jeg lever og ånder for kunst i lyd og billedeformat og ser tit inspiration gennem andre mennesker og deres forstilling omkring verden.

Hvordan vil du beskrive din lyd?


– Min lyd er cool, nonchalant, og også på grænsen til at være corny, men på den gode måde. Det tipper aldrig helt over… Det vil jeg selv mene i hvert fald. For eksempel er min sang “Dat Name Tag” ret corny, men med et glimt i øjet. Det er også ret funky og lidt hiphop-baseret med en masse japansk science fiction-tegnefilmsinspiration. Lidt danske salmer og en hel masse elektroniske lyde, der med mit formål gerne skulle skabe et univers for lytteren. Så det er lidt en blanding af alting, og så elsker jeg også bare musik, der er drevet af en god basrytme.

Læs også  Ugens Upcoming: Søn

Hvordan startede du?


– Jeg tror altid, jeg har haft en interesse for musik. Jeg startede med at beatboxe til Chapper fra Fandango, da jeg var seks år. Som 12-årig fandt jeg beats på Youtube sammen med en kammerat, som jeg gerne ville rappe til. Så endte jeg med selv at sammensætte min egne beats, og derfra eksperimenterede jeg en masse med sang, rap og korstemmer, såvel som med genrer og samples for at skabe forskellige lyde og stemninger.

Kan du fortælle lidt om den proces, der foregår, når du skriver musik?


– Jeg kommer ned i studiet med et åbent sind, så brainstormer jeg bare igennem de første par timer, indtil jeg finder noget specifikt at arbejde med. Det kan være alt fra at lytte til noget musik og sample det eller sidde med en tekst og prøve at få uddybet, hvad budskabet eller formålet er med teksten. Der er andre gange, hvor jeg bare sidder og laver instrumental musik, som så kan gå hen og blive nyttig senere. Det er sådan, jeg har fået de fleste sange færdige.

Læs også  Ugens Upcoming: Søn

Hvilke musikere har haft størst indflydelse på din lyd?


– Jeg elsker R&B, Funk, hiphop og kunstnere som James Brown og Michael Jackson (tilbage da han lavede
Off the Wall og Thriller, som jeg ret vild med). Hele Motown-tiden med Rick James var vildt fed! Jeg elsker Rick James! D’angelo og Erykah Badu er mine helte, jeg ku’ græde… De har bare skabt en lyd, der er så cool med en blanding af hiphop og jazz, som kun de ejer på grund af de personer, de er. Frank Ocean er jeg også ret inspireret af. Hans tekster er sygt gode.

Hvad er der på pladespilleren lige nu?


– Jeg høre ikke så meget musik på pladespiller… men jeg lytter ret meget til A$ap Rocky’s Testing-album.

Hvad er du i gang med lige nu? (På musikftronten)


– Jeg har en EP ude, der hedder No Game, som jeg er ret stolt af. Den har jeg arbejdet på det sidste år. Og så arbejder jeg på at få flere koncerter rundt omkring i landet, så jeg kan spille mit nye musik for nye mennesker.

Læs også  Ugens Upcoming: Søn

Indspilning, øvelokalet eller koncert – hvad foretrækker du?


– Jeg elsker at skabe nyt musik. Det en fed process. Jeg lærer noget nyt, hver gang jeg laver en sang eller et beat. Men jeg må også indrømme, at jeg har undervurderet koncertoplevelsen. Det er ret fantastisk at se andre folk reagere til ens musik, men det er også stadig ret nyt for mig, og derfor er det noget, jeg stadig ikke er helt vant til. Så studiet fortrækker jeg allermest.

Hvad er drømmen?


– Jeg synes, jeg lever drømmen nu, og alt er stadig meget nyt og spændende. Så lige nu glæder jeg mig bare til fremtiden, og hvad den nu bringer.

Hvis ikke du skulle lave musik, hvad skulle du så lave?

– Tænker at jeg gerne ville være tegner eller forfatter. Noget hvor jeg føler, at jeg skaber noget.

Hvis du kun måtte vælge én af dine sange, folk skulle lytte til, hvilken var det så og hvorfor?


– “Sandwich”. Det er sgu en meget god intro til mig, og hvordan min musik er.

Du kan blandt andet lytte til Elijah Okellos musik via Limelight Music: