Thøger Dixgaard – Pæn

Thøger Dixgaard – Pæn

Foto: Rasmus Weng
Udgivelsesdato: Fredag den 13. april 2018
Label: ArtPeople

Radioprinsen Thøger Dixgaard følges i takt med det sene forår, og tør langsomt øregangene op med sin bløde stemme og dovne poesi på sin nye EP, Pæn.

Thøger Dixgaard – Pæn
3.5 Anmeldelse
Anmeldelse

Thøger Dixgaard satte med debutsinglen “Former” for fire år siden sin finger direkte på pulsen i dansk popmusik, og gennem gæstebesøg hos Barselona og samarbejde med tunge danske producere, kan man tydeligt mærke, hvordan blodet stadig pumper derudaf hos den erfarne musiker. Blandt skaberne af den gennempolerede lyd, der flyder under alle fem sange på den nye EP, Pæn, findes producere som Vasco, Emil Falk samt Vilhelm Strange, Villads Øster og Jakob Littauer, der alle har haft enorm indflydelse på lyden af dansk musik de seneste år.

Læs også  Mercury Prize 2018: Her er de 12 album, der i aften kan løbe med sejren

Lyden er gennemlækker, instrumenteringen er elektronisk og funky og variationen og dynamikken er konstant. Den rullende dansebas i omkvædet til titelnummeret “Pæn” folder energien ud, de store synth-breaks i “CTRL – Z” er perfekt flødet og velfungerende, mens varmen i “Tø Mig Op” står i kontrast til tekstens kolde vinterreferencer fra Kim Larsen. Alene produktionen er en direkte vej til radioen, men hvis ikke det var for Thøger Dixgaards afdæmpede og aldrig anstrengte vokal, så ville udtrykket tippe gevaldigt over i usmagelige og ligegyldige pop-poleringer.

Læs også  Premiere: Den danske duo Feel Freeze slipper flot og spacy musikvideo til singlen "Let Go!"

Det unikke i Thøger Dixgaards musik er hans gennemgående afdæmpede og nærmest dovne poesi, der lægger sig tæt op ad det rolige vokalleje. EP’en åbnes i Dixgaards seneste single “Duer & Musik” med teksten “Du’ er det eneste jeg tænker på, når jeg tænker på noget”, som fint afspejler, hvordan de ordinære kærlighedstekster får en uformel, poetisk kant i stil med andre dansksprogede og succesfulde radiogengangere som Karl William og Emil Kruse.

På samme måde balancerer Dixgaard i “CTRL – Z” mellem den sårbare frygt for at blive såret og så den bevidste afstumpethed og egoisme ved at slette et forhold til en anden person gennem en genvej på et computertastatur. Det skaber et nuanceret og mere realistisk kærlighedsbillede, der klæder det danske sprog, selv om tonen til tider kammer over og bliver for drengerøv’sk. Når den dovne gadepoesi udelades, er der dog ikke meget andet tilbage end catchy pop-produktioner, hvilket er tilfældet i “Skinner”.

Læs også  Drømmer du om en fremtid i musikbranchen? Musikbrancheforløbet Innovative Music Management er nu åben for ansøgninger

Fem sange er en lille mundfuld, og (p)opskriften virker indrømmet som den skal, uden at det når at blive kedeligt. Men som en af fakkelbærerne for tidens mainstream lyd kunne man, i fremtidige udgivelser, savne en mindre pæn Dixgaard, der ligesom overgangen fra tidligere projekter igen tør gå mod en ny og mere flersidig lyd, der kan kobles på de charmerende danske tekster.